»Ja, I er det rigtige sted«, siger hun og kigger så på plantegningen af det busstoppested, som vi har fået fortalt burde være netop her.
»Det er revet ned nu«, siger hun.
Det er den canadiske fotograf Christopher Herwig, hun taler til – på russisk, som han har lært sig til husbehov. Eller mere præcist: Han har haft behov for at lære det for at forfølge sin besættelse. I nu 13 år har han rejst rundt »på jagt efter de bedste busstoppesteder«, som han siger, »opsporet og fotograferet dem«. Mere præcist er det busstoppesteder opført i Sovjet mellem 1960’erne og 80’erne.
Siden 2002 har han tilbagelagt mere end 30.000 kilometer fra Sortehavet til Altay-bjergene – i bil, med tog, bus og på cykel gennem Armenien, Usbekistan, Turkmenistan og samtlige andre tidligere sovjetiske områder. Ofte langt væk fra alfarvej, hundredvis af kilometer i en udørk i Kasakhstan eller Georgien.
Nu har vi kørt i timevis på kryds og tværs af landevejene nord for Minsk i håb om at tage de sidste billeder til hans fotobog ’Soviet Bus Stops’, der udkommer på forlaget Fuel. Det er april, bogen udkommer 15. september, og det er de hviderussiske busstoppesteder, han mangler. For at fuldende værket. For at tilfredsstille besættelsen.
Han takker høfligt den gamle dame for hjælpen og sætter sig tilbage i bilen. Skuffelsen lyser ud af ham.
»For helvede«, siger han og hamrer hånden ned i rattet. »Det var et af de virkelig gode! En af heltene!«.
Legitime rejser og besættelser
Christopher Herwig omtaler de bedste busstoppesteder og deres designere som helte. Sådan har jeg altid selv talt om Christopher Herwig. Vi har været venner, siden vi tilfældigt mødtes på et færgedæk på vej fra Athen til Haifa i Israel i 1998. Vi havde købt de allerbilligste pladser nær skorstenen, og vi fandt hurtigt fælles fodslag i en lyst til at blive ved med at rejse, selv om pengene for længst var brugt op. Jeg var 19 og han var 23. Vi diskuterede, hvor light det faktisk var muligt at rejse – og med kun et kamera (ham), en notesbog (mig) og to stykker sæbe (til at vaske krop og tøj hver aften) rejste vi Mellemøsten rundt de følgende måneder.
Herwig blev ved med at dyrke den minimalistiske rejseform. Engang rejste han i lastrummet af et skib fra Canada til Sydafrika. Det tog 25 dage. Det tog ham også 25 dage, da han vandrede på tværs af Island med en oppustelig kajak på ryggen, så han kunne rafte de to floder Þjórsá og Markarfljót.
Det handler på en måde om at give rejsen en vinkel. Skabe en ramme om at rejse, der gør det legitimt at forlade sit job, sin familie, sit hjemland igen og igen for at se sig omkring. Men aldrig en vinkel, der gør rejsens formål så konkret brugbart, at den lukker sig om sig selv.
I 2002 cyklede han fra London til Sankt Petersborg – cirka 3.000 km – med en regel om at tage et fotografi hver time. Det tvang ham til at søge motiver i situationer og landskaber, der ikke normalt ville tiltrække sig hans opmærksomhed. Men når klokken var hel, så han sig omkring. Og tog et foto af en stak brænde, tøj på en tørresnor eller et tyggegummi i vejkanten. Efter at han krydsede grænsen til Litauen, tog han et billede af et gammelt busstoppested, en nærmest kubistisk betonsag i pastelfarver og med små selvhøjtidelige trin. En time senere et andet, anderledes designet busstoppested. Endnu en time gik, og igen var det et busstoppested, der fangede hans øje – igen i et nyt design.
»Min fordom var, at alt bag Jerntæppet var standardiseret, upersonligt, funktionelt«, fortæller Herwig. »Jeg har fået fortalt, at i sovjettiden kunne man bestille den samme kylling kiev, om man så var i Riga eller Vladivostok. Den var dårlig, men ens for alle – overalt. Så jeg tænkte, at var der noget, der måtte være masseproduceret, så var det busstoppestederne. Men jeg tog fejl. Der var de her helte, der havde lavet unikke busstoppesteder«.
Et mikrodesignet oprør
Fra Sankt Petersborg cyklede Herwig videre til Stockholm, hvor det både lykkedes ham at blive svensk gift og åbne fotoudstillingen ’Road Apples’ med billederne fra cykelturen.
Året efter flyttede parret sammen til Kasakhstans hovedstad, Almaty, hvor hun arbejdede for FN og han på et fotoprojekt om Silkevejen. Og på sine rejser rundt i Centralasien så Christopher Herwig igen de her unikke busstoppesteder, der havde fascineret ham på cykelturen. Nu i helt andre farver og former, men med det fællestræk, at selv om tung beton ofte var det bærende materiale, lignede de ikke forestillingen om sovjetisk arkitektur. De var for vilde, vovede, legende. Nogle af dem uden tag, nærmest i opposition til busstoppestedets arketypiske funktion. Nogle gange opført så langt væk fra alting, at det virkede, som om der aldrig havde kørt en bus forbi. Hvilket der måske heller ikke havde?
»Jeg fandt busstoppesteder, der virkede, som om de kom fra en anden verden. Vanvittige. Insisterende på sig selv. På deres egen helt unikke personlighed. Jeg begyndte at forstå, at de ting, jeg havde lært i skolen, var for ensidige. At der i Sovjet fandtes millioner af mennesker, der havde kunstneriske dagdrømme, de gerne ville dele, og at de her havde fundet et hul i Jerntæppet, hvor der var plads til at folde kreativiteten ud«.
Herwig havde rejst i Rusland uden at blive imponeret over busstoppestederne dér. Det var hans opfattelse, at der tæt på sovjetmagtens centrum ikke fandtes de her unikke konstruktioner, men masseproduceret kylling kiev. Tog man derimod til Kirgisistan, så man subversive lokalpatriotiske designvariationer over regionens ikoniske hat, kalpak. Og i den omstridte region Abkhasien havde en af de få arkitekter, man kender navnet på i dag, georgieren Zurab Tsereteli, opført farverige mosaikker og stålpavilloner, der nægtede at opføre sig pænt socialistisk funktionelt og tilbyde folket et tag over hovedet eller et sted at sidde. »Hvorfor dit, hvorfor dat. Det er deres problem. Jeg er kunstner«, har Tsereteli senere sagt: »Jeg kan ikke svare på, hvorfor der ikke er et tag«.
»Der var en central enhed for vejdesign i Sovjet«, fortæller Herwig, »men i nogle områder ville de lokale vældig gerne støtte op omkring et unikt busstoppested lavet af lokale kunstnere, der brugte lokale etniske materialer og ornamenter. Så det er ikke altid, de står tilbage som busstoppesteder, men mere som kunstværker. Jeg fandt også ud af, at det var forbløffende svært at lede efter dem ved at tage med bus. De største helte findes ikke på de nu kendte ruter. Man må finde en gammel taxachauffør eller spørge de gamle koner om vej for at finde dem. Efter Sovjets sammenbrud har de mistet deres status i den lokale folklore, hvilket er synd, for i nogle regioner er de stadig det smukkeste i mange kilometers omkreds«.
Hviderusland er efter sigende det nærmeste, vi kommer et diktatur i Europa med en forkærlighed for regler, der intet har med kærlighed at gøre
Kickstarter-sensation
Efter tre år i Kasakhstan flyttede Herwig og familien videre til Liberia og så tilbage til Vancouver, hvor Christopher Herwig er født, og videre til New York med nu to børn, men han blev ved med at rejse tilbage til de postsovjetiske regioner. Han tog tusinder og atter tusinder af billeder af busstoppesteder, uden rigtig at vide, hvad han skulle bruge dem til – ud over at skabe verdens mest imponerende samling.
I 2014 lavede han en kickstarterkampagne for selv at udgive billederne i bogform – bare til de særligt interesserede og for at finde en form for afslutning på en årelang besættelse. På ingen tid var crowdfundingen på plads – folk var vilde med både den skæve kulturhistorie og Herwigs monomant-monstrøse indsats.
Forlaget Fuel opdagede det også og tilbød ham en forlagsaftale og en mulighed for reel distribution – og muligheden for at færdiggøre projektet ordentligt, afsøge de sidste egne, måske få nogle af arkitekterne i tale. Der var ét land, han ikke havde været omkring endnu, fordi det var sindssygt besværligt at lave fotojournalistik derfra. Hviderusland, hvor arkitekten Armen Sardarov havde tegnet over 100 busstoppesteder. Dengang projektet stadig kun var til ære for Herwigs egen besættelse, havde han fravalgt reportageturen til et kvasidiktatur, men nu syede han fotokort i underbukserne, så han var sikker på, de ikke ville blive konfiskeret af myndighederne, og lidt tid efter modtog jeg en e-mail: »Kommer du til Minsk?«.
Vejen var en vigtig ting i Sovjet: en del af den stærke stats økonomi, statens struktur. Totalitære regimer har historisk set altid haft den bedste, mest omfattende infrastruktur
Hviderussisk hvisken
Jeg landede i Minsk for et par dage siden. Det er påske. April 2015. Hviderusland er efter sigende det nærmeste, vi kommer et diktatur i Europa med en forkærlighed for regler, der intet har med kærlighed at gøre.
Alt er gråbrunt, firkantet og ensformigt. Som om Hviderusland har holdt fast i en klichépræget forestilling om Sovjetunionen.
Det eneste, vi er stensikre på, der tydeligt bryder med den forestilling, er arkitekten Armen Sardarovs farverige busstoppesteder, som vi har set gamle tegninger af, men endnu ikke fundet.
Men Christopher Herwig har opsporet Armen Sardarov selv, og vi tager hen og besøger ham i hans hjem. En lille lejlighed i et brutalsocialistisk byggeri. Han er helt eksalteret over at få besøg fra udlandet; forståeligt nok glad for, at Herwig er i færd med at dokumentere stoppestederne, der har været så stor en del af hans liv.
»Folk synes, jeg var sindssyg«, svarer Sardarov, da jeg spørger ham, hvad andre arkitekter tænkte.
»Den stalinistiske stil var pompøs. Inspireret af klassisk arkitektur med søjler og ornamenter. Hvorfor, tænker du? Ja, hvorfor? I begyndelsen af det tyvende århundrede udsprang avantgarden fra Rusland – Kandinsky, Malevich – men de revolutionære forstod dem ikke. De ville have paladser. Som forfatteren Ivan Bunin sagde: De lavede ikke revolution for at komme af med aristokratiet og leve sådan, som Lenin sagde, de skulle, men for selv at få lov at leve som aristokrater. Derfor fortsatte de store monumenters arkitektur. Men stor fysisk størrelse er ikke det samme som storhed«, siger han og ler: »Vi bør drikke vin, nu I er her«.
Så det gør vi, mens Armen Sardarov fortæller: Om hvordan det i Sovjet i tiden under Bresjnev – fra 1964 til 1982 – var nærmest umuligt at udtrykke sig selv. Bresjnevs periode var præget af politiske stramninger, militær oprustning og invasionerne af Tjekkoslovakiet i 1968 og den lange krig i Afghanistan fra 1979-89. Den kolde krig var også kold for Sovjetunionens egne arkitekter. Ideologi dominerede kunst, kultur og arkitektur, og de få store byggeprojekter, der var, var strengt reguleret med næsten ingen rum for udfoldelse af selvstændig kreativitet.
»Det var de facto umuligt at udtrykke sig selv. Det var en monoton tid for arkitekturen«, fortæller Sardarov, der selv ledte efter et frirum.
»Vejen var en vigtig ting i Sovjet: en del af den stærke stats økonomi, statens struktur. Totalitære regimer har historisk set altid haft den bedste, mest omfattende infrastruktur«, bemærker Sardarov, der i busstoppestederne – som han omtaler som pavilloner – så en mulighed. Den kollektive trafik blev hyldet, så der var et statsligt ønske om at bruge busstoppestederne til at bringe kunst til folket, men samtidig blev det betragtet som en mindre arkitektonisk form, så der blev ikke holdt så nøje øje fra centralt hold. Det udnyttede Sardarov og hans unge kolleger, der ofte, i stedet for at lave et design til en hel region, lavede individuelle design og udnyttede muligheden for at udtrykke sig. Nogle gange med et nyt design for hver eneste stop på ruten.
»Vejen er et kommunikationssystem. Busstoppestederne er punkter på en linje. Det kan godt være, de er en mindre form, men i løbet af ruten plantes de og gror i den rejsendes sind. Det er min mening – og mange poeters – at en hvisken kan lyde højere end den største larm«, siger Armen Sardarov og hæver glasset.
Og så træder en gammel, vejrbidt mand ud fra betonskyggerne.
Gevirer og tipier
Det er svært ikke at drikke og tale længe. Det er ikke hver dag, to busstoppested-entusiaster fra hver sin del af verden sidder i samme stue og kigger på kort og plantegninger. Armen Sardarov er blevet hædret for sine design. Og har fortsat sin karriere efter Sovjetunionens sammenbrud. Men her i stuen i aften bliver han forstået af en fotograf med samme besættelse.
Eneste malurt i bægeret er, at mange af Sardarovs pavilloner er blevet revet ned.
Dagen efter kører Herwig og jeg igen rundt på vejene nord for Minsk. I dag er vi på udkig efter tre helt særlige design, som Sardarov lavede, da der var OL i 1980. Efter timers turen fortæller en ung soldat, udstationeret ved det gamle stadion, at han aldrig har set dem. Vi finder punkterne på kortet, men må erkende, at de alle er revet ned og erstattet af ligegyldigheder. Folk i dag vil have masseproducerede busstoppesteder – ikke i gammel brutal betonstil, men i lette, mere vestlige ståldesign. Det bizarre er, at kapitalismen er lykkedes med at fuldende vores fordom om kommunismens ensretning.
De følgende dage kører vi længere nordpå. På kryds og tværs af landet på vejene mod Vitebsk. Christopher Herwig bliver mere og mere desperat. Vi følger kortet med Sardarovs anvisninger, men den ene buspavillon efter den anden er væk.
Så kommer vi til en skov, hvor asfalten holder op, men vi kører videre i sandet.
Og der blandt træerne – langt væk fra busser og biler – står en af Sardarovs design. Det er langtfra det flotteste i Herwigs samling: en ramponeret betonkonstruktion uden den flotte maling og de motiver, der engang gjorde den særlig, men den står der. Herwig stiger ud af bilen og begynder at løbe rundt om stoppestedet og tager billeder i høj fart, som om han er bange for, at det pludselig vil forsvinde.
Og så træder en gammel, vejrbidt mand ud fra betonskyggerne. Stille som ensom vodka lægger han tre gevirer på jorden og peger på dem. Guderne må vide, hvor længe han har ventet på kunder i sin provisoriske butik. Alle kigger vi på hinanden og undrer os. Herwig tager sit billede. Jeg tager et billede af Herwig. Vi kører derfra. Vi burde have købt et gevir, men det har ikke bragt os uheld.
Tværtimod: Nu støder vi på det ene busstoppested efter det andet. Farverige tipier af træ. Bølgeformet beton. Vægge med muraler, men intet tag. Herwig jubler. Han har fundet sine helte. Jeg jubler med. Synger i bilen på de ensomme veje. Men det er også med en snert af melankoli. Turen er slut. Projektet er ovre. Besættelsen har fundet sit rolige, tilfredsstillede leje.
Det er vanskeligt at begive sig mod lufthavnen, men vi skal hjem: Herwig skal til Jordan, hvor han bor nu med sin familie, hvor han arbejder med at få flygtningebørn til at tage billeder af deres liv. Og derfra skal han straks videre til Liberia, hvor han skal tage billeder af ebolabekæmpelsen. Og vi krammer farvel i Minsk, mens han siger: »Og så er der de her toiletforhold i Elfenbenskysten. De er meget fascinerende. Dem bør man måske kigge på«.
Se Christopher Herwig fortælle om arbejdet med bogen i denne video:
Besat af busstoppesteder
For 13 år siden opdagede den canadiske fotograf Christopher Herwig, at der i Sovjetunionen i 1970’erne var sket en kreativ eksplosion i designet af busstoppesteder. Siden har han søgt efter dem på en sær skattejagt, der har bragt ham rundt i hele det tidligere sovjet for at fotografere de smukkeste, mest vovede og udfordrende. Politikens Kristoffer Hegnsvad slog ham følge i Hviderusland. Politiken.tv / Kristoffer Hegnsvad. Foto og video: Christopher Herwig. Klip: Henrik Haupt