De er løbet fra brændende landsbyer. De fortæller, at de har set folk få halsen skåret over. Blive skudt. Skubbet ud over en skrænt. At børn har overværet drab på deres forældre. At soldaterne skar arme og ben af deres naboer.
De er flygtet fra det, FN’s generalsekretær har kaldt en »etnisk udrensning« og et »menneskeretligt mareridt«. Nu befinder de sig i et kaos i Bangladesh.
Over en halv million rohingyaer har på under fire uger forladt Myanmar. Aldrig før i verdenshistorien er så mange mennesker flygtet på så kort tid.
Det er vanskeligt at forestille sig ...
Her er 40 billeder, der viser, hvordan det ser ud.
Eller i hvert fald giver et indtryk af det.
Billederne er taget af Politikens fotograf Jacob Ehrbahn, der sammen med journalist Kjeld Hybel har opholdt sig lidt over en uge i det hjørne af Bangladesh, hvor rohingyaerne er strømmet til - i tusindvis, i titusindvis, i hundredtusindvis ...
Vi skal advare om enkelte særligt stærke billeder.
Nogle har gået i dagevis, nogle har været længere tid af sted, fordi de også har ligget i skjul, fortæller de. Men den sidste del af rejsen foregår for mange i båd - over floden Naaf, der grænser op til Bangladesh.
Ved det mudrede flodleje lægger den ene pram efter den anden til. Folk tumler i land. Det regner. En lille dreng prøver at fange en vanddråbe.
De små både sejler i pendulfart mellem fastlandet og en ø ude i floden, hvor flygtningene kortvarigt har kunnet puste ud efter den ofte tumultariske flugt fra Myanmar.
Dagen igennem ankommer de ...
... og begynder vandringen mod ind mod det sted, der skal være deres nye hjem - på ubestemt tid.
Mohammad i Barcelona-trøjen er 12 år. I kufferten bærer han tøj, som familien har fået med sig.