Vi nærmer os Balukhali ved solopgang. Lyset er sløret og giver det grønne, bakkede landskab langs floden et eventyrligt skær.
Da vi runder et sving, ser vi pludselig mennesker i vejkanten og inde i krattet og i udkanten af en slags eng. En sumpet eng. Her er måske flere tusinde. De sidder og ligger på plastikstykker og tæpper, nogle stirrer ud i luften, andre sover stadig.
Imellem dem ligger sække og bylter med de ting og sager, det lykkedes dem at få med sig, inden de løb for livet. Lidt tøj. Gryder og potter. En familie har et solcellepanel, så de kan tænde en lampe og oplade mobilen. Vi stiger ud af bilen – det er allerede fugtigt hedt – og spørger en mand i en beskidt, hvid skjorte, hvornår de ankom til Bangladesh.
»I går morges«, svarer han. Efter at have gået i næsten ti dage fra deres landsby, Gopi, i Myanmar til floden Naaf, som udgør grænsen til Bangladesh. De krydsede floden fire kilometer fra det sted, vi står lige nu.
