Vi går ud for enden af den amputerede tange, der før i tiden strakte sig hele vejen over til øen Sahporir Dwip, men nu er halvt ædt af vejret og floden og slutter ved et stræde af gult flodvand. På den sidste, lange strækning rager kun elmasterne op over vandet.
Den seneste tid har Sahporir Dwip været en hovedrute ind i Bangladesh for de flygtende rohingyaer fra Myanmar. Efter et hvil på øen skal de videre med båd til denne tange, så de kan komme hen i en af flygtningelejrene. Men i dag kommer ikke en eneste rohingya os i møde.


























