Det var i 1972. Han var 17 år. Og så helt, helt, helt forfærdelig genert.
Faktisk så meget, at det var et problem.
Ikke bare den aften – men ISÆR den aften, da det hollandske rockband Solution skulle spille en open air koncert i den by, hvor han boede.
For Anton Corbijn levede for musik. Barndommen i familien, hvor faderen var præst, havde været »stille og alvorlig, og der var meget, man ikke måtte«, så teenagetiden foregik fortrinsvis oppe på drengeværelset, hvor han ikke lavede andet end at lytte til plader og radio, læse musikmagasiner og nærstudere pladecovers. Og til den der Solution-koncert ville han så frygtelig gerne stå h-e-l-t oppe ved scenen.
»Men«, som han siger, »hvis du er genert, tror du, at alle ser på dig. Og jeg tænkte: Folk vil nok synes, at det er mærkeligt, hvis jeg står deroppe alene … «.
Så han lånte sin fars kamera, så det skulle se ud, som om han faktisk havde en grund til at være der.
I løbet af koncerten tog han lidt billeder, som han sendte ind til musikmagasinet Music Parade. Mod al forventning trykte de tre af dem - uden betaling og uden at kreditere ham som andet end ’en læser’ – men det var dét: Den generte dreng havde fundet løsningen. Måden, hvorpå man kunne være mere end bare en ligegyldig fan – og i stedet blive en decideret del af det musikmiljø, han elskede mere end noget andet:
Man kunne fotografere.
»Anton Corbijn, den stille dreng fra landet«, har en, der mødte ham den aften, sagt, »var den sidste person, man ville forvente skulle komme til at betyde noget på den store internationale bane«.
Men det kom han til. Kan man roligt sige.
Han har fotograferet Joy Division, David Bowie, Pete Townsend, Nina Hagen, Marc Almond, James Brown, Miles Davis, Kim Wilde, Peter Gabriel, Tom Waits, Nick Cave, Pearl Jam, John Lee Hooker, Arcade Fire, Leonard Cohen, Marianne Faithful, Frank Sinatra, Michael Stipe, Luciano Pavarotti, Brian Eno, Metallica, Rolling Stones, Depeche Mode, Björk, Siouxsie Sioux, Bon Jovi, Simple Minds, Morrissey – og ikke mindst U2, som han har fulgt fotografisk gennem hele bandets liv og karriere.
Bare for at nævne nogle få.
Desuden har han portrætteret det meste, som Hollywood har på hylderne af stjerneskuespillere. Samt kunstnere, forfattere og meningsdannere fra det meste af verden. Nåja – og en bid af modelverdenen også.
Rigtig mange mennesker har formentlig allerede stået med et eller flere af hans billeder i hænderne – nemlig i form af de ikoniske pladecovers, han har fotograferet – bl.a det berømte ’The Joshua Tree’-album for U2. Men Corbijns fotografier kan også opleves i bogen ’Holland’s Deep’, et retrospektivt værk, der udkom i forbindelse med hans 60 års fødselsdag.
I april 2015, da han var hovedtaler ved fejringen af årets World Press Photo-vindere i Amsterdam, sagde han, at han som uuddannet fotograf altid har vidst, at han ikke kunne konkurrere på det tekniske. Han måtte i stedet finde et helt særligt fotografisk udtryk, som han kunne gøre til sit. Og fokusere på indhold. På kant, idé og holdning i fotografiet: »På den måde kan man sige, at mit største fotografiske handicap endte med at blive min største fordel«.
I Amsterdam fortalte han også, at han engang blev bedt om at tage et billede af Rolling Stones. Det var i midten af 1990’erne – og da var der efter hans mening ikke blevet taget et ordentligt foto af bandet siden slutningen af 70’erne. Der havde været masser af Stones-studiefotografier – »af den sikre, ufarlige slags«, som han sagde – men ikke ét af det rigtige Stones, det rebelske Stones, det grænsesøgende Stones. Anton Corbijn ville bringe vildskaben tilbage til bandet og udtænkte derfor en ide, som indebar, at Mick og co. skulle bære en slags etniske masker. Deres pressemanager sagde nej øjeblikkelig. »Okay, men så kommer jeg ikke«, var Corbijns relativt korte svar. »Ikke for at få folk til at gøre, som jeg siger«, som han siden har forklaret. »Men fordi at flyve over ville være spild af både deres og min tid«.
Rolling Stones tog maskerne på. Og – som det ses i billedserien her – senere også hatte.
Corbijn fik sine billeder.
Anton Corbijns ’Hollands Deep’ er udgivet på forlaget Schirmer/Mosel. Mere info her.
Clint Eastwood, fotograferet i Cannes i 1994. Anton Corbijn har om dette portræt sagt, at det er et af de mange billeder, hvor han har følt, at hans baggrund som ukendt musikfotograf i Holland i 1970’erne er kommet ham til gode: »Dengang fik man aldrig særlig lang tid sammen med musikerne, og jeg befandt mig ofte i situationer, hvor jeg inden for fem minutter skulle beslutte, hvordan et billede skulle tages. Dette billede af Clint Eastwood er sådan et ’two minutes shot’. Når tiden er begrænset, tvinges man til at fokusere - og finde ud af, hvad det er, man vil ha’ frem«.
Kate Moss, fotograferet i New York i 1996. »Da jeg var ung, vidste jeg aldrig, hvad jeg skulle gøre, når jeg skulle fotografere modeller - for når nogen er så smukke, hvad kan du så tilføje som fotograf, tænkte jeg. Jeg ledte efter deres indre skønhed, men blev forvirret af deres ydre. Det ændrede sig, da jeg begyndte at lære nogle af dem at kende personligt«.
Billedet af post-punkbandet Joy Division var det første, Anton Corbijn tog, efter at han flyttede til England i 1979. Han og bandets medlemmer mødtes ved Lancaster Gate undergrunds-station, og Corbijn har selv fortalt, at han indledte med på hollandsk velopdragen - men decideret akavet - vis at række dem hånden. Ingen af dem responderede. Bagefter, da han havde taget fotografierne, der mere end noget andet visualiserede essensen af Joy Divisions musik og senere var med til at gøre dem til verdensstjerner, kom de alle og gav ham et håndtryk. Yderst til højre er det forsangeren Ian Curtis, der vender ansigtet mod fotografen. Fire måneder senere begik han selvmord.
Michael Stipe. REM-forsangeren er fotograferet i Los Angeles i 1999 - fire år efter, at Corbijn skød billedet af en afklædt Stipe i Trevi-fontænen i Rom.
Peter Doig, 2011. Efter i mange år at have portrætteret musikere havde Anton Corbijn efter eget udsagn en periode, hvor han simpelt hen ikke kunne finde på flere fotografiske vinkler at angribe musikverdenen med. Så han besluttede sig for - ganske enkelt - at fotografere »mennesker, jeg godt kunne lide. Eller folk, jeg beundrede«. Mange af dem var kunstnere - som her den skotske maler Peter Doig. I samme serie findes også et billede af Ai Weiwei, som Anton Corbijn fløj til Beijing for at fotografere - men noget i planlægningen gik galt, og han endte med kun at have 20 minutter til at tage billedet. »I dag arbejder de fleste fotografer vel digitalt - men jeg skyder stadig på film, så rigtig mange gange er jeg fløjet tilbage fra en opgave uden at vide præcis, hvad jeg har med mig hjem. Hvilket både er behageligt og stressfyldt. Men efterhånden er jeg vant til det. Jeg husker også mig selv på, at jeg altid har sagt, at jeg gerne ville have et arbejde, som var spændende. Det har jeg. Stadig«.
Guillaume Bruère. Fransk kunstner, fotograferet i Berlin i 2013.
Joni Mitchell, Santa Monica, 1999. Billedet er fra en serie - Corbijns første konceptuelle i øvrigt - hvor han har fotograferet kendte mennesker på en måde, så de skal ligne paparazzi-billeder. »I sin tid blev jeg interesseret i musikverdenen, fordi der var så meget at gå på opdagelse i. Og fordi det var en gådefuld verden for mig. Da jeg begyndte ikke at have det sådan længere, opfandt jeg paparazzi-billederne for at forsøge at hente noget af det gådefulde tilbage i mine fotografier. Og så gav jeg billederne en farvetone, så de skulle få noget af det samme »look« som gamle filmplakater har«.
Elvis Costello. Billedet er et af Corbijns tidlige - fotograferet i 1977 på et hotelværelse i Amsterdam, der var så lille, at fotografen nærmest måtte stå inde i et skab for at kunne tage billedet. 23-årige Costello er portrætteret sammen med sin guitar, hvilket ikke er særlig typisk for Anton Corbijn. »Jeg har sjældent instrumenter med i mine musikerbilleder. Det bliver for tydeligt«.
’a.cobain’ har Anton Corbijn kaldt selvportrættet, der indgår i en hel serie af billeder, hvor den hollandske fotograf klæder sig ud som kendte - og afdøde - rockmusikere. Billedserien, der bl.a, omfatter Corbijn udklædt som John Lennon, Elvis Presley, Freddie Mercury, Buddy Holly og Frank Zappa, er alle taget i 2001 og 2002 i hans fødeby Strijen, og Corbijn har forklaret, at serien er et forsøg på fotografisk at udforske følelsen af som 40-årig stadig at være »besat af musikverdenen« og kombinere den med hans forældres stærke interesse for et liv efter døden. Det tog otte måneder at skyde billederne, har han fortalt - »fordi jeg indimellem måtte vente på parykker og mærkelige ting til min næse - alt blev nemlig blev iscenesat foran kameraet, og ingenting blev rettet bagefter«. Engang under en fotooptagelse henvendte en mand, der havde stået og fulgt sceneriet, sig til Corbijns assistent og sagde: »Okay, hvis det er DEN måde Anton Corbijn fotograferer de kendte, har vi sgu da alle sammen en chance for at blive fotografer«.
Rolling Stones, fotograferet i 1995. Et billede, der ikke var blevet til noget, hvis det stod til ... Rolling Stones. »Det var i Budapest«, fortæller Anton Corbijn. »Jeg havde fået den her ide med, at de skulle have hatte på. Men da jeg viste Mick Jagger en af dem, sagde han: »You must be joking!«. »Ikke rigtigt«, svarede jeg. »Hør her, det kommer ikke til at ske det dér«, sagde han. Jeg talte og talte og talte for min sag – og til sidst sagde han: »Okay, hvis Charlie siger ja, så skal jeg nok gøre det« – velvidende at det ville Charlie Watts aldrig gøre. Så jeg gik over til Charlies hotelværelse og bankede på. Han åbnede døren, og inden jeg nåede at sige noget, sagde han bare: »Jeg tager ikke den hat på«. Jeg begyndte på min lange forsvarstale – igen – og til sidst spurgte han: »Tager Mick den på?«. »Mick tager den på«, sagde jeg. »Okay«, sagde han. Hvorefter jeg gik tilbage til Mick og sagde: »Charlie tager den på«. Ronnie Wood er aldrig noget problem, han er så sød, så han gjorde det bare – og Keith Richards dukkede lidt sent til fotograferingen. Så det blev sådan her ...«.
Og ham selv - som sig selv. Anton Corbijn fotograferet i Hamburg i 2012 under optagelserne af filmen ’A Most Wanted Man’ , som Corbijn instruerede. »Lige nu ligger eventyret for mig i at lave film«, siger han. »Men jeg vil nok altid have et kamera i hånden«.