I 1979 blev der fundet guld i Serra Pelada. Nyheden ilede verden rundt og startede en guldfeber, der fik titusindvis af mænd til at smide alt, hvad de havde i hænderne, og sætte kursen mod Brasiliens Amazonas med en drøm om få ugers hårdt arbejde til gengæld for svimlende rigdom. Nøjagtig samme drøm, der i det forrige århundrede havde fået mænd til at styre mod Californiens guldminer og Canadas Klondike med livet som indsats.
Den brasilianske fotograf Sebastião Salgado ankomtil Serra Pelada – Det Nøgne Bjerg – syv år senere. Han var mange år tidligere flygtet fra sit lands militærdiktatur, og generalerne ville ikke lade ham vende tilbage. Først da regimet faldt, var han i stand til med egne øjne at se den galskab, der udspandt sig i verdens største åbne guldmine. En galskab, han allerede havde set billeder af i mange aviser og blade.
Men Salgado havde sit eget projekt. Han var draget ud for at dokumentere en teori, der optog ham dag og nat. Han var overbevist om, at manuelt arbejde snart ville blive erstattet af maskiner og computere. Kort sagt var proletariatet på vej til at blive udryddet, fordi det ikke længere kunne sælge sin arbejdskraft.
Det syn, der mødte Salgado i Serra Pelada, gjorde ham stum, siger han selv. Han kiggede ned i et 200 meter bredt og lige så dybt hul, hvor op til 50.000 halvnøgne mænd rodede, kravlede og gravede hulter til bulter, dækket af mudder og jernstøv. De kravlede op ad hjemmelavede stiger med tunge sække, som de afleverede på toppen for derefter at lade sig glide hele vejen ned i mudderbadet for at begynde forfra med en ny sæk.
