P

spring. »For længe siden medvirkede jeg i stykket ’Vores sensommer’ på Østre Gasværk teater, hvor jeg stod over for Lisbeth Dahl og Ulf Pilgaard. Det var ret vildt, og når de talte, var det som at høre et gammelt ægtepar«, fortæller Oscar Dietz, der har hovedrollen i verdenspremieren på ’Djævelens lærling’.
Foto: Jacob Ehrbahn

spring. »For længe siden medvirkede jeg i stykket ’Vores sensommer’ på Østre Gasværk teater, hvor jeg stod over for Lisbeth Dahl og Ulf Pilgaard. Det var ret vildt, og når de talte, var det som at høre et gammelt ægtepar«, fortæller Oscar Dietz, der har hovedrollen i verdenspremieren på ’Djævelens lærling’.

Antboy er blevet voksen: »Man kan sige, at jeg blev båret ind på scenen og er blevet der siden«

Oscar Dietz har, mens kammeraterne gik til fodbold og i fritidsklub, knoklet sig til en skuespillerkarriere. Han er kendt som barnehelten fra ’Antboy’ og balletdrengen fra ’Billy Elliot’. Nu er han blevet 18 år og står over for den bærende rolle i verdenspremieren på ’Djævelens lærling’.

Oscar Dietz var 7 år, da han blev båret ind på scenen i kongestol. Han spillede prins i den storladne musical ’The King and I’ på Det Ny Teater. Den lille dreng havde næsten ingen replikker og skulle egentlig mest bare sørge for at se sød ud.

Også bag kulissen fik Oscar Dietz en blød introduktion til teatrets verden. Der var personale ansat til at gå ture rundt om Søerne med ham og de andre børneskuespillere, og der var også tid til at spille computerspil på y8.com i pauserne.

Det var »herresjovt«, fortæller han.

Den nu 18-årige Oscar Dietz byder på isvand og småkager i køkkenet, da Ibyen møder ham i barndomshjemmet i Tisvilde nord for København. Han står over for sin første modne rolle i musicalversionen af den danske bestseller-fantasyroman ’Djævelens lærling’. I den store opsætning skal han spille og synge hovedrollen som Filip, en artig fyr, der ved en fejl ryger i Helvede og skal stå ansigt til ansigt med selveste Djævelen, som forveksler ham med skolens største bølle og tyran. Og udpeger Filip til sin efterfølger ...

Samtidig med at han øver sig på mødet med Djævelen, passer han sin skolegang i 3. g på Gribskov Gymnasium. Røde knopper på hagen og brune dun på kinden afslører, at barnestjernen er ved at blive voksen. Stemmen er mørkere, end man forventer. Der er noget genkendeligt ved hans bløde træk, en tryghed.

Barn i en voksen verden

Oscar Dietz griner spontant, skifter til en seriøs mine og bryder ud i skønsang undervejs i snakken, som stod han klar og varmede op til et nært forestående drama bag det røde scenetæppe. Afslappet, fuld af selvtillid. Han kan det hele, fornemmer man. Men vejen dertil har ikke været fri for skred. Især én periode var ved at vælte ham omkuld.

Den 7-årige Oscar kickstartede sin karriere hos sin mormor og morfar, der bor nede ad vejen i et hvidmalet træhus. Ved middagsbordet bladrede han i dagens avis og blev fanget af et billede med teatermasker. Han pegede og spurgte: »Hvad er det?«. Skuespil vistnok, fik han at vide. Det skal prøves, tænkte den 7-årige dreng.

Oscar Dietz’ mormor fortalte ham med bestemt mine, at det slet ikke var så nemt. Men knægten var vedholdende, plagede uden helt at vide hvorfor og fik til sidst lov. Oscar Dietz klukker kækt ved mindet:

»Det er sindssygt at tænke tilbage på, men jeg gav ikke op«.

Mormoren endte med at melde ham til audition på ’The King and I’. Han lærte at synge en sang, så han havde noget at optræde med, og så kørte mormor ham af sted. Noget, hun kom til at gøre meget de næste mange år. Næsten 2 timers kørsel og 60 kilometer hver vej, hver dag år efter år. Af og til blev hun og så prøverne til ende, men til sidst blev det »fandeme kedeligt«, som Oscar Dietz formulerer det.

»Og så kørte hun hjem og kom igen, når jeg var færdig«.

Efter en slurk isvand begynder han med ét at synge ’I skovens stille, dybe ro’, mens vi sidder og snakker ved køkkenbordet. Det var sangen, der sikrede ham den første teaterrolle som prinsen. Som lytter bliver man en smule forfjamsket i den uvante situation med følt skønsang som intimkoncert. Men det er hverdag for Oscar Dietz. Han lider hverken af sceneskræk på teatret eller i køkkenet.

»Man kan sige, at jeg blev båret ind på scenen og er blevet der siden«, forklarer han selv.

»En fucking superheltefilm«

Oscar Dietz er vokset op på den gamle sadelmagergård i Tisvilde med sin gudfar, far, mor og søster. Gudfar Chris, som har sit eget anneks på grunden, beskriver stedet som et hippiehjem. Oscar Dietz’ far var musiker og hans mor forlagsredaktør og tidligere balletdanser, så kreativt blod flyder i årerne. Men han er aldrig blevet pacet. Familien har hjulpet ham med at strukturere hans kalender, men det hårde arbejde og ambitionerne har han selv stået for.

Han har kort brunt hår, og pomaden kommer først i, når fotografens kameralinse kommer op af tasken. For jo, forfængelighed er for alle, især i gymnasietiden. Om et lille års tid er han færdig med 3. g, hvor han går på musiklinjen. Fra begyndelsen har det været en aftale, at skolearbejdet ikke måtte lide under skuespilleriet. Men det har sjældent været et problem. Heller ikke det år, han måtte skippe det meste af 6. klasse, fordi han havde for travlt med karrieren.

For han gør sig umage med alt, han foretager sig. Og har kunnet indhente klassekammeraterne igen. Oscar Dietz virker i det hele taget som en, der har styr på det meste. Drømmen er at søge ind på skuespillerskolen, når han er færdig. Gerne flere gange, hvis det bliver nødvendigt. Ingen slinger der.


Spring. Da Oscar Dietz var 13 år, fik titelrollen i ’Billy Elliot’, og – godt hjulpet af sin mor – blev han grebet af dansen. Arkivfoto: Finn Frandsen

Spring. Da Oscar Dietz var 13 år, fik titelrollen i ’Billy Elliot’, og – godt hjulpet af sin mor – blev han grebet af dansen. Arkivfoto: Finn Frandsen

Siden sin debut som lille purk har han på eget initiativ knoklet for at få flere roller. Og især til en af dem knoklet i sådan en grad, at det gav ømme muskler i månedsvis. Da han var 13 år, gik han efter titelrollen i musicalen ’Billy Elliot’, hvor en arbejderklassedreng kommer i klemme mellem forældrenes forventninger og sin egen lyst til at danse.

For at komme i betragtning til rollen måtte han træne ballet næsten hver dag i et år – sammen med et hold lige så håbefulde drenge. Men han havde en trumf i trikoten: nemlig sin mors fortid som balletdanser. Hun viste ham en video på YouTube af to drenge, der dansede ballet. »Sådan gør du«, smilede hun. Oscar Dietz så skeptisk på sin mor, men trippede på stedet efter at komme i gang med at lære det.

Hvis man har en presset kalender, hjælper det at spille lidt guitar

Med et fast greb i køkkenets porcelænsvask gik de to i krig med dansen. Efter talløse chasseer begyndte talentet at spire. Og som det sker for Billy i stykket, blev Oscar Dietz grebet af dansen og endte med at lande titelrollen på Det Ny Teater efter et hårdt udskillelsesløb. Danseskoene har han stadig.

Soveplads i sofaen

På sadelmagergårdens terrasse står en flettet kurv med friske grøntsager og krydderurter. Kulørte pærer hænger og skriger på fest, mens hængekøjerne spændt op mellem træerne fortæller en anden historie. Landidyllen breder sig også indendørs, gryderne hænger frit fremme, og buketter af vilde blomster er bundet fint sammen med brun hørsnor på teaktræsbordet.

På Oscars Dietz’ værelse står ingen seng, da instrumenter optager det meste af pladsen. Ofte falder han i søvn på familiens Børge Mogensen-sofa. En fast soveplads er ikke så vigtig:

»Jeg slapper bedst af, når jeg har fem guitarer inden for rækkevidde. Hvis man har en presset kalender, hjælper det at spille lidt guitar«.


superhelt. Oscar Dietz spillede drengen Pelle i trilogien 'Antboy'. Kort før indspilningerne til ’Antboy 2’ døde hans far. Arkivfoto: Lars Just

superhelt. Oscar Dietz spillede drengen Pelle i trilogien 'Antboy'. Kort før indspilningerne til ’Antboy 2’ døde hans far. Arkivfoto: Lars Just

På væggen hænger tre billeder af crewet fra superheltetrilogien ’Antboy’, som handler om en 12-årig dreng ved navn Pelle.

Han bliver ved et skæbnetræf bidt af en genmanipuleret myre og opdager, at han har fået dens styrke. Med hjælp fra sin eneste ven, tegneserienørden Wilhelm, udvikler Pelle en hemmelig identitet: superhelten Antboy. Og da skurken, Loppen, melder sig på banen, må Antboy træde til for at redde dagen.

Dreng nummer 5

Den første film i serien indspillede han i 2013. Under en casting med 500 drenge faldt instruktøren pladask for barnestjernen, der ellers ikke lige var den mest oplagte actionfigur med sine trimmede danseben og fine sangstemme.

Oscar Dietz var dreng nummer 5, som var inde. På vej ned ad trappen efter hans audition kom en caster løbende og råbte, at han skulle vende om og komme tilbage. Instruktør Ask Hasselbach var blevet kaldt ned, fordi casterne syntes, at han skulle høre Oscar Dietz. Og ved første møde var der kemi mellem de to, og han fik hovedrollen i sin første spillefilm.

Længe før den første dag på settet skulle Oscar Dietz ind og have taget mål til Antboy-masken, som han stadig har liggende et sted i gemmerne. »Det var ret scary«, fortæller han. På værkstedet fik han en hætte over hovedet og blev spurgt, om han ville have sugerør i munden eller hul til næsen.

»Jeg svarede næsen, og så blev jeg ellers pakket ind i en gipsmaske. Til sidst kan man ikke snakke«.

Midt i fortællingen kommer hans mormor ind ad døren. Hun skal hente lillesøster Marie Dietz, som skal til teaterprøver i København. Mens hun går rundt i køkkenet og lytter med et halvt øre, mens hun kalder på Marie, bryder hun ind:

»Du hyperventilerede, skat. Du var så bange«.

Oscar Dietz rynker på næsen, klør sig i håret og griner:

»Det husker jeg ikke. Men det var i hvert fald vildt at se sit ansigt støbt bagefter. Jeg fik en følelse af: I made it. Nu er der ingen vej tilbage, og jeg skal lave en fucking superheltefilm!«.

’Antboy’ vandt i 2014 en Robert for årets børne- og ungdomsfilm. Politikens anmelder Sophie Engberg Sonne skrev blandt andet om den unge myredreng:

»Ikke siden Buster Oregon Mortensen har dansk film haft en så modig og undertippet børnehelt. Oscar Dietz er et fund til rollen som den upåfaldende Pelle«.

Siden fulgte indspilninger af ’Antboy 2’ og ’Antboy 3’.

Tilbage på drengeværelset hænger en række teaterplakater på den modsatte væg som små trofæer på succes. Mens Oscar Dietz viser rundt i værelset, griber han spontant fat i en guitar og begynder at spille. Han kan ikke lade være. Som et soundtrack til den visuelle safari, værelset tilbyder.

Men noget af det vigtigste er nemt at overse. Nemlig den grå kasse, som computerskærmen står på. Et skrin, der gemmer på fysiske minder om Oscars far. Han døde kort før indspilningerne til ’Antboy 2’.

Hjerteflimmer

En helt almindelig fredag eftermiddag sad 13-årige Oscar Dietz i toget på vej hjem fra teatret, hvor han havde været til prøver på ’Billy Elliot’. Telefonen vibrerede. Der stod ’mor’ på displayet:

»Vi henter dig på Hillerød Station. Far er på hospitalet«, sagde Malene Dietz til sin søn.

Først tog Oscar Dietz det roligt, for faren led af hjerteflimmer, og det var normalt, at han af og til var på hospitalet. Men denne gang var det anderledes. Familien samledes på hospitalet.


minder. »Jeg har masser af minder med min far, fra masser af lande, hvor vi spiller guitar og kører rundt med guitar. Der er næsten et helt liv af gode minder. Jeg har fundet ro i alle de gode ting«. Foto: Jacob Ehrbahn

minder. »Jeg har masser af minder med min far, fra masser af lande, hvor vi spiller guitar og kører rundt med guitar. Der er næsten et helt liv af gode minder. Jeg har fundet ro i alle de gode ting«. Foto: Jacob Ehrbahn

»Jeg var lille på det tidspunkt, så jeg blev ikke blandet ind i særlig meget. Jeg forstod ikke helt, hvad der skete. Man kan ikke forestille sig, hvad der måske sker. På vej ud af hospitalet gik jeg forbi stuen, han lå på. Døren blev kort åbnet. I et glimt så jeg ham ligge i sengen. Der blev jeg ret ked af det«, siger Oscar Dietz.

Han fortæller åbenhjertigt om sin far, rømmer sig et par gange. Øjnene bliver blanke, men han fortsætter:

»Der har man sin far, den, man ser op til. Den stærke, der ligger og aldrig har været så svag før. Nu er man næsten selv stærkere. Det er helt forkert. Man vil bare gerne have, at han kommer tilbage«.

14 dage senere dør hans far. Han bliver begravet fra Tibirke Kirke. Gravstedet er kun en kort køretur fra hjemmet. På vej til gravstedet smiler Oscar Dietz og peger på et kæmpetræ midt på kirkegården. Det minder om det fra ’Adams æbler’, påpeger han.

Da Oscar Dietz når hen til farens gravsted, sætter han sig på hug og børster snavs væk fra gravstenen. I græsset tæt på ligger et rødt plekter, blæst ned af stenen fra et tidligere besøg. Han lægger en lille buket vilde blomster på stenen og retter sig op:

»Jeg forbinder ikke gravstedet med ham. Det er med vilje, jeg har valgt den tilgang. Jeg føler ikke, han ligger der. Jeg kan godt lide tanken om, at han er med mig over det hele. For han skal også være med på gymnasiet, på scenen og i hverdagen«.

Farvel til barndommen

14 dage efter farens død begyndte optagelserne til ’Antboy 2’. Oscar Dietz beskriver det som en »sindssyg periode«:

»Man skal lige finde ud af, hvem man selv er i så stor en omvæltning. Samtidig skal man lige lave en film. Jeg kan huske, at min mor spurgte mig, om jeg stadig havde lyst til at lave filmen«, siger Oscar Dietz og afbryder sig selv:

»Det her lyder lidt cringe, men jeg svarede, at nu har jeg mistet en ting, jeg elsker. Jeg vil ikke miste to«.

Vi spiller altid til en Oscar-statuette, når vi er os selv, men at gøre det med en anden karakter er noget helt andet. Det er virkelig svært

Oscar Dietz har udforsket både musicals, teaterstykker og spillefilm i sin godt 10 år lange barnestjernekarriere. Fælles for alle rollerne gælder, at de indeholder skuespillet, som han elsker. Og det er skuespillet, han vil satse på. Når han altså er færdig med 3. g:

»Alle journalister spørger mig altid, om det ikke er vildt sjovt at lave stunts som i ’Antboy’. Men det synes jeg ikke. Altså det var fint nok, men det rigtig sjove var at spille skuespil. Vi spiller altid til en Oscar-statuette, når vi er os selv, men at gøre det med en anden karakter er noget helt andet. Det er virkelig svært. Og interessant«.

Gennem køkkenvinduet kan man lige ane en hvid teltdug i baghaven. Halvfyldte askebægre, flasker og siddehjørner, hvis puder ikke er blevet rystet, vidner om en fest, der er forbi. I weekenden holdt Oscar Dietz sin 18-års fødselsdag for 125 mennesker. Mange af hans musikervenner var med, og der blev sat en scene op, hvor de sammen jammede i alle mulige konstellationer.

Oscar Dietz styrter fremad i karrieren og vinker så småt farvel til barndommen. Og som 18-årig er han allerede ved at være et navn, der ikke behøver kigge efter opslag i avisen. I forbindelse med den kommende hovedrolle i musicalen ’Djævelens lærling’ var det casterne, der ringede direkte til ham for at invitere ham til audition.

Han tog sin fars guitar med og sang ’Frit land’ af Ulige Numre. Han fik rollen, og hen over sommeren har hele ’lærlinge’-holdet holdt workshops for at justere manuskriptet.

Som noget helt nyt for ham har han haft mulighed for at justere på sin egen karakter, når han opdagede, at en replik ikke virkede naturlig:

»Det er den første voksne rolle, jeg spiller. Det er egentlig en milepæl i mit personlige skuespilliv. Jeg glæder mig til at vise, hvad jeg kan«, siger Oscar Dietz.

’Djævelens lærling’. 1.-25. november, Refshaleøen. Spiller i Herning 5. januar og i Aarhus 12. januar. www.djævelenslærling.dk

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce