Jeg kan ikke længere høre folks skridt.
Lydene fra de utallige værtshuse, hvor musik bragede ud, når dørene blev åbnet sent på aftenen og natten, og en gæst udefra skiftede plads med en indefra, er forsvundet.
Lydene er væk. Byen larmer på en helt anden måde, end da jeg boede på Vesterbro i 1960’erne og 1970’erne. Dengang var der den umiskendelige lyd af høje hæle og hårde lædersåler mod fortovsfliserne. Det lydbillede er forvundet med de lydløse sneakers og kondisko. Der var prostituerede, »luderne på Halmtorvet«, som man sagde dengang, og med narkoen kom narkoprostitutionen. Der foregik lige ude foran vores opgang, der lå i Helgolandsgade på hjørnet af Halmtorvet. Og oppe på Istedgade. Narkomanerne holdt til nede ved Mariakirken, hvor de havde en slags helle.
Denne del af Vesterbro var også et almindeligt arbejderkvarter og på mange måder et slumkvarter med forfaldne ejendomme med tredje og fjerde baggård. Facaderne var slidte, lejlighederne var dårligt ekviperede. Vores køkken på femte fungerede knap nok, og der var intet badeværelse. Jeg ved faktisk ikke, hvordan vi kom i bad. Den nærmeste badeanstalt, går jeg ud fra.
