»Jeg fik meget tidlig en mani med at blive besat af filmuniverser og ikke ville slippe dem igen. Jeg så ikke kun film, jeg levede i dem. Jeg var madanmelder i flere uger, efter at jeg havde set Pixars ’Ratatouille’. Til sidst fik mine forældre fik indført et forbud mod at nævne filmcitater ved middagsbordet. Ikke kun fra ’Ratatouille’, men fra alle film.
Min interesse for skuespil er nok opstået ret naturligt. Det har altid været en del af mig, uanset hvor mange andre interesser jeg har påtaget mig. Så jeg har ikke nogen smart anekdote eller tårevædet fortælling i baglommen. I hvert fald ikke en, der kan forklare, hvorfor jeg har valgt at blive skuespiller.
Men hvis jeg skal fremhæve én ting ved skuespillet, der driver mig mere end noget andet, er det humoren. Når publikum og spillerne mødes i humoren, opstår der noget helt specielt. Det er et af de eneste tidspunkter, hvor man rent fysisk kan høre og mærke hinanden i salen. Det er noget af det, jeg synes er så specielt ved teater. Og så har jeg bare altid være glad for at underholde.
Til gengæld synes jeg, at det psykologiske ved teateret er vægtet for højt i dag. ’Den gode fortælling’ kan man også kalde det. Jeg tror, teater besidder sit helt eget særlige sprog, som handler mere om det rum, hvor publikum befinder sig, end om fortællingen. Jeg tror, teaterets sprog handler mere om fysik og musikalitet. Dermed være ikke sagt, at fortællingen ikke hører hjemme på scenen, men der er nogle kræfter, man kan sætte i spil, når man er så fysisk tæt på publikum, som film aldrig vil kunne gøre.
