»Man er lidt en helvedes karl i begyndelsen og tror, at man kan spille skuespil. Men efter ganske kort tid rammer tanken: Hvornår opdager de, at jeg ikke kan noget? Sådan havde jeg det hvert fald.
På skolen har vi skullet lave nogle øvelser, hvor jeg simpelthen ikke har kunnet få mit spil helt derud, hvor teatret ofte kræver. Nogle gange står jeg i et øvelokale, hvor der kun er et par andre skuepillere og en instruktør. Ingen publikum, scene eller kostumer. Og så skal jeg bare leve mig ind i de helt store følelser. For mig er det ligesom at gå direkte ind på et diskotek og danse alene. Det giver ingen mening.
Jeg havde også ret svært ved teatret til at begynde med. Især når vi skal spille teatralsk. Jeg kommer fra den lille by Abild ved Tønder, det er jo ikke et sted, hvor der er så meget teater at se. Så film har helt klart været det, jeg kender og ved mest om. Den måde, man skal spille sig gennem følelserne i et teater, har været ret fremmed for mig. Og så har jeg også bare kæmpet med at vænne mig til livet på skolen.
Det var jo en helt anden hverdag og et helt andet liv, jeg begyndte på. For det første flyttede jeg hele vejen til København, hvilket var overvældende nok i sig selv. Det er jo en stor by med mange mennesker, der er ret anderledes end dem derhjemme. De lever på en helt anden måde, opfører sig ret anderledes. Jeg var simpelthen bange for at miste mig selv i det. At miste det, der gør mig til mig. For nogle gange har jeg haft en tendens til at ville konkurrere med de andre i klassen.
