»Som barn havde jeg en meget fri tilværelse i Afrika. Jeg gik rundt på bare tæer og blev opdraget til at være antiautoritær. Det var også her, jeg for første gang oplevede, at verden kan være uretfærdig. Afrika gjorde mig opmærksom på, at der findes ulighed: Nogle lever i rigdom og kæmpe villaer, mens andre sulter og dør på gaden. Jeg så tydeligt, at de, der har magten, ikke nødvendigvis gør de rigtige ting. Allerede som 10-årig satte jeg spørgsmålstegn ved samfundslogikken og blev hurtigt kapitalismekritiker«.
»Da min familie flyttede til Danmark igen, blev jeg indskrevet på en skole i Lyngby. Det var hverken sjovt eller nemt. Jeg var lidt Palle alene i verden og havde svært ved at sidde stille på en stol, lytte og tro på, at lærerne skulle have ret, bare fordi de havde magten«.
»Derfor meldte jeg mig ind i elevbevægelsen og blev formand for elevrådet. Sammen med andre unge fik jeg medbestemmelse, og vi krævede rettigheder og fik indflydelse«.
»Vi stod og græd på afstand, da de rev det ned. Men så fandt vi bare nye bygninger, vi kunne flytte ind i«
