’Bemærk: Her tilbydes ingen former for Happy Ending’.
Sådan står der på et blomstret visitkort som en venlig reminder til alle dem, der fejlagtigt kunne tro, at Dongthong Thaimassage i Stenløse er et skjulested for prostituerede. Her er de som på mange andre thaimassageklinikker i Danmark nødt til at skære det helt ud i pap for kunderne: Vi sælger ikke sex.
Og det forbehold er nødvendigt, når man som kvinde fra Thailand driver en massageklinik. Det fortæller 55-årige Manthita Phono, der ejer den lille klinik på 1. sal i Egedal Centret tæt på stationsbyen Frederikssund.
Hun har arbejdet som massør i mange år. I den tid, hun har boet i Danmark, har kunder flere gange troet, at hendes massageklinik var et bordel, eller at hun selv tilbyder seksuelle ydelser. Men virkeligheden er en anden, og hun er træt af de fordomme, man som thaikvinde i Danmark ofte bliver mødt af.
