Uniformen’. Det kaldte min veninde og jeg den i nogen tid, selv om den nok ikke ville gå hos politiet. Den betegner det, der er tilbage, når man kommer hjem fra en lang arbejdsdag og har akut brug for at smide bukserne for i stedet at gå rundt i stor sweater, underbuks (eller uden, hvis man er helt derude) og en hjemmesko.
Den er et perfekt overgangsritual fra professionel til privat, denne fyraftensuniform. Men da den porøse hinde mellem arbejde og hjem for et år siden bristede, var det som en dæmning, der faldt. Alt blev flydende, og ad omveje blev det uniformen jeg greb ud efter som en redningsvest.
I starten af nedlukningen var jeg ellers god. Jeg gjorde en dyd af, at et bad og en buks markerede, at kontoret nu var åbent. Men lige så stille rykkede badet længere op ad dagen, der blev arbejdet mere fra sengen, og uniformen sad efterhånden fast. Især én bestemt karamelbrun fleecetrøje har jeg nærmest boet i, og når jeg ikke har bukser på, får dens løse form kombineret med mine lysende blege ben mig til at ligne en forvokset Dumle-slikkepind.
Og jeg går altså op i min beklædning. Jeg kan normalt godt lide at vælge, hvad jeg skal imponere kollegerne med, og hvad jeg vil bruge til at forvandle den lokale Brugs til min egen lille catwalk med. Jeg er Løve i stjernetegn og millennial af generation, det er dobbelt op på ønske om positiv opmærksomhed. Og jeg prøvede også at gøre mig til ved Teams-møderne, men selv der begyndte uniformen at vinde indpas. Ingen ville jo opdage at jeg begik synden: Sloggi og hud mod kontorstol.
