»Nattelivet er ligesom resten af verden forandret«

Begyndelsen af 10’erne var destruktive på den ’fede måde’, det var jo vildere, jo bedre, sorte hættetrøjer, rock, nittestøvler, elektronisk musik, eksklusiv Berlin-inspireret klubstemning og en trang til at dyrke den mulighed, at Jorden måske snart ville gå under.

Det var lige indtil slutningen af årtiet, hvor finanskrisen så småt blev fortid, at man løftede det intellektuelle og dystre slør fra nattelivet, investerede i hvide lædersofaer, Miami-stil og glatte murstensvægge, og fandt ud af, at det var lettere at starte et dansegulv, hvis man spillede hiphop.

Eller som Simon Lennet siger: »Man skal være meget beruset eller en virkelig dygtig danser for at danse til elektronisk musik eller rock. Men selv uden skyggen af en tone i livet kan du danse til hiphop«.

Ibyen har mødt Simon Lennet og Simon Frank til en samtale om et festårti i konstant udvikling, der var præget af et større festmarked end nogensinde før, hvor både Kødbyen, Refshaleøen og klubberne i Indre By blev allemandseje, og hvor promotere og pickere havde deres storhedstid.

Det var også årtiet, hvor de to mænd åbnede både Simons og Sunday og siden kom til at sidde på store dele af det københavnske natteliv med steder som Sukkerbageren og Chateau Motel.

Senest har de kastet sig over bygningen for enden af Peblingesøen i København, der i folkemunde bare hed Klamydiaslottet, indtil de istandsatte den legendariske træbygning og forvandlede den til restauranten og natklubben SØ i 2019. Og de har ikke glemt 10’erne.

Faktisk har de lavet en hel bog om årtiet, som de har taget med under armen, da de fredag formiddag kommer valsende ned ad vindeltrappen på Søpavillonen iført ens tøj, friseret hår og store smil. En virkelig stor coffee table book, som er fyldt med billeder fra deres tidligere natklubber, og som »giver et ret godt billede af 2010’erne«.

Klaus Riskær og bodegarotter

For mange var 10’erne Stella McCartney-tasker, dårligt selvværd, Dr. Denim-bukser, duck face, alt for lange T-shirts, alt for hvide sko, læderjakker og vodkabooster. Det var, før det blev smart at gå i secondhandtøj. I stedet var det populært som hjemmeboende at bruge hele sin SU på en Iro-bluse med blonder eller et alt for synligt Moschino-bælte.

Det var dengang, man kunne være sikker på at høre både ’Sweet Child of Mine’ og alt med Trentemøller, når man købte en kasse guldøl på Simons, en trend, der ifølge Simon Frank var meget typisk for 10’erne, fordi man kombinerede »det overdådige« i at købe en hel kasse af noget med at vise, at man var »undergrund og underspillet«, fordi man havde for meget kant til bare at købte den dyreste champagne.

Spørger man Simon og Simon, var nattelivet i 10’erne først og fremmest karakteriseret ved, at alle begyndte at gå på natklub, og at bylivet derfor blev mere nuanceret i forhold til 00’erne, som var domineret af events, der helst skulle være lidt »vip« og gerne skulle afholdes på »Skt. Petri, i aflukkede butikslokaler eller i en lagerhal af en slags«.

Foto: Alesya Gulevich og Victor Jones fra bogen ’København 2010-2016

»Vi nørdede, hvordan folk sad, dansede, lyttede, og hvor de kyssede, og så besluttede vi, at vi ville forsøge at gøre natklubber fede igen. Og det virkede. En given aften til en af vores fester kunne du se Klaus Riskær arm i arm med en bodegarotte fra Nørrebros små sidegader«, siger Simon Frank.

Og så ville de gerne gøre klubberne mere mangfoldige på den måde, at det ikke bare skulle være smart for et bestemt segment at gå på natklub, men for alle, fortæller Simon Lennet.

»Tiden op til 10’erne var præget af en hårdere opdeling i nattelivet. Der var fine steder som Nasa, hvor der var store champagner på bordene, og klientellet var whiskybæltet, og så var der spillesteder som Rust, hvor musiknørderne og det yngre studerende klientel væltede rundt i en herlig ølrus«.

Men 10’erne gik derimod ud på at få »investment bankerne til at feste med de unge kunstnere«, fortæller Simon Frank:

»Folk vil ikke gå glip af noget, når de går i byen, og derfor tror jeg, at det vigtigste, vi gjorde, var at sørge for, at man ikke følte, at alle andre var gået et andet sted hen«.

Et nødvendigt nattelivsteater

10’erne var årtiet, hvor du håbefuldt kunne stå i kø med dit falske id for af blive afvist i døren på grund af dit tøjvalg, dit udseende eller din mangel på kendisfaktor. For hvor den danske klubscene i dag i højere grad kører på medlemskort og digitale gæstelister, var det pickerne, der med nøglen til natklubberne afgjorde din aftens skæbne i 10’erne, når de plukkede gæster til natklubberne.

»I Danmark kom pickeren allerede i slut-90’erne, og før det var det dørmanden. I 00’erne havde nogle klubber en picker, men i 10’erne havde enhver klub med respekt for sig selv en picker stående i døren. I dag er det blevet erstattet en anelse af gæstelister og medlemskort, og det er også relativt 10’er-douche at køre pickere. Vi har dog på store aftener en mand i døren, der sørger for, at bordgæster kommer hurtigt ind. Men det er mere et udtryk for kundeservice end så meget andet«, fortæller Simon Lennet.

I nogle af de år, hvor klubberne var mest populære, skulle man nærmest kende pickeren for overhovedet at håbe på at komme ind, hvorfor det også var en både »svær og magtfuld« position, men det var med til at skabe et slags »forventningens nattelivsteater«.

Det fortæller Simon Frank, der kan berette om engang, de ansatte en svensk picker i et forsøg på ikke at favorisere kendisser eller gamle venner, og på sin første vagt afviste han Casper Christensen, der var medejer af klubben. En anden aften afviste en picker på Sunday Metallica, fordi han hverken genkendte Lars Ulrich eller James Hetfield, og hele bandet i stedet gik ned og brugte 50.000 kr. hos konkurrenten.

Med til at skabe spænding i 10’ernes natteliv var også promoterne. En beskæftigelse, som var både Simon og Simons vej ind i branchen. Dengang var der ikke så mange af dem, og det foregik mere manuelt med flyers, indtil det pludselig eksploderede i 10’erne, hvor alle konkurrerede om de samme gæster weekend efter weekend.

»I 00’erne kunne man stort set ikke vade igennem et givent dansegulv i Danmark uden at falde over fire-fem promotere, og i 10’erne tog konkurrencen til og blev så hård, at det knækkede ’faget’ totalt. I dag findes der stort set ikke promotere i samme forstand. Det er blevet en fast stilling, som pakkes ind som pr-ansvarlig, hvor den egentlige opgave er at styre events og lave SoMe på den samme dødssyge natklub uge efter uge«, fortæller Simon Lennet.

Promoterne, som vi kender dem, fik både deres storhedstid og deres fald med Facebook, fortsætter Simon Frank:

»Da Facebook kom, blev vi bombarderet med folk, der gerne ville promovere vores klubber. Men det blev så stort og uoverskueligt, at folk fik 125 invitationer til alt fra undulatløb til hikingture rundt om staden, så vores events langsomt druknede«.

Mere omfavnende

Den store sorte coffe table book, som har titlen ’København 2010-2016’ og indeholder tusindvis af billeder fra både Simons og Sunday, hvor blandt andre halvnøgne mennesker, dværge og Peter Mygind florerer i forskellige munderinger, er også et indblik i en tid, hvor man kunne tillade sig nogle andre ting – både i det Københavnske klubmiljø og i resten af samfundet.

Derfor har Simon og Simon også efterladt dværge, der render rundt i sombrero med joints i, levende dyr, ladyboys, livesex, gratis stoffer og andre lignende festlige tiltag, i 10’erne.

»Nattelivet er ligesom resten af verden forandret. Det er heldigvis gået op for de fleste, at man skal opføre sig pænt, fordi man står på mål for ting på en anden måde nu. Vi har jo levet af at provokere folk, men er blevet meget opmærksomme på, hvordan tiden har ændret sig og er mere til at passe på hinanden og på jordkloden«.

Så dengang de i 2012 stod i henholdsvis hvid kjole med tre meter langt slør og i pelsfrakke på en pony og blev falskt viet, var det også en anden tid. Og et arrangement, de ikke ved, om de kunne afholde i dag.

Selv om de også synes, at det cementerede deres indsats på den københavnske nattescene, fordi det, ligesom da de engang blev levende begravet eller opførte ’Sylfiden’ på Det Kongelige Teater, var både »grænseoverskridende, sjovt og uventet«.

Foto: Alesya Gulevich og Victor Jones fra bogen ’København 2010-2016

Foto: Alesya Gulevich og Victor Jones fra bogen ’København 2010-2016

Men når den ene Simon i dag kommer til at sige, at de tog de bedste folk fra alle de forskellige fester og blandede dem i 10’erne, siger den anden Simon: »Nej, ikke de bedste, de sjoveste, vi skal ikke træde nogen over tæerne«.

Og så handler det ikke kun om, at de tilhører en anden generation, men også at nattelivet i det hele taget er blevet meget mere professionelt, fortæller de.

»I dag kan man ikke slippe af sted med at åbne en natklub, hvor man ikke har tænkt på sammensætning af gæster, antal af barer, bredt udvalg af produkter, fede arrangementer og dygtige folk. På den måde kan man sige, at der også er kommet mere orden i tingene«.