Begyndelsen af 10’erne var destruktive på den ’fede måde’, det var jo vildere, jo bedre, sorte hættetrøjer, rock, nittestøvler, elektronisk musik, eksklusiv Berlin-inspireret klubstemning og en trang til at dyrke den mulighed, at Jorden måske snart ville gå under.
Det var lige indtil slutningen af årtiet, hvor finanskrisen så småt blev fortid, at man løftede det intellektuelle og dystre slør fra nattelivet, investerede i hvide lædersofaer, Miami-stil og glatte murstensvægge, og fandt ud af, at det var lettere at starte et dansegulv, hvis man spillede hiphop.
Eller som Simon Lennet siger: »Man skal være meget beruset eller en virkelig dygtig danser for at danse til elektronisk musik eller rock. Men selv uden skyggen af en tone i livet kan du danse til hiphop«.
Ibyen har mødt Simon Lennet og Simon Frank til en samtale om et festårti i konstant udvikling, der var præget af et større festmarked end nogensinde før, hvor både Kødbyen, Refshaleøen og klubberne i Indre By blev allemandseje, og hvor promotere og pickere havde deres storhedstid.
