Claus Carstensen, kunstner
»Enhver generation af kunstnere har sit eget sted i byen. I 50’erne var det omkring Nikolaj Plads, i 60’erne var det Vandkunsten og Huset, i slutningen af 70’erne rykkede det til Café Sommersko, Dan Turèll og Café Victor. Og i 80’erne var det altså Krasnapolsky«.
»Jeg kendte Anders Linnet, som havde gået på Kunstakademiet, og som var med til at åbne stedet. Og jeg kan huske, at han en dag kom og spurgte os – hele holdet, som bliver kaldt for 80’er-malerne – om vi ikke ville komme forbi og drikke nogle øl på Krasnapolsky. Som jeg husker det, lovede han os gratis bar i 14 dage. Og inden for ganske kort tid begyndte vi at komme på Krasnapolsky og sidenhen også U-Matic, som var baren under Krasnapolsky, der var inspireret af Area og Danceteria i New York«.
»Det var på mange måder et nyt sted. Indretningen var hårdere og koldere, end man havde set før, og det var nyt, at en bar og café havde kunstudstillinger. Jeg udstillede også på et tidspunkt – det husker jeg tydeligt, for der var nogen, der snittede lærrederne diagonalt op med en hobbykniv. Værket hed ’Piece for Renegades’ og bestod af nogle frakker, som lå på metalplader monteret oven på abstrakte grågrønne malerier. På en måde var det vel en slags metafor for det, der skete i 80’erne. Det var en hård tid med mange konfrontationer og samtidigt meget pomo – postmoderne – og alt var ligegyldigt eller lige gyldigt, alt efter hvordan man lagde trykket«.
