Skæbnegudinden Skuld i de mosgrønne bukser ser ned på sin hånd af lindefrø. Armbåndsuret afslører det: Hun er kommet for tidligt, igen. Hvor bliver hendes søstre, de andre norner, af?
Et andet sted i rummet dette: Et menneske spejles i flodens overflade, forvredet af krusninger, der sker lige meget i vand og i krop. Eller er det bare skyerne, der har samlet sig på en måde, så man kunne tro, at et legeme svævede hen over himlen?
Skæbnegudinden skylder sin tilbliven til billedkunstneren Rasmus Myrup, og den flydende krop er et mixed media-maleri af billedkunstneren Kinga Bartis. De åbner begge to soloshow i dag, og de deler udstillingsrum i Galleri Nicolai Wallner.
»Jeg har en soloudstilling på det horisontale plan, og Kinga har en soloudstilling på det vertikale plan«.
