Under cafeteriets lysekroner sad fruer fra det pænere borgerskab i spadseredragt og perlekæder.
Når pelsfrakken var hængt op i garderoben, serverede tjeneren et glas kølig hvidvin, og så var det ellers bare at vente, mens cigaretterne blev kortere og askebægerne fyldtes.
Rundt om kvinderne sad unge piger og drenge ved andre borde og fnes. De havde hørt rygterne om sukkerknalderne, og vidste udmærket godt, hvad fruerne var her for. Og det var ikke maden foran dem.
»Vi sad og drak en kop kaffe i cafeteriet, nyfriserede og pæne i tøjet. På bordet enten stablede vi sukkerknalder eller stillede en tændstikæske på højkant for at signalere, hvad vi var der for. Når en kvinde genkendte signalet, kom hun diskret over og introducerede sig selv, og så gik der ikke længe, før vi havde fundet et hotelværelse«, siger 73-årige freelancejournalist og forfatter Allan Mylius Thomsen.
