På hver en centimer, hvor der er plads, sidder folk. I sofaerne op langs væggene, nogle sidder på gulvet, og resten sidder på stole og taburetter. Hvis først du er heldig at have fundet en plads, kan du ikke forlade den igen. Det er onsdag, der er jazz, og i aften er det fire musikere under navnet Oilly Wallace Group, vi er kommet for at høre.
Diskokuglen i loftet projekterer lysende spots rundt på væggene, og rødt og orange lys strømmer ud fra blomstrede silkelamper med frynser for neden. På væggene hænger sort-hvide fotografier af jazzmusikere ved siden af gevirer på træplatter og hylder med gamle plader. En kvinde har taget skoene af og trukket fødderne op under sig i en af sofaerne.
Trommeslageren slår fem takter, og resten af bandet følger trop. En på saxofon, en på bas, en på guitar og trommeslageren, der sidder bag det guldglimtende trommesæt. De står alle på et stort rødt persisk tæppe. Musikken går i gang, og rummet syder, for det er det, alle har ventet på.
Det er intimt. Som en proppet hjemmekoncert, hvor folk sidder på gulvet og forsvinder ind i musikken. En øl bliver væltet, men fokus forbliver på musikken. Nogle forsøger at koordinere siddepladser, fordi flere og flere kommer til.
