Jeg husker lyset, som blev tændt i øjnene på det danske ansigt med det venlige socialdemokratiske skæg, Fjällräven på ryggen og de fodformede sko, da jeg svarede på spørgsmålet om, hvor jeg kom fra. Som om blot stavelserne ’Paris’ udløste en slags magi. Som holdt jeg den hellige gral i mine hænder, eller med pegefingeren havde strejfet Månen.
Det var i januar 1980, at min søster og jeg sammen med vores mor og vores kat forlod lejligheden på 5. sal i 9. arrondissement i Paris. I en propfuld flyttebil ankom vi til et stille snedækket København. Her skulle vi nu bo.
Jeg fik hurtigt smag for Paris-effekten, men opdagede snart, at den spørgendes indre pariserfilm ikke havde meget til fælles med min pariservirkelighed at gøre. Det nærmede sig nok mere et postkort eller noget med en alpehue og et baguette under armen, og jeg var forvandlet til en snowglobe.
Frankrig og Paris har til alle tider haft en stærk aura og fascinationskraft hos danskere og resten af verden. Paris, kaldt Ville Lumière og Kærlighedens by er en ægte kosmopolitisk by, som rummer verdenshistorie, alverdens nationaliteter og mennesker. Den kaldes også ’Padam’ i folkemunde – og af Edith Piaf i sangen ’Padam Padam’. .
