Bassen trykkede i ørerne, parfumen hang i næsen, og modeller med sixpacks og bikinier smilede og dansede, så snart man satte benene i det næsten mørke butikslokale, der mest af alt lignede en eksklusiv natklub.
Året var 2010, og det succesfulde amerikanske brand Abercrombie & Fitch var netop kommet til København. Mine veninder og jeg tog ofte S-toget ind til Strøget for at få taget polaroidbilleder med de lækre mænd med perfekt skårede kroppe, for at kigge på hættetrøjer med de ikoniske logoer, vi ikke havde råd til, og for at snige os til et stænk med signaturparfumen, der hang tungt i butikken. Hvem ved, hvis man var rigtig heldig, ville dem i skolen måske tro, at man kyssede lidt med en Abercrombie-fyr.
Abercromie & Fitch blev grundlagt i 1892 med stærkt maskuline og elitære værdier – det var her, mænd som Teddy Roosevelt og Ernest Hemingway købte deres fiskegrej. Efter en bankerot i 1970’erne blev mærket bygget langsomt op og målgruppen fokuseret på unge. Især da den berygtede, nu tidligere ceo Mike Jeffries kom til i 1992, blev det indsnævret hos Abercrombie, hvad der var cool. De begyndte udelukkende at ansætte unge, slanke mennesker med en særlig stil – dreadlocks var for eksempel forbudt – som gik rundt i meget lidt tøj i butikkerne. Man lavede ikke tøjet i store størrelser for at slippe for, at tykke mennesker blev associeret med mærket.
Som Mike Jeffries sagde i 2006: »Vi går efter de cool unge, vi går efter de attraktive all american unge med en positiv attitude og masser af venner. Mange passer ikke (til vores tøj, red.), og det skal de heller ikke. Er vi ekskluderende? Absolut«.
