Verdens største cykelløb begynder nu i København. Rytterne lægger ud med 13 km gennem byen forbi københavnske klassikere som Dronning Louises Bro, Trianglen, Den lille Havfrue, Amalienborg, Marmorkirken, som vil blive eksponeret til over 40 millioner seere i verden. Øjne, der de efterfølgende to etaper vil følge rytterne gennem det danske land.
Jeg har aldrig fulgt med i Tour de France, har aldrig været tiltrukket af det. Alligevel har det verdensberømte franske cykelløb været en naturlig baggrund i min barndoms sydfranske sommerferier.
Lyden af cikadernes skratten og den franske kommentatorstemme, som hver eftermiddag kørte i stuen hos min farmor bag lukkede skodder. Oncle Henri, installeret i sofaen i sin undertrøje og shorts, fyr og flamme foran tv’et.
Jeg prøvede at afkode, hvad jeg så: et virvar af mænd klynget til tynde cykler. Krumbøjede rygge og hoveder mellem knæ. Hektiske lår, spindende cykelhjul og skrå bjergveje. Alt sammen i en organisk insektlignende formation som fra det ydre rum. Ude i siderne følger enkelte biler med reklamer cykelkortegen. Fra et åbent tag eller en siderude stikker hoveder ud med megafon og vandflasker. Opløftende ord udveksles med et enkelt cykelvæsen, som i samme øjeblik skiller sig ud af mængden, bliver menneske, drikker tørstigt af en flaske, inden det forsvinder tilbage i klumpen. Jeg husker tumulten, som på et splitsekund opstår, når en cykelrytter uventet styrter og skraber den hårde asfalt med sin bare hud, mens andre ryttere som et væltende korthus styrter ned over ham, og sveden løber på min onkels ophidsede blege pande.
