Når man træder ind i det store baderum i Sjællandsgade Bad på Nørrebro en lørdag formiddag, er både lysindfaldet, menneskerne og samtalerne cremefarvede. Et slags flødefarvet helle, der fremkalder salighed – og en lille smule stress over, om man forstår de kollektive koder.
I karbadene flyder veninder rundt og taler om deres weekendplaner, og ved bordene sidder folk i kø til de samme kar og bruger ventetiden på at vende alt fra Glenn Bech til kærestesorger.
Men da man i 1917 opførte badet på Nørrebro, var det af mere lavpraktiske årsager – et spørgsmål om folkesundhed.
Man ville bringe renlighed ind i byens arbejderklasse, hvis boliger var indrettet uden bad og var et dårligt udgangspunkt for personlig hygiejne. Badeanstalten på Nørrebro blev foruden badene på Saxogade på Vesterbro, i Sofiegade på Christianshavn og ved Rundetårn i Indre By et af flere kommunale tiltag, der skulle forebygge sygdom og spare hospitalerne for patienter i den anden ende.
