Han kigger på hende. Så kigger hun på han. Så kigger han væk. Så kigger de på hinanden igen. Det hele er lidt forvirrende. En slags flirtende jagt«, siger Cassie Augusta Jørgensen.
Fra en caféstol i indre København fortæller hun mig indlevende om en filmscene fra Brian De Palmas 80’er-thriller ’Dressed To Kill’, hvor den midaldrende husmor Kate Miller er i færd med en lang, stiltiende forførelsesdans med en fremmed mand i et udstillingsrum:
»Midt i forførelsesjagten ser man en skikkelse af en meget høj kvinde med en dårlig paryk, et par sorte solbriller og sort trenchcoat. Næste gang, man ser den her kvinde, er i en elevator, hvor hun stikker Kate Miller ihjel, som netop har forladt sin affæres hotelværelse. En ret ikonisk og meget blodig splatterscene. Men det er tydeligt, at den kvinde, som er skurken her, er en transkvinde«.
Morderen er (spoiler alert) Kate Millers psykolog, som hun tidligere på dagen har tilbudt sex efter at have beklaget sig over sit kedsommelige ægteskab. Han afslog af hensyn til sit eget ægteskab, men ender altså med at slå sin klient koldblodigt ihjel iført kvindetøj.
