Det er jo den største skræk. Spørgsmålet: Har jeg overhovedet en fri vilje. Gør jeg det her, fordi jeg virkelig vil? Eller fordi jeg er formet via samfundskulturen, kapitalismen eller andres forventninger?
Petruska Miehe-Renard taler, mens hun er på vej op ad trappen til Betty Nansen Teatrets skræddersal. Hun har gule satinshorts på og lange sorte støvler. Og Orla, sin halvanden måned gamle søn, på maven i en sort slynge. Han er helt afslappet og sover det meste af tiden. Vågner han, gynger hun ham blidt, og en enkelt gang sørger hun for, at han kan komme til brystet. Imens vælger hun stof. Noget er for skinnende, andet skinner ikke nok.
»Det må ikke begynde for karikeret«, siger hun til assistenten. Hun regner ud, hvor mange puder der skal til for at lave en kongekåbe, lægger en hynde rundt om overarmen for at se effekten. Endevæggen i værkstedet er fyldt med tegninger og kollager. Og små citater. Som moodboards for karaktererne, som Petruska Miehe-Renard skal være medskaber af via kostumerne, i Betty Nansen Teatrets iscenesættelse af ’Alice i Eventyrland’, der har premiere senere denne måned.
En historie, som alle kender, og som mange forbinder med Disneys version af den unge, lyshårede pige i lyseblå forklædekjole, filurkatten med det brede uudgrundelige smil, kaninen med hatten, tiden, der løber, og den onde dronning, der vil hugge folks hoveder af. En pille, der gør dig mindre, og en, der gør dig stor.
