IBYEN
Kontrollørens dagbog
Som tog- og buskontrollør møder man dagligt hundredvis af mennesker. Men er der arbejdsdage, der gør særligt indtryk?
Fem kontrollører fortæller om deres mest mindeværdige møder — og om de bizarre tricks, vi bruger for at undgå at betale for at blive transporteret ...
I stedet for at give mig det vante anerkendende nik beder hun mig stige ud af metroen.
Kontrolløren.
Forinden har jeg købt en sms-billet, fordi jeg har glemt mit rejsekort. Jeg modtager den, da jeg stiger ind i metroen, men det er ikke nok.
Kontrolløren mener nemlig ikke, at jeg har bestilt min billet i god nok tid, og efter en længere diskussion får jeg en bøde. Jeg er rasende. Men som jeg gennemgår scenariet i hovedet, begynder jeg også at tænke over, hvordan jeg egentlig selv agerede i momentet. Var jeg ubehøvlet? Hvordan opfattede kontrolløren mon situationen?
Mit rendezvous gør mig nysgerrig på kontrollørernes daglige møde med passagererne. Hvilke oplevelser får man med i bagagen, når man er den, der er iført en arbejdsuniform i den offentlige transport?
Så jeg bad fem kontrollører fortælle om en arbejdsdag, der har gjort særligt indtryk.
Anonym kvinde. Har arbejdet som togrevisor i DSB's tog i 6 år
»I stedet for et rejsekort giver han mig et visitkort til et hotel«
»For et par år tilbage er jeg på dagshold med min makker. Jeg går gennem toget og når til en yngre kvinde, og da jeg spørger hende om billet, begynder hun pludselig at tage strømperne af. Hun fortæller, at hun føler, at der er ild i hendes fødder, hvorefter hun tager en bøtte vaseline og begynder at smøre sine tæer ind. Da vi når næste station, lægger hun sig på knæ og kravler ud af toget.
Vi følger med ud på perronen og tager situationen ret alvorligt, da vi tænker, at hendes adfærd måske kan skyldes psykiske problemer. Vi tilbyder at ringe til en ambulance og spørger, om vi skal kontakte nogen, men hun takker nej til det hele, og som tiden går, agerer hun mere og mere normalt. Så normalt, at vi begynder at tænke, om seancen i toget var skuespil – det virker i hvert fald, som om hun bare venter på, at vi lader hende være.
Efter en times tid bekender hun kulør og fortæller, at hun intet fejler, men at hun altså ikke har checket ind. Det ender med, at vi giver hende en afgift og lader hende komme videre. Det var noget af et skuespil, men point for opfindsomhed.
Jeg har også et andet minde. For nogen tid siden laver jeg kontrol i et tog og møder en ældre herre. Da jeg spørger om billet, tager han en tom pung frem, og det ser ud, som om han selv undrer sig over, at den er tom. I stedet for et rejsekort giver han mig et visitkort til et hotel. Det får mine alarmklokker til at ringe: Er han mon dement?
Jeg begynder at stille ham en masse spørgsmål, og til sidst får vi os pejlet ind på hans hjemmeadresse. Jeg slår den op og ser, at han ikke står registreret på den. Jeg foreslår derfor, at vi står af på næste station, da nogle af mine venner (politiet) kan give ham et lift hjem, og uden at betvivle situationen står han af med mig.
Vi ender med at snakke sammen i lang tid, mens vi venter på politiet. Jeg får senere fortalt, at manden har forladt sit bosted, og da jeg møder ham i toget, er han på vej til sin gamle bopæl, hvor han boede med sin kone for mange år tilbage. Vi møder mange demente gennem tiden, som er stukket af, og det gør altid én glad at høre, at de er kommet sikkert hjem.
Som du kan høre, oplever vi mange forskellige ting. Nogle gange er det også noget så simpelt, som at folk prøver at stikke af. Engang er jeg på nattevagt, hvor jeg møder tre unge drenge på 15-16 år. Da jeg kommer mod dem i toget, begynder den ene at løbe – han spurter simpelthen af sted gennem toget. Hans to venner har en billet, men det har han tydeligvis ikke.
Jeg løber efter ham og finder ham for enden af toget, hvor han prøver at skjule sig under et sæde. Jeg fortæller ham, at jeg altså godt kan se ham, og at han er nødt til at stige af med mig på næste stop. Toget kører ikke videre, forsikrer jeg ham. Han tror ikke på mig, så det ender med, at jeg laver en aftale med lokomotivføreren om at blive holdende. Da drengen ser, at vi ikke kører nogen vegne, giver han sig. Vi står af, og jeg får givet ham en afgift, og det ender faktisk med at være hans venner, der er sure på ham. Nu skal de jo vente i hele 30 minutter på næste tog«.
Anna. Har arbejdet som trafikkontrollør i Movias busser i 9 måneder
»Vi begynder at panikke – hvad hvis hun slår hul i hovedet?«
»Jeg vil dele en oplevelse fra bus 5C, hvor jeg skal kontrollere bussen med to kollegaer. Det er fredag eftermiddag, folk er i weekendhumør, og der er en alkoholiseret stemning i bussen.
Forrest i bussen sidder en ung kvindelig passager, som er svær at komme i kontakt med, så først tænker vi, at hun må have drukket for meget. Min kollega prøver på at få vist billet, men vi kan se, at sms-billetten ikke er gået igennem. Proceduren er så den, at min kollega skal udstede en kontrolafgift. Men da det sker, får pigen pludselig et anfald.
Jeg kender til diverse diagnoser og symptomer, og hvordan man håndterer eksempelvis angstanfald. Men jeg kan se, at min kollega ikke er helt med på situationen og har svært ved at kommunikere med pigen.
Min kollega prøver at spørge hende, hvad der sker, men det er, som om det presser pigen. Hun begynder at tale til sig selv, så hæver hun stemmen, og pludselig begynder hun at skrige.
Hendes skrig er høje, og både passagerer og buschaufføren bliver utrygge. Hun skriger i et par minutter, og det får buschaufføren til at holde ind til siden. Da chaufføren stopper bussen, stopper pigen også med at skrige, men begynder så at slå sit hoved hårdt ind i væggen. Vi kontrollører begynder at panikke, hvad hvis hun slår hul i hovedet?
Jeg spørger derfor min kollega, om jeg må træde til, og vi bliver enige om at annullere bøden. Det er jo ikke meningen, at nogen skal få et anfald grundet en kontrolafgift. Jeg går hen til pigen, sætter mig i øjenhøjde og forklarer hende, at jeg forstår hendes situation, og at vi annullerer bøden. Jeg stiller ingen spørgsmål, men sørger for, at hun får ro i kroppen.
Det ender med, at buschaufføren kører videre, og vi følger pigen hele vejen til det stop, hvor hun skal af. Heldigvis bor hun i en lejlighed tæt på stoppestedet, og vi ser hende lukke sig ind. Det var en voldsom oplevelse, og jeg ville ønske, at hun havde haft en solsikkesnor på, da vi så havde haft en indikation på, at hun var psykisk sårbar. Alt i alt er jeg dog bare glad for, at hun kom sikkert hjem«.
Kassim El-Haj Hassan, billetkontrollør hos Movia i 3 år
»Han er tæt på at græde, fordi han ikke kan komme hjem«
»Når man kører så meget med bussen, som vi gør, får man styr på de faste kunder, og man ved, hvem der er på vej på kirkegården og værtshuset. Der er passagerer, som jeg og alle mine kolleger kender. Når vi pludselig ikke ser dem, kan vi godt blive bekymrede. Det er for eksempel længe siden jeg har set Bolsjedamen, en virkelig sød kvinde, der altid sidder i en stor pels og deler bolsjer ud til os. Gad vide, om hun er okay?
Jeg har også mere konkrete minder. For noget tid siden står jeg ved et stoppested på 5C-linjen mellem Herlev og Københavns Lufthavn og venter med min kollega, da en lille dreng stiller sig ved siden af mig. Det er en varm sommerdag, og han har en is i hånden. Han er måske 11-12 år gammel, har benskinner og fodboldtøj på, og jeg kan fornemme, at han vil i kontakt med mig. »Må jeg spørge dig om noget?«, siger han så og fortæller, at han har fået penge til en busbillet af sin mor, så han kan komme hjem fra fodboldtræning. Men nu er han kommet til at bruge pengene på en is.
Han er tæt på at græde, fordi han ikke kan komme hjem. »Spis din is færdig, så kan du køre med os«, siger jeg til ham. Han skal lige overbevises om, at det er okay, men så går han med ind i bussen. Nogle stop senere skal min kollega og jeg af, men drengen skal videre. Jeg skriver mine arbejdsinitialer, som kun folk i Movia kender, på en seddel, så han kan køre videre, hvis han møder nogle af mine kolleger. Det gør vi normalt aldrig, men det er heldigt, for han møder fire af mine kolleger på turen efterfølgende, som alle ringer mig op for at tjekke, at historien er god nok. Et par uger senere møder jeg tilfældigvis drengen og hans mor i bussen. Hun er meget taknemmelig«.
Anonym mand. Har arbejdet som trafikkontrollør hos Movia i 7 år
»Han bliver ret sur over, at jeg ikke er med på den«
»Jeg oplever en sjælden gang imellem, at folk vil bestikke mig. Jeg kan huske en episode, hvor jeg laver kontrol i en bus, og hvor jeg bagest i bussen møder den her unge fyr. Han fortæller, at han ikke har en billet, og jeg forklarer så, at jeg må give ham en afgift.
Med et smil på læben starter han med at tage 100 kroner op og spørger, om jeg ikke lige kan ’glemme afgiften’. Da jeg fortæller ham, at det ikke er en mulighed, begynder han at hive flere og flere sedler op, til sidst tilbyder han mig hele 500 kroner.
Han tager det rigtig pænt, da jeg siger, at det ikke går, og vi ender med at grine lidt af det, da jeg rækker ham afgiften. Jeg har også en anden oplevelse, hvor en ældre herre vil bestikke mig med 200 kroner for at slippe for en bøde. Han bliver ret sur over, at jeg ikke er med på den, så da jeg har givet ham afgiften, skynder jeg mig videre«.
Anonym mand. Har arbejdet som billetkontrollør hos Fynbus i 2 år
»Det var ret unikt, at så mange lavede det trick på en gang«
»Sidste sommer var Odense Letbane helt ny i bybilledet, og da det var vigtigt at holde togenes tidsplan, kørte de fra perronen på sekundet. En dag mødte jeg en ældre dame, der rendte forvirret rundt på en af letbanestationerne. Hun fortalte, at hun var blevet adskilt fra sin mand, da hun ikke nåede på toget. Manden havde deres rejsekort, og hun havde ingen billet, så hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Desuden var manden stærkt dement, så det var hun ret bekymret over.
Jeg prøvede at berolige hende og vi kom frem til, at hun skulle købe en fysisk billet og tage toget tilbage til sin mand. Billetter kunne dog kun købes på særlige salgssteder langs letbanen, og det nærmeste var et asiatisk marked. Når man er omkring de 80 år, kan det virke forvirrende. Men da hun fik fortalt, at det var der, billetten skulle købes, satte hun i galop.
Hun skulle over et meget trafikeret lyskryds og gik flere gange over vejen, mens der var rødt lys. Folk dyttede og dyttede ad hende. Til sidst var der ikke andet for, end at jeg måtte hjælpe hende. Efter det lykkedes os at komme hen og få købt en billet, tog vi letbanen tilbage mod centrum for at finde hendes mand.
Vi endte med at finde ham på en plads i byen, nær letbanen. Han lignede en, der ikke havde den fjerneste anelse om, at han havde været væk. Genforeningen var meget sød – som at se en mor finde sit barn i et storcenter. Da begejstringen lagde sig, bemærkede konen, knastørt, at hun hellere måtte aflyse hans tid hos fodspecialisten. Det havde de jo slet ikke tid til nu.
Jeg har også en anden, lidt sjov, oplevelse. Jeg havde en ny kontrollør under oplæring, og en af de ting, vi havde gennemgået, var, at folk godt kunne finde på at stikke af fra busserne, når de så os.
En dag stod vi så ved et stoppested og var klar til at stå på en ledbus – en bus, der er cirka 18 meter lang og har tre døre. Bussen holdt ind, og chaufføren åbnede fordørene, så vi kunne komme ind. Vi nåede dog ikke engang at træde ind i bussen, før nogen udløste nødåbningen til bussens døre. Pludselig så vi 15-20 unge mennesker, der spurtede ud af bussen og løb i alle retninger. Jeg prøvede at komme gennem bussen og standse nogle af dem, men måtte opgive. Min makker, som var under oplæring, prøvede også at løbe efter dem langs bussen, men opdagede hurtigt, at det var håbløst. Det var ret unikt, at så mange lavede det trick på en gang.
Bagefter havde min nye makker og jeg en snak om oplevelsen, og jeg understregede, at vi aldrig må løbe efter passagerer. Vi har haft oplevelser med folk, som flygter ud på kørebanen og bliver ramt af et andet køretøj. Passagerer, som falder, mens de flygter og får grimme hudafskrabninger, og folk, som flygter fra busser, mens den kører. Her lærer de, på den hårde måde, at selv 30 km/t. er meget hurtigt, når man skal lande på sine ben og undgå et autoværn«.
Redaktion
Tekst: Clara Underdahl
Tegninger og animation: Thit Thyrring
Layout: Mads Djervig
Redigering: Louise Skov Andersen
Redaktør: Morten Hjortshøj
Redaktionen er bekendt med de anonyme kilders identitet.