Der er et sted i Karl Ove Knausgårds ’Min kamp 2’, hvor han skriver om, hvor skamfuldt det er at blive genkendt af baristaen, når han går på café – ikke som kendt forfatter, men som stamgæst, der kommer tilbage hver dag og læser Dostojevskij, og som ikke engang behøver at sige, at han skal have sort kaffe:
»Jeg nikkede og sukkede, da hun vendte sig om for at hente den. Så havde hun lagt mærke til den triste, høje mand med pletter af babymad på trøjen, som var holdt op med at vaske håret«.
Han ser intet andet valg end at finde en ny café hver dag, som om det ikke at blive set og være nogen i baristaens øjne er af afgørende eksistentiel betydning.
Den stik modsatte holdning finder vi hos Jørgen Leth, hvis værste mareridt synes at være ikke at blive genkendt på cafeen – det har han ofte skrevet og talt om. Forventningen er, at tjeneren ved, hvad han skal have.
