Ibyen
Meget mere end glitter og glamour
-
Foto: Jane Lool
Det begyndte i 1800-tallets Harlem. Nu fylder den i tv-serier, i vores sprog og hos tidens største popstjerner. Ballroom-kulturen er overalt. Men hvad handler det egentlig om? Og kan et vigtigt stykke queerkultur holde sig ægte i en tid, hvor det nok aldrig har været mere mainstream?
Det hele er ret ... kaotisk. Forestil dig en stor sal. I centrum er en scene. En runway. For enden sidder dommerne, der skal vurdere de forskellige performeres præstationer. Der er også en dj og en mc (en konferencier), som holder stemningen oppe med musik og chants, som salen kender.
Rundtomkring står et flamboyant og energisk publikum – hvis det overhovedet kan kaldes et publikum, for enhver kan pludselig springe op på scenen og kaste sig ud i en vild performance.
Hvis ikke man er godt nok forberedt, bliver man hurtigt bedt om at træde ned fra scenen igen.
Chopped.
Formår man derimod at overtage scenen på en tilstrækkelig overbevisende måde, så både publikum og alle dommere bliver ellevilde, kan man gå videre til næste runde.
10’s across the board.
Det, du forestiller dig, er et ball. Det er ikke et bal i klassisk forstand. Det er ikke et show. Og heller ikke bare en fest. Et ball er i ballroom-kulturen en platform, hvor især queer og ikkehvide mennesker er i centrum. Her kan de være, lige hvem og hvad de vil. For et øjeblik.
Som et kort kaotisk og kulminerende pusterum fra den verden udenfor, som er indrettet til alle de andre, der er, som folk er flest.
»Det er en unapologetic celebration (ikkeundskyldende fejring, red.) af os selv. Det allermest aktivistiske, du kan gøre som minoritetsgruppe, er at være lykkelig og stolt«, siger Maji Miyake-Mugler, også kendt som Maji Claire, der er ballroom-performer og en af de førende stemmer i ballroom-kulturen herhjemme.
Og sådan har ballroom-kulturen været politisk funderet, siden den begyndte i Harlem i New York i 1970’erne i undergrunden blandt marginaliserede afro- og latinamerikanske transkønnede og queerpersoner.
Siden da er ballroom-kulturen blomstret op i mainstreampopkulturen igen og igen. Du kender måske udtrykket to throw shade. Du har nok hørt Madonna-sangen ’Vogue’. Og måske du har set HBO-serien ’Pose’ eller realityshowet ’RuPauls Drag Race’. Det hele er inspireret af ballroom-kulturen.
I de seneste måneder har nogle af verdens største popstjerner, Beyoncé og Madonna, turneret verden rundt med ballroom-inspirerede koncertshows til skue for flere millioner. Ballroom er overalt. Også i Danmark, hvor de største balls, der nogensinde har været på dansk grund, finder sted i disse år.
Dette års måske største ballroom-event herhjemme finder sted i februar, hvor Betty Miyake Mugler, der tilhører samme ballroomgruppe som Maji Miyake-Mugler, sammen med Solange Owens er vært for Bring the Drama Ball 3. februar. Det skal foregå i scenografien til forestillingen ’Edward II’ på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg.
Men hvad handler det hele egentlig om? Og hvordan holder man et ball i 2024 ægte, når kulturen er blevet mere mainstream end nogensinde før?
-
Foto: Jane Lool
Det handler om at eje sit moment
Langt fra diskokuglens skær er en håndfuld mennesker mødt op i et danselokale på Østerbro en tidlig og mørk decemberaften. Det gælder ugens åbne ballroom-session for Københavns ballroom-community.
Denne søndag er der workshop i ’Runway’, som er en af mange kategorier, man kan stille op i til et ball. I denne kategori handler det om at gå ned ad scenen som en supermodel. Også selv om man ikke er en supermodel. Igen er det dommerne, der vurderer, hvem der gør det bedst.
Andre kategorier kan handle om, hvem der har de flotteste negle; hvem der er bedst til at lip synce; hvem der er bedst til dansestilarten voguing. Men hver kategori er også meget mere end bare negle, sang og dans, siger Betty Miyake Mugler, der ud over at være ballroom-performer er dragqueen:
»Det handler om at skabe og eje sit eget moment. Shine your light-agtigt«.
Betty Miyake Mugler er Anders Bilbergs ballroom-navn. Du kender ham måske under dragqueen-aliasset Betty Bitschlap, det navn, under hvilket han siden 2017 har turneret rundt i Danmark og udlandet samt indtaget nogle af verdens største scener for dragqueens. En karakter, han skabte, fordi han følte, at der for ham som uddannet skuespiller ikke var plads nok til hans queer side på scenen. Og en karakter, der i dag sørger for Anders Bilbergs levebrød.
På et tidspunkt havde Anders Bilberg behov for at omfavne den »ultra faggoty« og queer side af sig selv endnu mere og manifestere den. Det kunne han i ballroom-kulturen, siger han:
»Hvor Betty Bitschlap er en persona med fuld smæk på, som får folk til at grine og græde og sådan nogle ting, så er Betty Miyake Mugler meget mere Anders. Det er mere mig og min personlighed. På runway’en får den selvfølgelig maks. gas, men det er en del af min identitet og ikke et job«.
Til februar er det første gang, Anders Bilberg skal være vært for et ball. Selv om der er meget planlægning og praktisk bøvl, glæder han sig til at give noget tilbage til sit community. Det skal han som en ressourcestærk og privilegeret person, siger han. Og det betyder noget at kunne give plads på netop en af Københavns prestigefyldte scener for scenekunst til dem, der normalt står uden for samfundet:
»Folk skal gerne kunne føle, at vi her i Danmark både har plads og ret til at fylde den her ikoniske scene ud. Og det er vi mere end i stand til. Hundrede procent. Vi kommer til at indtage den her stilede, elegante og classy scene ekstremt farverigt og livligt. Folk kommer til at blive blæst bagover«.
Ball’et er det næste store af sin slags i København og noget af det, som de fremmødte den grå decemberaften på Østerbro øver op til. Men de øver sig også, selv om der ikke nødvendigvis er et stort ball i vente i København. Det har de gjort siden 2015, hvor ballroom-scenen kom til Danmark.
Men faktisk har ballroom-kulturen rødder helt tilbage i 1800-tallet.
-
Foto: Thomas Borberg
Det begyndte med drag balls
Det er umuligt ikke at nævne The Hamilton Lodge No. 710, når det kommer til ballroom-kulturens historie.
En natklub for afroamerikanere i Harlem, New York, der omkring 1867 begyndte at afholde et årligt galla, hvor mænd var i drag – altså klædt ud som kvinder – og priser blev tildelt de bedst udklædte. Arrangementerne bliver anset som nogle af de første drag balls og blev senere kendt under betegnelsen faggots balls.
Disse balls blev mere og mere populære gennem årene. Og flere andre balls kom til.
I 1920’erne forvandlede Harlem sig til et kulturelt mekka for afroamerikanere i den tidsperiode, der i dag bliver kaldt The Harlem Renaissance. En guldalder for afroamerikansk kultur blomstrede op gennem kunst, musik, litteratur og scenekunst – herunder drag balls.
Avisannonce for et ball i 1930.
The Hamilton Lodges årlige bal blev her kun endnu mere populært og tiltrak tusinder. Flere hvide og rige mennesker kom også til, selv om arrangørerne prøvede at holde entreprisen nede, så lokale afroamerikanere kunne deltage. Men alligevel sneg det omkringliggende samfunds normer sig også med ind til ball’et. Hvide dragqueens blev favoriseret, og afroamerikanske drags måtte male deres ansigter hvide for at have en chance for at vinde.
Populariseringen af drag balls i New York havde også en anden bagside. I 20’erne og 30’erne begyndte politiet at arrestere deltagerne i byens balls for uanstændighed og løssluppenhed. I takt med at de blev mere synlige, blev byens queers i stadig højere grad anset for at være farlige for samfundet, og i 1937 måtte The Harlem Lodge afholde sit sidste ball.
Fakta
Ordbog
Chop: Når man elimineres i en ballroom-konkurrence.
10’s across the board: Et udtryk, der stammer fra ballroom-scenen, når en performance får fuldt pointtal fra alle dommere og dermed kan gå videre til næste runde i konkurrencen.
Queer: En bred tilgang til køn og/eller seksualitet, der ligger uden for de heteronormative opfattelser. Ordet kan også beskrive en person med en sådan tilgang.
Community: Betyder fællesskab på dansk.
Chants: Rim, kommentarer og tilråb, der skal bidrage til at hype en ballroom-performance op.
»Jeg har ret til at vise min kulør«
Drag ball-kulturen rykkede ned i undergrunden, og her fortsatte den, også selv om den var farlig at deltage i. Og den havde stadig det omkringliggende samfunds racistiske strukturer med sig. Men i 1967 skete der noget. Til drag-konkurrencen Miss All-American Camp Beauty Contest afholdt i New York, som dokumentaristen Frank Simon har skildret i dokumentarfilmen ’The Queen’, fik nogen nok.
Den hvide deltager Miss Philadelphia Rachel Harlow vandt konkurrencen. På uretfærdig vis, mente den afroamerikanske deltager Crystal LaBeija, som tog bladet fra munden og anklagede konkurrencen for at være aftalt spil og diskriminerende mod sorte og latinamerikanske deltagere:
»Jeg har ret til at vise min kulør. Jeg er smuk, og jeg ved, at jeg er smuk«, råbte en vred Crystal LaBeija ind i kameraet.
Landets racesplittelse fandtes også i drag ball-community’et. Splittelsen førte til, at Crystal LaBeija i 1970 åbnede det første ’hus’ af sin slags i ball room-kulturen, The House of LeBeija.
Huset fungerede som en alternativ familie for latin- og afroamerikanske queers, der i mange tilfælde havde levet på gaden efter at have brudt med deres biologiske familier for at kunne udfolde deres queer-identiteter.
Samme år afholdt Crystal LeBeija det første årlige House of LeBeija Ball, udelukkende for sorte og latinamerikanske queers, hvilket var begyndelsen på ballroom-kulturen, som vi kender den i dag. Det var en succes og fik flere til at gøre LeBeija kunsten efter. Op gennem 70’erne og 80’erne kom mange af den slags huse til, blandt andet The House of Corey, The House of Dior og The House of Xtravaganza. Huse, som stadig i dag er hjørnesten i ballroom-kulturen og findes rundtomkring i verden.
Husene afholdt deres egne balls og begyndte så også at konkurrere mod hinanden. Men ikke på samme måde som til de tidligere drag balls. Konkurrencerne var ikke kun for drag queens, transkvinder og personer med en feminin fremtræden, men også for homoseksuelle mænd. Og pludselig kom de forskellige kategorier på spil, hvor husene dystede mod hinanden i kategorier som best face, best body og også runway.
Filmplakaten for den legendariske ballroom-film 'Paris is Burning' fra 1990.
Kategorierne afspejlede også alt det, som de marginaliserede farvede queer-mennesker i New York aldrig kunne blive. For eksempel i kategorien ’executive’, på dansk ’leder’ eller ’ledende’, hvor de konkurrerende gik ned ad catwalken i jakkesæt – som ’ledere’, ’chefer’. Det handlede om at tage ejerskab over sin identitet, også selv om den ikke passede ind i de normative rammer, som dragperformeren Dorian Corey siger i dokumentarfilmen ’Paris is Burning’ fra 1990:
»I det virkelig liv kan du ikke få job som en executive, medmindre du har en uddannelse og får muligheden (...). Sorte mennesker har svært ved at nå nogen vegne, og dem, der gør, er som regel heteroseksuelle. I et ballroom kan du være, lige hvad du vil. Du er i virkeligheden ikke en executive, men du ligner en executive. Derfor viser du den straight verden, at du kunne være en executive, hvis du havde muligheden, fordi du kan ligne en«.
Det er også i denne tid, den nok mest kendte ballroom-kategori voguing bliver født, som du sandsynligvis kender fra et Madonna-hit.
-
Foto: Andrew Savulich/AP
»Strike a pose«
Med 35 dollars i lommen forlod en ung Madonna i 1978 sin hjemby i Michigan og tog til New York. Her blev hun introduceret til ballrom-scenen og dansestilen voguing af et af New Yorks mest anerkendte ballroom-huse, House of Xtravaganza.
De erfaringer blev i 1990 til sangen ’Vogue’, der begynder med den legendariske linje »Strike a pose«. I den ikoniske tilhørende sort-hvide musikvideo medvirkede flere ballroom-performere fra House of Xtravaganza, som desuden også stod bag koreografien til videoen, der indholdt ballroom-referencer.
Sangen toppede hitlisterne i mere end 30 lande, blev årets bedst sælgende single og var den første sang af en kvindelig artist, som nåede multi-platinum-salgstal. Pludselig blomstrede New Yorks undergrund overalt i mainstreampopkulturen.
En udvikling, der vakte vrede hos nogle på ballroom-scenen, der blandt andet beskyldte Madonna for kulturel appropriation, da sangen for eksempel ikke nævner, at voguing stammer fra marginaliserede personer. Kritikken gik også på, at Madonna – en hvid privilegeret kvinde – tjente massevis af penge på en kultur, der ikke var hendes egen, mens mange af de sorte queer-mennesker, som har skabt kulturen, levede fattigt.
Mange forsvarede dog popstjernen med, at hun fremmede ballroom-kulturen og ved at bruge dansere fra kulturen i sin musikvideo og på sin efterfølgende verdensturné gjorde det autentisk og samtidig gav noget igen til community’et.
Guide
Tre ballroom-anbefalinger fra Maji Miyake-Mugler
Dokumentarfilmen ’Kiki’fra 2016 instrueret af Sara Jordenö. En film, som af flere anses som værende en uofficiel efterfølger til den indflydelsesrige 1990-dokumentarfilm ’Paris is Burning’, men som ifølge Maji Miyaki-Mugler har et mere »nutidigt perspektiv« på ballroom-scenen.
Reality tv-serien ’Legendary’ på HBO Max udforsker ballroom-kulturen i en ballroom-inspireret konkurrence med »en masse personer fra miljøet« som medvirkende. Første sæson af tre havde premiere i 2020.
Fiktionsserien ’Pose’fra 2021 kaster lys over ballroom-scenens begyndelse i 1980’erne og 90’erne. Medvirkende i seriens tre sæsoner er folk fra den virkelige ballroom-scene, herunder medlemmer af nogle af verdens mest anerkendte ballroomhuse. Serien kan ses på Disney+.
Ingen vogue? Intet ballroom!
Voguing er siden Madonnas hit blevet et af de nok mest velkendte referencepunkter fra ballroom-kulturen. Nogle kalder kategorien ballroom-kulturens sprog.
En af dem, der bragte voguing til Danmark, er Hjalte Ebsen Andersen, der i 2015 tog til New York for at lære understilarten vogue femme. En kategori, hvor man performer på runway’en med hurtige arm- og håndbevægelser, spring, kast og spark, imens man bevæger sig frem og tilbage og op og ned i knæene.
Sagt med ballroom-termer har voguing de fem elementer: catwalk, duckwalk, floor performance, hand performance og spins and dips, siger Hjalte Ebsen Andersen:
»Betegnelsen vogue femme kommer af ’voguing like a femme queen’. En feminin version af voguing med en enorm historiefortælling og frihed i sig. Det er også ret ekstremt. Der er en helt særlig stemning omkring kategorien vogue femme, som der ikke er i de andre performancekategorier i ballroom. Det er noget helt specielt«.
Efter tre måneder i New York blev Hjalte Ebsen Andersen spurgt, om han ville være medlem af The House of LaBeija – ja, det føromtalte hus, det var det første af sin slags. Det sagde han ja til. Også selv om hans interesse for ballroom-scenen oprindeligt udsprang af en lyst til at danse. Men som han siger, voguing er uadskilleligt fra ballroom-kulturen:
»Vogue var aldrig sket, hvis det ikke var for ballroom. Det udspringer af det community, det har startet det, og den kamp, der har været for queer, trans, sorte og latinamerikaneres eksistensberettigelse i New York. Så man kan ligesom ikke tage vogue ud af ballroom. Gør man det, mister det fuldstændig sin essens«.
»Der kom ikke rigtig nogen«
Hjalte Ebsen Andersen var ikke den eneste, der i de år havde været i New York for at lære voguing. En anden var Maji Miyake-Mugler – som du måske har lagt mærke til deler ballroom-efternavn med Betty Miyake Mugler, eftersom de begge er en del af det prestigefyldte House of Miyake-Mugler.
Da Maji Miyake-Mugler vendte tilbage til Danmark i 2015, begyndte hun at træne med en håndfuld personer, der også interesserede sig for voguing, herunder Hjalte Ebsen Andersen. De dannede en gruppe, der trænede sammen under navnet Disturbing Business.
På et tidspunkt besluttede gruppen sig for at åbne deres sessions for andre, der ville ind i ballroom-kulturen. Og sådan begyndte Københavns ballroom-communitys søndagssessions, siger Maji Miyake-Mugler:
»Der kom ikke rigtig nogen til de første sessions. Men så begyndte vi at tage fat i forskellige organisationer, der involverede queer og racialiserede personer for at fortælle dem om den her mulighed. Og stille og roligt begyndte folk at komme til de her sessions, der blev grundlaget for det ballroom-miljø, der i dag er i Danmark«, siger hun.
I 2018 afholdt Disturbing Business det første ball-agtige event af sin slags i folkehuset Absalon i København. Det var ikke et rigtigt ball, men noget i nærheden. Og med det event, og da andre kom til, begyndte Maji Miyake-Mugler at føle, at Danmark havde fået et community:
»Det har været vigtigt for mig som en racialiseret queerperson vokset op i et hvidt, heteronormativt samfund at få et space, hvor jeg føler, at de dele af mig kunne blive repræsenteret. Hvis jeg havde brug for det, var der helt sikkert også andre, der havde det på samme måde, og derfor blev jeg ved med at insistere på at skabe det rum«.
Maji Miyake-Mugler fotograferet ved The Black Ether Ball afholdt på Kulturværftet i Helsingør i November 2023.
Er de kampe, som ballroom-kulturen udsprang af i New York i 1900-tallet, stadig relevante i Danmark 2024?
»De er 100 procent relevante. De, der mener, at queer-kamp ikke er relevant i dag, har nok et pænt privilegeret synspunkt. Vi er pisseundertrykt. Det kan godt være, at der er nogle af os, der har fået lidt mere platform, men i vores samfund er det stadig totalt socialt acceptabelt at være transfobisk og racistisk. Vi lever stadig i en verden, som er indrettet til et hvidt ciskønnet segment, og derfor er queerkamp, queer-empowerment, black-empowerment og trans-empowerment fuldkommen relevante og essentielle kampe i dag, som de var for 50 år siden«, siger Maji Miyake-Mugler.
Og Betty Miyake Mugler stemmer i:
»Som community er vi konstant i kontakt med hinanden. Og når vi for eksempel mødes til vores søndagssessions, så kan man jo se, at ballroom-kulturen mest af alt er et fællesskab for folk, som står uden for samfundet. Jeg har venner i det danske community, som er blevet smidt ud hjemmefra for at være dem, de er. I vores community behøver man ikke forklare hinanden noget eller forsvare noget. Det er mest af alt et community for folk, som ikke er 100 procent velkomne i samfundet. Så kommer alt det her glitter og glamour bagefter«.
Men er ballroom-scenens autenticitet i fare, når kulturen er blevet så mainstream, som den er i dag, for eksempel med tanke på diverse tv-shows som ’RuPaul’s Drag Race’ og ’Pose’ samt de seneste måneders ballroom-inspirerede verdensturneer fra Beyonce og Madonna?
Nej, siger Maji Miyake-Mugler:
»Kulturen har hele tiden været til stede i popkulturen, og det er på ingen måde et problem. Det er mit hus’ far (en af lederne af et ballroom-hus, red.) Arturo Miyake-Mugler, der har koreograferet ballroom-sekvensen på Madonnas tour. Og det er også folk fra community’et, der er med på Beyonces tour. Det bliver gjort på en ordentlig måde, og det er fedt, at det er mennesker fra miljøet, der bliver løftet. Men der er da også eksempler på popkultur, som har imiteret og approprieret kulturen. ’RuPaul’s Drag Race’ har været ret problematisk, når det for eksempel kommer til voguing, blandt andet ved at normaliseret et begreb som ’death drop’, som overhovedet ikke eksisterer i ballrom-kulturen, hvor det hedder et dip«.
Der er en dybere mening bag sådan et kaotisk ball, du prøvede at forestille dig i begyndelsen af artiklen. For når støvet fra runway’en har lagt sigt, og kulminationen på en hel kultur er overstået, er kampen og community’et bag det ikke.
Kampen fortsætter i bedste velgående indtil næste ball, som for eksempel til februar på Betty Nansen Teatret, hvor fællesskabet igen samler sig for at hylde hinanden og de tidligere ballroom-generationer, som de i dag står på skuldrene af.
Uagtet hvad mainstreampopkulturen og det øvrige samfund så må synes om det.
-
Foto: Jane Lool
Ballroom
Er alle velkomne til et ball?
Ballroom-kulturen er skabt af ikkehvide og queer mennesker, men er man velkommen til et ball, hvis man ikke er nogen af delene? Svaret er ja, hvis man spørger Betty Miyake Mugler og Maji Miyake-Mugler:
»Hvis man er interesseret i det her, skal man helt klart komme til et ballroom-event. Men man skal også respektere, hvilken plads man tager i rummet. De her spaces er skabt af og for racialiserede queer personer, så hvis man for eksempel er en hvid, straight cismand, skal man måske tænke sig om en ekstra gang, inden man køber billetter og stiller sig allerallerforrest for bare at konsumere«, siger Maji Miyake-Mugler: »You have to respect that you are stepping into somebody’s house«.
Redaktionen
Tekst: Lucas Arturo Ramsøe Willkens
Video: Kendrick Mugler, Chriss lang, Julie Clavier, Charlotte Collas & Laurine Hameau
Foto: Jane Lool (fotograferet under eventet ’The Black Ether Ball’ på Kulturværftet i november 2023)
Øvrige fotos: Thomas Borberg, Andrew Savulich og framegrab fra ’Vogue’ af Madonna
Layout: Karina Kofoed
Redigering: Louise Skov Andersen
Redaktør: Morten Hjortshøj