De unge mødes på boldbaner og skateramper ...

Jeg så dem først i bussen, og da vi kom ind til Barcelona, var de overalt.

Ældre lokale. Fem mænd omkring de 70, der stod og snakkede ved en aviskiosk. Tre mænd og en kvinde, samme alder, der holdt siesta på en lille beværtning med husvermouth i en plastikbøtte på baren. Et par på en scooter med grå hår bag hjelmene.

Det fik mig til at tænke. For hvor er de ældre henne i København?

Jeg har boet i byen de fleste af mine 30 leveår, og i den tid har vi unge fået boldbaner og skateramper. Vores forældre har kunnet støtte op om byens gentrificering på fortovscaféerne, og børnene har fået flere og flere legepladser.

Men de ældre, hvor går de hen?

Politiken læst op

Snart summer København igen af liv. Men en gruppe mennesker mangler i gadebilledet

Snart summer København igen af liv. Men en gruppe mennesker mangler i gadebilledet Snart summer København igen af liv. Men en gruppe mennesker mangler i gadebilledet

Henter…

12:08

Hvis vi afgrænser gruppen til alle på 65 og derover, så udgør de 10,6 procent af københavnerne. Men prøv at sætte dig på en plads og tælle dem med gråt og hvidt hår. Det er næppe hver tiende. Det var det i hvert fald ikke, da arkitekt René Kural talte forbipasserende på tre pladser på Nørrebro for over seks år siden. Af de 7.000 personer, man talte, udgjorde dem på 65 og over mindre end en halv procent.

Den filantropiske forening Realdania, der uddeler penge til projekter, som skal øge livskvaliteten i Danmark gennem det byggede miljø, har besluttet sig for at gøre noget ved problemet. For vi bliver stadig flere ældre, og ældre døjer også med ensomhed, f.eks. som følge af deres ægtefælles død, fortæller Laura Munch, der er projektchef ved Realdania.

»Vi ved, at det bidrager til at modvirke ensomhed, at man indgår i nogle meningsfulde relationer. Derfor ser vi på, hvordan vi gennem de fysiske rammer kan understøtte mødet mellem mennesker med fokus på de ældre«.

Realdania har derfor startet et projekt, der skal udvikle inkluderende og lettilgængelige mødesteder for ældre, og er i skrivende stund ved at udvælge ansøgninger. Et projekt kunne for eksempel være flere siddemuligheder uden for et lokalt supermarked eller en aktivitetssal i forlængelse af et bibliotek. I første omgang kan projekterne modtage op til 300.000 kr. til konsulentydelser til at udvikle deres koncept.

Men hvordan kan det være, de ældre ikke er til stede i bybilledet i København?

Min jagt har ført mig til Musholmgade på Østerbro, hvor jeg møder Kristian Ly Serena.

Han er arkitekt og nåede flere år før mig frem til erkendelsen, at ældre ikke er til stede i det københavnske byrum. Derfor udgav han i 2020 sammen med sin livs- og arkitektpartner Dominique Hauderowicz bogen ’Age-inclusive Public Space’, der undersøger, hvordan man bedre skaber offentlige rum til alle faser af livet. Og så er han med i en faglig baggrundsgruppe for Realdanias projekt netop på grund af sin ekspertise.

Det er Kristian Ly Serena, der har foreslået, at vi mødes på Musholmgade – en legegade, som er lukket af for trafik. Det har den været siden efterkrigstiden. I dag er der blandt andet boldbur og legeplads i gaden, og det er en af grundene til, at den aldrig bugner med ældre, forklarer Kristian Ly Serena.

»Forskningen peger på, at der er to kilder til livskvalitet i ens fysiske miljø. Der er agens – det, at man har evnen til at planlægge og udføre dagligdagens rutiner. Man kan gå ned og handle. Det andet er ens tilknytning til et sted. Den får man gennem ens brug af stedet. Der performer det her sted ikke så godt, fordi du ikke kan sætte dig og iagttage børn, der leger, på en naturlig måde eller væve dig ind i det liv, der er omkring børnene og forældrene. For du er en forbipasserende«.

Og hvis du endelig vil spille bold, er det en stor tærskel at gå ind til fremmede i et boldbur, siger Kristian Ly Serena. Men i 1950’erne mindede gaden mere om en åben plads med lidt gyngestativer.

»Nærmest som en gård, der vendte på vrangen«, siger Kristian Ly Serena. Og derfor kunne alle vandre gennem området uden at føle sig udenfor.

»Her mener jeg faktisk, at man skulle rive de her hegn ned, som adskiller de aldersopdelte rum«.

Se selv Musholmgades udvikling ved at flytte på slideren herunder. Billedet i sort/hvid er fra midten af 50’erne, da København fik legegader, og billedet i farver er fra 2019.

Hvor skal de boldglade så gå hen, tænker du måske. Men prøv at følge hans tankegang. Boldspil i byen blev ikke opfundet med boldburet. Se den åbne gade for dig. To improviserede mål, måske blot kridtaftegninger på gaden. Kampen er i gang, det er tæt, bølgerne går højt. Men så kommer en kvinde med rollator forbi. Spillets tempo daler, men spillet fortsætter de fem minutter, det tager hende at gå forbi. En rigtig tyrer skulle jo nødig få hende på rumpen.

»Den udveksling af blikke udgør en social kontakt, der er vigtig. Nu er man blevet delt op i, at nogle er deltagere, og andre er tilskuere«, forklarer Kristian Ly Serena.

Men måske kan byrum tænkt fra de ældres perspektiv få dem ud i byen.

Vores andet stop er de ældres boldbur – metaforisk selvfølgelig.

Kristian Ly Serena har taget mig med til en lille plads foran plejehjemmet Plejecenter Klarahus. Vi er alene her, men ser nogle ældre gå ind og ud. I baggrunden kan vi høre børnehavebørn og klappegeder. Det kommer fra ByOasen, der ligger på den anden side af plejehjemmet.

Jeg lagde knap nok mærke til stedet, da vi ankom, fordi det er så afskærmet. Kristian Ly Serena havde endda svært ved at finde det, selv om han har været her mange gange. Den ellers fine lille plads, hvor der normalt er et vandspejl, og som har siddepladser i skyggen af to store træer, er nemlig skjult bag et hegn af beton og tynde stammer.

Foto: Rozbeh Zavari

»Afskærmning laver det til et fint, sanseligt rum, men det er komplet afskærmet fra byen. Det nedprioriterer, at folk har et behov for at være en del af samfundet i al almindelighed«, forklarer Kristian Ly Serena, mens vi står derinde og knap kan se ud.

Han har aldrig set nogen bruge den lille plads. Måske er det blot en del af dansk kultur, at ældre personer trækker sig fra det offentlige rum, spørger jeg. Men kultur påvirker ikke kun, hvordan vi bruger byen, den påvirker også, hvordan vi bygger den, fortæller Kristian Ly Serena.

»Arkitekten bygger ud fra fordomme om, hvordan det er at være gammel. Og de mennesker, der bruger byen, bliver påvirket af den og viderebringer fordommene. Der skabes en spiral. Det fysiske miljø og samfundskulturen er meget sammenvævet«.

Nogle af de tanker har Kristian Ly Serena selv bragt i spil i sit hjem i Solrød Strand, hvor hans tegnestue også ligger. Her bygger han sammen med sin partner et hjem for flere generationer til dem selv, deres tre børn, hans brors familie og deres mor.

»Når vi taler om aldersinklusion, taler vi om, hvordan man kan imødekomme det forskelligartede menneske. For det er noget, der præger den sene livsfase. Man oplever både positive og negative forandringer. Jeg har interviewet folk, der kan gå 50 meter, men cykle 50 kilometer«, fortæller Kristian Ly Serena.

Jeg føler mig indelukket i rummet ved Klarahus. Kristian Ly Serena kalder det absurd, at vi er på denne side af plejehjemmet, når man kunne have lavet et rum på den anden side ved ByOasen, der inviterede de ældre til at gå ud i byen og interagere med den.

Foto: Rasmus Baaner

»Det er også for ByOasens skyld. Det kunne bidrage til et mere mangfoldigt liv«, siger han og tilføjer:

»Hvis du har boet hele dit liv i byen – hvis hele dit liv har været viklet ind i gaden, gården, parken – er det en vigtig del af din daglige kilde til livskvalitet. Det imødekommer det her rum ikke. Der sker vitterligt ingenting«.

Så hvad skal arkitekturen gøre? Ændres, svarer Kristian Ly Serena.

»Ved at ændre arkitekturen, kan man også påvirke samfundskulturen«.

Derfor er vores sidste stop det gode eksempel.

Vi stiller vores cykler op ad Tove Ditlevsens Skole på Tove Ditlevsens Plads ud mod Enghavevej på Vesterbro, og Kristian Ly Serena henter en kop kaffe i SuperBrugsen.

Han udpeger betonbænkene, hvor borgere i alle aldre kan finde på at sætte sig. Han kalder dem et usynligt skel mellem skolen og byen.

For skolebørnene ved godt, de skal holde sig inden for bænkene, men vi andre ser ikke, når vi træder ind på skolens matrikel.

Foto: NOVA5 arkitekter

Foto: Finn Frandsen

Men der er også bænke længere væk, så man har mulighed for at sidde mere beskyttet. Man kan vælge, hvor deltagende man vil være, og det er vigtigt for ældre mennesker, forklarer Kristian Ly Serena. Det gør det også nemmere at deltage tæt på, fordi man kan tilpasse måden, hvorpå man deltager. Du er ikke enten inden i eller uden for boldburet.

Vi går rundt om skolen, mens Kristian Ly Serena udpeger siddepladser og trampoliner. To unge omkring de 16 år går foran os, og lidt længere væk er en mor med en pige i børnehavealderen. Da vi når siden, hvor skolen grænser op mod Sct. Matthæus Kirke, ser vi en mand sidde på en bænk med en kop kaffe og indkøbsposer. Trods han nok højst er halvtreds, viser han, hvorfor en skole kan være eksemplet på et byrum, der tilgodeser ældre.

»Det med at man på turen ned til Netto kan sætte sig som en del af det almindelige offentlige liv. Der er en bænk, men du er ikke en del af et reservat. Her er forskellige slags mennesker«, siger Kristian Ly Serena.

»Måske er vi kommet til at tegne byen for meget ud fra en fastlåst idé om, hvad mennesker er, og hvad de kan. Måske skal vi i virkeligheden åbne byen op for, at mennesket er meget mere mangfoldigt, både socialt, psykisk og fysisk. Måske, når vi gør det, finder vi ud af, det ikke kun drejer sig om ældre mennesker, men faktisk drejer sig om os alle sammen«.

Hvordan bruger du byen?

På turen med Kristian Ly Serena stødte vi ikke på én eneste ældre, der ville fortælle os om deres brug af byen. Derfor tog jeg videre til Frederiksberg Have for at at høre fra nogle af dem, der rent faktisk bruger byrummet.

Irene Johnsen, 70 år

»Jeg går meget i teater og ud at spise en gang imellem, og så går jeg meget rundt i byen og befinder mig meget i parker. Jeg elsker Valbyparken, den har det hele til børnebørnene. Den har naturlegeplads, den har strand, den har græsplæner og boldbaner. Frederiksberg Have elsker jeg også, men det er mere til den pæne side«.

Lars Højfeldt, 65 år

»Nu har jeg jo en hund, så jeg bruger byen rigtig meget til at gå tur i. Og så går jeg på café. Det er stort set det. Frederiksberg Have er den bedste park af dem alle sammen. For den er ikke så barokagtig som Rosenborg Have. Der er mere åbent landskab, selv om det stadig er en kulturhave. Valbyparken er for øvrigt også skøn«.

Annemarie Lind, 71 år​

»Jeg har en hund, så jeg går meget tur. Nede ved det skønne grønne område Frederiksberg Have eller Søndermarken. Jeg tager på museer og så videre. Det er meget nemt med metroen«. Hvad står i vejen for, at du bruger byen mere? »Helbredet, det med at gå og tage omkring. Men jeg synes, det er nemt at bruge byen. Jeg synes, vi er forkælede«.