»Det kom i den grad bag på os, at det blev sådan et drama«

Elisabeth Delin Hansen, daværende udstillingsleder ved Nikolaj Udstillingsbygning: »Udstillingen var aftalt mellem Michael Brammer og min forgænger. Det kom i den grad bag på os, at det blev sådan et drama. Det havde vi ikke i vores vildeste fantasi forestillet os. Udstillingen var én stor totalinstallation i hele Nikolaj Kirke, men den bestod af flere elementer og var indrettet som den her figur Mr. Love’s hjem med spisestue, dagligstue og soveværelse«.

Michael Brammer, kunstner: »Mr. Love lignede en amerikansk tv-stjerne. Men det var jo altså bare mig selv, der var gået ind til sådan en frisør, der også kan sminke og alt sådan noget. Man kunne så komme ind i hans hjem i Nikolaj Kirke, hvor blandt andet Mr. Love sad og spillede guitar og sang kærlighedssange for publikum. Hjemmet var indrettet med pissedyrt møblement som Chesterfieldsofaer, B&O-fjernsyn og et kæmpe væg til væg-tæppe forestillende et trægulv«.

Karsten Ifversen, daværende kunstkritiker ved Politiken: »Hele udstillingen var en kritik af vores forbrugerkultur. I modernismen var der en afstandtagen til kapitalismen i kunsten, mens der i den her nyere popkunst, som Brammer er en del af, findes en omfavnelse af den. Overdådighed er kodeordet. Udstillingen udstillede også systemet og den virksomhedsøkonomi, som kunsten indgår i, med firmalogoer fra sponsorer. Det var over the top, og det var det, der var meningen. Jeg blev overvældet, kunne jeg mærke, da jeg så det«.

Michael Brammer, kunstner: »I spisestuen var der et stort palisanderspisebord, hvor man hver dag kunne få serveret gratis højreb. Folk kom ind uden at vide det, men blev mødt af en kok med kokkehat og hele svineriet, og så blev stolen trukket ud for dem. Folk blev helt utrygge af, at det var så gavmildt, og at det var gratis at spise højreb med bearnaisesauce og den her slags ting. Det handlede netop om gavmildhed«.

Karsten Ifversen i sin anmeldelse fra 6. december 1994: »Brammer har genialt iscenesat en ondskab, der er uden sidestykke i samtidskunsten – men til forveksling ligner Illums juleudstilling«.

Elisabeth Delin Hansen, udstillingsleder: »Jeg syntes, det var en ret fint vinklet parodi på de moderne idealer. Udstillingen var samtidig forbundet med forskellige begivenheder, blandt andet blev der én gang om dagen serveret gratis højreb. Sådan en lidt smart banal ret på det tidspunkt. Et projekt, som foldede sig ud i mange dimensioner. Den store ballade kom først tre uger inde i udstillingen«.

Peter Sunesen, konservator: »Michael Brammer ringede til mig og spurgte, om jeg var god til at udstoppe hundehvalpe. Jeg startede min forretning i 1982, så jeg havde jo dengang lavet adskillige småpattedyr. Selve arbejdet med at lave en hund er det samme som at lave en ræv. På det tidspunkt havde jeg også lavet en voksen hund. Det sker, når en kæledyrsejer ikke kan give slip. Så Brammers henvendelse var ikke så usædvanlig. Kun at det var hvalpe, og at der var flere af dem«.

Michael Brammer: »’Tro, håb og kærlighed med venner’ var sådan en kæmpestor skulptur i midten af Mr. Loves hjem. Jeg fik lavet et stort glasfiberhjerte, der var gennemboret af et fallossymbol, og havde sådan nogle store hvide kors. Omkring hjertet skulle nogle uskyldige ’venner’ kigge op og beundre troen, håbet og kærligheden. Og hvad kan være mere uskyldigt end sådan nogle hundehvalpe?«.

BLÅ BOG

Michael Brammer

Dansk autodidakt billedkunstner født i 1958 i Frederiksværk. Oprindeligt uddannet kok og har været køkkenchef på en grønlandsk militærbase, før han blev kunstner.

Hans kunst beskæftiger sig ofte med forholdet mellem kunst og økonomi. Ud over udstillingen ’Love’ har han forarget offentligheden med sin kunst, der har indeholdt hestekød og billeder af balloner med sorte ansigter.

I 2015 havde han åbent atelier i lokaler på Christiansborg, hvor han som inspiration til nye værker inviterede politikere som Inger Støjberg, Pia Kjærsgaard og Pelle Dragsted til samtaler om kunst og kærlighed.

I dag bor han på Nørrebro sammen med sin hund Gyda-Fenris.

Elisabeth Delin Hansen, udstillingsleder: »Jeg syntes, skulpturen havde nogle meget flotte skulpturelle elementer, og den der modsætning mellem det blanke glasfiberhjerte og de små hundehvalpes organiske overflade var meget fin æstetisk set. Og så syntes jeg egentlig også, at skulpturens påpegning af, at det moderne menneske kan have lettere ved at forbinde sig til hunde end sine medmennesker, var en interessant pointe«.

Michael Brammer: »Jeg havde prøvet med nogle tøjhunde, men det virkede overhovedet ikke. Så mente man det jo ikke. Så snakkede mine ansatte i atelieret og jeg om, om man ikke kunne skaffe sådan nogle hunde, der var blevet udstoppet i forvejen. Det fandtes ikke. Så måtte vi undersøge, om man kunne få fat i nogle hunde, der i forvejen skulle aflives. Efter lang tids søgen fandt vi frem til, at den eneste mulighed var at gå ud og købe nogle hundehvalpe og få dem aflivet«.

Peter Sunesen, konservator: »Hundene skulle laves i specialstillinger og et par stykker af dem med åben mund, hvilket koster lidt ekstra, da der skal laves en gane og en kunstig tunge og så videre. De endte med at se meget livagtige ud, og jeg fik kun positiv kritik på selve det faglige. Jeg fik dog nogle negative henvendelser, da der havde stået i en avis, at hundene var blevet aflivet i et gaskammer, men de var blevet aflivet på ansvarlig, etisk vis. Der figurerede mange røverhistorier om sagen dengang«.

Michael Brammer: »Jeg købte de fem hunde på DBA. 800 kroner stykket. Det var jo uægte hunde, men de så søde ud og lignede labradorer alle fem. Jeg syntes, det var hårdt at tage ud og købe dem uden at fortælle ejerne, hvad de egentlig skulle bruges til. Det havde jeg det altså ikke godt med – hold nu kæft. Men jeg blev jo nødt til at gøre det, ellers havde jeg ikke fået dem«.

Og hvad med aflivningen?

»Det tog konservatoren sig af. Jeg så overhovedet ikke, hvordan det foregik. Jeg er skrøbelig med sådan noget der. Men det foregik etisk og lovligt«.

Peter Sunesen, konservator, til B.T. 22. december 1994: »Jeg udstopper dyr, jeg afliver dem ikke. Alle er velkomne til at besøge min forretning og forsikre sig om, at jeg ikke har en gasovn stående«.

Ekstra Bladet 22. december 1994: »Hundeslagsmål: Fem udstoppede hvalpe i Nikolaj Kirke udløser kunst-krig«.

Dorte Bratbo, daværende dyrlæge i foreningen Værn for Værgeløse dyr: »Vores medlemmer ringede til os. Jeg kan især huske en dame, der ringede og græd i telefonen, fordi hun var så rystet over værket og syntes simpelthen, at det var så forfærdeligt. Da vi gik ud fra, at hvalpene var blevet aflivet forsvarligt, var der ikke noget at komme efter rent dyreværnsmæssigt, men det var mere det etisk betænkelige i, at man anvender dyr som objekter bare for at udstille dem. Derfor tog jeg med foreningen derind med vores vogn og nogle bannere. Det var midt i 90’erne, så der var ikke så meget struktur på det«.

Foto: Jens Nørgaard Larsen/ritzau Scanpix/Scanpix Danmark

Peter Skaarup, Fremskridtspartiet, til B.T. 23. december 1994: »Hundekunsten i Nikolaj Kirke er en skamplet. Det er helt ufatteligt, at Københavns Kommune indirekte involverer sig i kunstværker, der i den grad forarger borgerne«.

Elisabeth Delin Hansen, udstillingsleder: »Vi mødte op på arbejde morgenen efter en artikel i Berlingske nogle uger inde i udstillingen til en demonstration foran vores indgang. Så gik der nogle timer, og så modtog vi en bombetrussel samme dag og blev nødt til at ringe til politiet og blev evakueret. Det gentog sig senere på dagen med endnu en bombetrussel, og så kom der ellers en masse mails med ønsker om, at vi brændte inde og meget andet«.

Jan Richard, Foreningen til Værn for Værgeløse Dyr, til B.T. 22. december 1994: »Den mand (Michael Brammer, red.) er syg i hovedet, han burde selv aflives og udstoppes«.

Michael Brammer: »Jeg mødte ind den morgen der og ser så lige pludselig den her demonstration og vildt mange medier. Både danske og internationale. Hele lortet. Så overvejede jeg, om jeg burde smutte ud ad bagindgangen og vidste ikke rigtig, om jeg turde at stille mig frem, men det gjorde jeg så. Men jeg var meget nervøs, og mine svar var ikke gode«.

Ekstra Bladet 22. december 1994: »Nu stod han (Brammer, red.) med hele verdenspressen på ryggen. Selv det amerikanske Associated Press samt norsk radio var der, og det var måske derfor, han så så betuttet ud. »Værket symboliserer tro, håb og kærlighed med venner«, gentog han igen og igen«.

Helge Sander, daværende næstformand i Folketingets Kulturudvalg for Venstre, i kommentaren ’Det er ikke kunst’ i B.T. 23. december 1994: »Værst er naturligvis, når man krænker befolkningens etik og dyrevenlighed ved at bruge dyr til den slags provokationer. Men også at disse såkaldte »kunst-udstillinger« mere eller mindre direkte finansieres af statslige eller kommunale kasser«.

Helge Sander, 2024: »Det er helt i orden, at kunsten provokerer og er med til at stille nogle spørgsmålstegn og skabe debat. Men det her handlede mere om provokationen og et ønske om at skabe opmærksomhed. Jeg syntes helt grundlæggende, at det var for meget, og det synes jeg stadigvæk den dag i dag«.

Dorte Bratbo, tidligere foreningen Værn for Værgeløse dyr: »Jeg gik ind i kirken og fik en snak med Brammer. Jeg ville godt høre, hvad meningen med værket var. Men jeg blev ikke så meget klogere. Han sagde noget med at gøre opmærksom på alle vores landbrugsdyr, men så kom han frem til, at han egentlig bare ville se, om han kunne få folk til at reagere. Det, mener jeg, er forfejlet kunst. For så har det ikke vækket nogen nye dybere tanker, men kun modstand. Jeg forstod aldrig meningen med mandens kunstværk. Hvis han havde været i stand til at forklare, hvad hans hensigt med værket var, ud over at få opmærksomhed, så havde sagen stillet sig anderledes«.

Michael Brammer: »Jeg kan jo sagtens forestille mig, at jeg ikke har kunnet uddybe ideen dengang i de rammer. Men der var ikke på noget tidspunkt, vi havde overvejet, at der kunne komme en skandale ud af det. Man kunne nok godt forestille sig, at et par damer fra Frederiksberg syntes, det var lidt forfærdeligt, men ikke at jeg skulle få trusler fra hele verden. Det havde vi ikke regnet med, så ideen var ikke at provokere med det. Overhovedet ikke«.

Elisabeth Delin Hansen, udstillingsleder: »Hovedparten af vores kommunikation med pressen lå jo i forbindelse med åbningen, hvor vi introducerede udstillingen, og altså nogle uger før det her skete. Og der var der ingen, der reagerede på det på det tidspunkt. Vi var ikke specielt glade for skandalen. Især fordi vi følte, at publikum slet ikke var i stand til at se på værket længere, det var noget helt andet, der blev dagsorden, så ingen tog stilling til selve det overordnede kunstneriske udsagn. Kulminationen på det hele kom, da den italienske kunstner kom og slog på hundene«.

B.T. 24. december 1994: »Mand gik amok over skandalekunst: Døde hunde flået op fra kunstværk. Bevæbnet med et solidt jernrør smadrede en meget vred italiensk kunstner fredag eftermiddag udstillingen med de fem døde hundehvalpe i Nikolaj Kirke i København«.

Michael Brammer: »Jeg var der ikke den dag, en italiensk idiot af en kunstner kom ind med en jernstang og troede, at han kunne smadre skulpturen. Men den gav sig overhovedet ikke og slyngede ligesom den her jernstang ud igen. Så begyndte han at hive de der hunde op fra podiet. Det virkede meget til, at han havde én intention: Det var, at han ville have opmærksomhed«.

B.T. 24. december 1994: »»Hvorfor ødelægger du kunstværket?« spurgte flere. »Jeg går ikke ind for argumentation, men for vold«, lød hans (italienerens, red.) forklaring ifølge øjenvidner til den dramatiske skulptur-slagtning«.

Foto: Privatfoto

Elisabeth Delin Hansen, udstillingsleder: »Det var kulminationen på det hele. Så kom julen, folk fik noget andet at tænke på. Jeg har ikke oplevet noget tilsvarende siden. Det var en periode, hvor jeg tror, det var godt stof at lave den slags drama omkring kunstudstillinger. Hvor man greb et emne, som ikke var kunsten selv – hos os var det dyrevelfærd – men hvor man så samtidig også kritiserede kunsten. Det var en skruet form for kunstkritik«.

B.T. 28. december 1994: »Skandale-udstilling genåbnet: Hundene på plads«.

Peter Sunesen, konservator: »Jeg har ikke lavet hundehvalpe siden, men jeg lavede en lille hund for fem-seks år siden. Jeg synes stadig, det er i orden at lave kæledyr, bare kunden er helt sikker i sin beslutning. Jeg har brugt de fleste af mine 43 år i faget på at dygtiggøre mig i at lave fugle, som er mit speciale. Patte- og kæledyr laver jeg ikke længere selv, men får dem lavet hos en dygtig kollega, så jeg vil selvfølgelig helst være kendt for noget, der er fuglerelateret. Alt det andet er kuriosum. Folk spørger mig dog stadig i dag: »Var det ikke også dig, der lavede de der hundehvalpe?««.

Karsten Ifversen, daværende kunstkritiker: »Det ramte mig ikke dengang, og det gør det heller ikke i dag. Det er forkert at slå dyr ihjel generelt, men det gør det ikke værre at gøre det i en kunst- og erkendelsessammenhæng. Jeg kan ikke huske, at der har været noget siden i dansk kunsthistorie, der minder om den her skandale. Noget af det seneste, vi har oplevet, er værket ’Take The Money And Run’, hvor man også udstiller nogle økonomiske mekanismer. Og busteskandalen. Men de skandaler har en lidt anden karakter og et lidt tydeligere moralsk anliggende, som der ikke er så direkte i Michael Brammers værk«.

Dorte Bratbo, tidligere foreningen Værn for Værgeløse dyr: »I dag havde jeg nok bare valgt at tie det ihjel og ikke give Brammer mere opmærksomhed«.

Michael Brammer: »Hjertet blev hurtigt destrueret, fordi det var så stort. Hundene ved jeg ikke, hvor er i dag. Men i år 2000 lavede man en udstilling i Aarhus, som handlede om skandaler. Der lavede jeg en skulptur med de samme fem hunde, der sad i en blank, rød sofa. Men det er den her udstilling, ’Love’, jeg er mest kendt for blandt almindelige mennesker. Dem, der ikke interesserer sig for kunst. Det er da irriterende. Altså, det betyder jo ikke så meget, men jeg har jo lavet mange andre udstillinger«.

Synes du, det er et af dine bedre værker?

»Jeg synes alt, hvad jeg har lavet, er fantastisk«.