Man tror ikke, alderdom er relevant for en selv, før man kommer dertil.
Min mor kom på et psykiatrisk plejehjem i 1978. Der var ingen alternativer. Hun var ikke glad for det. Hun var 64. Fem år senere døde hun.
Jeg har levet alene med hende og følte stort ansvar for hende. Derfor var jeg nødt til at beskrive, hvad hendes vilkår havde været, og hvorfor hun havde mistet kimen til oprør undervejs. At det derfor var mig, der gjorde oprør på hendes vegne. Og jeg fandt ud af, at jeg kunne beskrive et problem via mine udstillinger, få respons fra andre, rejse en diskussion i samfundet. Det skete første gang i 1979 med udstillingen ’Min mor og mig’.
Jeg laver jo de her keramiske billeder, og så havde jeg sat brunt papir op på alle væggene. Der var tre rum. I det første rum var beskrivelsen af, hvordan jeg opfattede plejehjem. I det andet rum beskrev jeg, hvordan jeg kunne forestille mig, et plejehjem kunne være. I det tredje min mors og min historie. Hvor billederne holdt op, begyndte teksten. På et af billederne står der: »Du bliver selv gammel«.
