Min redaktør har bedt mig om min personlige guide til asiatiske oplevelser i København. Altså spisesteder, der ikke bare har god mad, men også er en oplevelse at besøge.
Min første reaktion er, at for de fleste asiatiske steder, jeg besøger, sker det faktisk på trods af at de ikke er en oplevelse at besøge. Trange lokaler, ubehagelige stole, tyranniske ejere, kokke og/eller tjenere. Altså steder, hvor du slet ikke føler dig i centrum som kunde, hvor du er en af flokken, hvor du skal være taknemlig for, at du overhovedet fik en siddeplads og fik lov til at spise noget godt og kun skal betale med den billigste valuta: penge.
Min redaktør siger, at det da også er en oplevelse, at det er en dårlig oplevelse. Det er en meget dansk betragtning. Lidt ligesom camping, vandretur og festivaler, som danskere gør sig i. Det er også almindeligt kendt, at de såkaldte foodies går efter usædvanlige oplevelser, der ikke nødvendigvis er gode, så længe det er specielt og vildt, så længe de kan poste om det på Instagram, Twitter og Facebook.
Så nej. Sådan skal det ikke være. Hvis jeg skal skrive en guide med oplevelser, skal det være gode oplevelser. Det var en megahård opgave. Men jeg gjorde det.
