Når jeg taler med mine franske venner om, hvor i Paris vi skal gå ud at spise, har jeg aldrig hørt nogen nævne Michelin og dens verdensberømte guide til gourmetmad. Selv om Frankrig er Michelins hjemland. I København bliver guiden til gengæld ofte nævnt, og flere i min omgangskreds fortæller om, at de har været på den og den michelinrestaurant.
Det er en pudsig menneskeopfindelse: stjerner, konkurrencer og priser. Behovet for offentligt at udpege nogen til at være den bedste. Bedømme og dømme. Buhe ud eller hædre. Ekskludere eller tilbede. Det må også være en enestående oplevelse at høre sit navn blive udtalt gennem højtalerne. Høre hver en stavelse brede sig i rummet og videre ud i verden.
Man har set det tusind gange på tv ved forskellige prisuddelinger og shows. Spotlyset, som kastes ned på det overvældede ansigt ... Øjeblikket, hvor den udpegede skilles ud fra massens anonymitet. Rejser sig i en begejstret anerkendende klapsalve, og idet hun, men oftest han, bestiger scenen, på magisk vis træder ind i de udødeliges rige, hvor kun guder hører til.
Som var det en ægte oscaraften, vil man i år kunne følge michelinuddelingen i Norden på live-tv. Det sker på den norske Matkanalen. Man kan også følge med live via Michelins egen YouTube-kanal, når stjernerne på mandag uddeles i Stavanger, mens der med garanti også vil være stor bevågenhed fra danske medier, kokke, gourmeter og foodies på alle sociale medier.
