Jeg læste på et tidspunkt i en nekrolog om den afdøde afroamerikanske forfatter Toni Morrison, at hun havde en forkærlighed for at tage taxaer. Da jeg læste det, følte jeg mig for første gang berettiget til denne last, denne fuldkommen hedonistiske og ekstravagante vane, der føles som en flov adspredelse i en cykel-frelst storby som København.
Man er i et andet menneskes vold i en taxa, så taxaturens kvalitet afhænger af, hvem du ender med at køre med. Det bedste, jeg ved, er taxachauffører, der enten hører P1 eller P2 eller ingenting. Jeg vil gerne have den fred, der findes inde i det vakuum, der er en taxa, så jeg forlader med det samme de biler, der lugter af herreparfume eller støjer af høj musik, det er så dyrt at tage en taxa, jeg vil ikke betale for irritation.
Fordi en stor bestanddel af taxachauffører har anden etnisk herkomst end dansk, spørger de nogle gange, hvor jeg selv stammer fra, og så får jeg ellers serveret nogle ganske spektakulære livshistorier, hvis jeg er i snakkehumør. Jeg har lært, at man godt må bede om at få ro, hvis det er det, man har brug for, det tog mig lige nogle år at samle mod nok til dette.
Taxaer er en komfort, en måde at spare tid og energi på. Når jeg skal til psykolog og frisør, hvilket i øvrigt kommer ud på et, vil jeg ofte ikke møde nogen, så er en taxa en velsignelse. Når jeg skal til frisør, med mit helt kaotiske hår i uorden, vil jeg heller ikke møde alle de mange uvidende mennesker i mit liv, der ikke fatter afrohårets cyklus, jeg er ikke interesseret i deres undren og deres hvide uvidenhed. Taxaen er en afstand, jeg lægger til verden, en måde at få en lille smule fred fra at rende ind i nogen og forklare.
