Operation Alamo

»Som så mange andre diplomater følger jeg situationen i Afghanistan, som er naboland til Pakistan. Jeg flyver derfor med helikopter til grænsen tæt på Kabul for at vurdere sikkerhedssituationen. Jeg tænker: ’Gad vide, hvad der sker, hvis der kommer store flygtningestrømme her’. Men alt er meget fredeligt. Hverken dem, jeg taler med, eller jeg selv forventer, at det hele lige om lidt skal ændre sig«.

De danske myndigheder vurderer, at Kabul holder. Forsvaret og Forsvarsministeriet planlægger derfor at evakuere med civile fly den efterfølgende uge. Tyrkerne sidder på lufthavnen i Kabul, og amerikanerne områdesikrer den. Men de næste dage kommer der hele tiden nye meldinger fra Kabul.

»Det er en meget travl dag for mit hold på hospitalet. Vi er klar over situationen ude i byen, så vi forsøger at gøre så mange patienter som muligt klar til at forlade hospitalet, hvis det bliver nødvendigt. Om eftermiddagen får vi selv besked om, at vi kan blive evakueret inden for få timer«.

Danmarks evakueringsplan er længe at have base i Dusjanbe, Tadjikistan. Det er Flyvevåbnets anbefaling. Den danske ambassadør i Moskva forsøger at bearbejde myndighederne, men det er svært, fordi Danmark ikke har en ambassade i Dusjanbe. Også Tblisi i Georgien overvejes som base, men det er for langt væk. Til gengæld har Udenrigsministeriet gode kontakter i Pakistan.

»Jeg sidder nu på 6. sal på ministergangen i Udenrigsministeriet i København. Telefonerne gløder, og der er hektisk aktivitet. Jeg får at vide, at jeg skal gå i gang med at finde ud af, om vi kan samarbejde med pakistanerne om at evakuere fra Afghanistan via Pakistan og hjem til Danmark«.

»Jeg sidder derhjemme og følger med i nyhederne, meget overrasket. De fleste af os har forladt os på de amerikanske vurderinger af, hvor længe Kabul vil holde. En højtstående embedsmand ringer til mig og siger, at Danmark har brug for hjælp. Jeg skynder mig at overbringe nyheden til mine kolleger i Islamabad«.

»Omkring halv 12 får udenrigsministeren at vide, at der er givet OK på rette diplomatiske niveau. Derefter sender vi den første ’note verbale’ (en officiel diplomatisk anmodning, red.) til Pakistan kl. 12.34. De kommende dage sender vi 165 note verbales fra ambassaden til Pakistan. Vi følger op med personlige samtaler og WhatsApp-diplomati døgnet rundt. Jeg – og kollegerne – har aldrig prøvet noget lignende«.

Danmarks planer om at evakuere med civile fly bortfalder endegyldigt. Den ny plan om at evakuere med militærfly via Pakistan får navnet ALAMO. Forsvarets fly i Tyrkiet sendes på vingerne mod Kabul. Den danske pilot går under kodenavnet GIR. I Danmark holder man vejret.

»Tårnet i Kabul lufthavn er ikke bemandet den nat. Piloten taler derfor med en amerikansk JTAC på jorden – en ’Joint Tactical Air Controller’. Det er en soldat, der normalt plejer at lede fly ind til at angribe et eller andet, men her skal vi finde ud af, hvad situationen er på jorden. Det er op til piloten og den amerikanske JTAC, om det kan lade sig gøre eller ej«.

»Jeg skulle have holdt fødselsdag for min søn og set min datter. I stedet er jeg på vej i en bil mod Billund. Jeg taler i telefon hele vejen. Der er tusind praktiske spørgsmål, og jeg har ikke mange gode svar. Men jeg ved, hvor vigtigt det er, at vi i det her virvar får kontakt til de rigtige mennesker fra pakistansk side. Men da vi lander i Islamabad mandag eftermiddag, er jeg den eneste, der får lov til at forlade flyet«.

»Det er ret kaotisk, for selv om diplomatiet har arbejdet, er der fra pakistansk side ikke rigtig klarhed over, hvem der har givet os lov. Lis og jeg prøver på bedste vis at hjælpe hinanden. Hun står der som ambassadør og siger, at: ’Vores udenrigsminister har talt med jeres udenrigsminister’. Jeg står der i min uniform og prøver at virke myndig og sige, at jeg skal gennemføre en operation og har brug for det og det og det. Der går fem timer, før vi får lov til at komme ud af flyveren«.

»Hvis man vender scenariet om, og der ankommer tre pakistanske Hercules-fly med bevæbnede soldater, som flyver ind i Kastrup og lægger beslag på ressourcer, og de vil have det ene og det andet til at ske, og de vil have civile firmaer til at hjælpe dem, samtidig med at lufthavnsmyndighederne ikke helt ved, hvad der foregår … Jeg kan godt forstå, det på mange måder var udfordrende for pakistanerne«.

Danskerne får anvist gate B4 og B5 i Islamabad lufthavn. Det bliver hovedkvarteret i de følgende dage. I Kabul stormer civile lufthavnen i paniske scener, som går verden rundt. Et dansk Hercules-fly opgiver at lande og må vende om. Et mindre hold jægersoldater og diplomater, som er blevet tilbage i Kabul, står midt i kaosset og forsøger at hjælpe folk i sikkerhed.

»Lufthavnen i Kabul er adgangsbilletten ud af Afghanistan. Vi er Udenrigsministeriet, Jægerkorpset og dansk politi. I alt en 40 stykker. Vores opgave er at få de evakueringsberettigede ind i lufthavnen, men alle veje, landingsbaner og faciliteter er overbelastede. Dertil er der sikkerheden. Amerikanerne genskaber en perimeter rundt om lufthavnen. På ydersiden står Taleban«.

»Der er en hovedindgang til lufthavnen, Main Gate, og den er kontrolleret af Taleban. Indenfor er der mindre indgange – North Gate, Abbey Gate, North West Gate. Der er ingen køer, ingen organisation, ingen vand. Det er kritisk. Jeg forsøger at finde nogle danskere, jeg kan vise mine papirer til. Jeg er der nat og dag, men der er bare så mange mennesker, og når nogen falder og … Det er helt ude af kontrol«.

»Til sidst får jeg kontakt med en fra Udenrigsministeriet på WhatsApp. Jeg skal gå til Abbey Gate og ringe til dem, men bliver sendt væk igen, fordi det er for farligt. I stedet får jeg en besked om, at jeg skal stå ved en benzintank i nærheden næste morgen kl. 5 med min familie. Det er 200-300 meter fra selve indgangen«.

»Jægerne på jorden i Kabul, de gør det godt. Det er oppe i den øvre ende af skalaen, hvis man skal sige det med jysk tilbageholdenhed. Os hjemme i Danmark får en masse rapporter på, hvad der sker, men vi skal passe på ikke at blande os. Dem, der er bedst til at få ideerne og løse opgaven, er dem, der står med det inde på kroppen«.

»Jeg får et opkald fra et afghansk nummer. »Hvem er du?«, siger stemmen. Jeg forklarer, og han siger ’OK, bliv stående’. Efter ti minutter er han der. Han er afghaner og klædt som en afghaner, men han taler dårligt pashto. Jeg spørger, hvem han er, og han fortæller, at han kom til Danmark, da han var en lille dreng. Han hjælper os igennem porten. Da vi kommer ind i lufthavnen, bliver vores papirer tjekket. Vi bliver registreret. Efter fire dage ude foran lufthavnen«.

»Al det her ’tradecraft’ om, hvordan vi får folk ind … Du har sikkert spurgt nogle af dem, vi har hjulpet, men det vil jeg ikke fortælle om. Men vi gør intet, vi ikke må. Jeg betragter mig selv som arbejdende for folkestyret – dem, der kan tælle til 90 mandater – og Hendes Majestæt Dronningen. Hvis der er en opgave, og det er lovligt, udfører jeg den så godt som muligt«.

»Vi har en container-skur-lignende bygning, som er inde bag noget pigtrådshegn. Det er meget basalt – der er et festivaltoilet, som ikke bliver tømt. Der er to områder, hvor vi kan modtage til det første præ-sikkerhedstjek. Vi skal undersøge, om de er evakueringsberettigede eller ej. Det er en grovsortering – det lyder forfærdeligt – men det er nødvendigt i situationen«.

På Holmens Kanal 9 i København har Forsvarsministeriet 25 folk, som i døgndrift behandler ansøgninger om at blive evakueret. På 14 dage modtager de 3.700 ansøgninger. Godkendte ansøgere sendes videre til Udenrigsministeriet. De evakueringsberettigede får så beskeder såsom ’Mød op kl. 2 om i nat foran denne gate med en rød klud. Så henter vi jer’.

»Udenrigsministeriet skriver på sin hjemmeside, at har man arbejdet for en dansk organisation, så skal man henvende sig direkte til organisationen. Det går helt amok på min telefon og mailboks – vi har måske haft 8.000 medarbejdere i Afghanistan de sidste 30 år. Alle, der har bare en perifer tilknytning, skriver eller ringer. Det lægger os ned. Jeg har ikke i min karriere oplevet noget, der berører mig så meget«.

»Du har måske set videoer eller billeder af lufthavnen – der er tusindvis af mennesker. Det er kaos. Jeg er virkelig bange, og jeg kan ikke tænke klart. Men efter to dage leder danskerne i Kabul mig hen til den indgangsport, hvor der er mindst trafik. De skriver i en besked, at jeg skal tegne en kode i min hånd og holde den op i vejret, så de kan genkende mig. Koden er et stort 1-tal. De ser mig og trækker mig ind i lufthavnen«.

»På den flyvning er en afghansk mand med. Han falder mig om halsen og siger: »Major Charlotte, husker du mig?«. Jeg var major i Helmand-provinsen i 2007, og Omaid arbejdede i lejren dengang. Det er stort, at han kan genkende mig. Jeg lover at besøge ham og familien i Danmark, når det hele er overstået«.

»Ord kan ikke beskrive mine følelser, da jeg ser Charlotte. Jeg føler, jeg skal græde. At se hende efter alle de år, efter alt det vanvid, vi lige har været igennem«.

»Vi kæmper med at få starttilladelser fra lufthavnen i Islamabad. Det er en stor udfordring, fordi vi skal ramme nogle bestemte landingstilladelser i Kabul, hvor der er tæt trafik. Hver dag er der mange nye problemer, som skal løses, eller gamle problemer, vi havde løst, som bliver problemer igen. Jeg får praktisk talt ikke i sovet i de 12 dage, jeg er dernede«.

»Et af de faste holdepunkter i det her er den relation, jeg får med Charlotte Wetche. Vi har daglige møder, i starten stående, men efter et par dage over en papkasse som mødebord. Vi kæmper med alt muligt praktisk – mad, vand, pakistanske sim-kort til mobiltelefoner. Men det, der fylder mest, er de flytilladelser. Hvis ikke flyene letter til Kabul eller lander i Islamabad, er alt jo lige meget«.

»Mange er psykisk hårdt ramt. Der er en ung fyr fra Sverige, som går i 1. g, og som har været til bryllup i Afghanistan. Han kommer til os med ondt i hovedet, men bryder fuldstændig sammen, da han er hos os. Han kan ikke rumme det, han har været udsat for. Sådan en ung fyr. Det ligger langt fra hans daglige liv, at han skal stå i kloakvand til lårene med dokumenterne højt hævet, for at nogen skal se, han har et svensk pas«.

»Beredskabsstyrelsens udsendte er et vigtigt tandhjul i det store maskineri. I Islamabad når vi på to en halv uge at behandle cirka 2.000 evakuerede – mange af dem på vegne af andre lande«.

»Det der med at forlade alt, du har kært – dit hus, dit hjem, din familie, for at søge tryghed i et land, hvor du ikke aner, hvad der kommer til at ske. Det er i sig selv skræmmende. Jeg taler med en evakueret, som siger, at de nok først kan vende tilbage om 20 år, for alle krige i Afghanistan tager 20 år. Men i Danmark taler politikerne foreløbig om at give dem to års ophold på en særlov. Det har givet stof til eftertanke«.

»Vi printer ting ud og håndbærer over, fordi det skal stemples og bæres til kontroltårnet i lufthavnen. I takt med at flere andre lande også sætter missioner op, får vi det sværere og sværere. Hvis ikke vi havde været nogle danskere i den terminal for at tage fat om problemerne, tror jeg, 30-40 procent af alle flyvninger aldrig var blevet til noget. Så store var udfordringerne«.

»Vi soldater, der sikrer flyene under landingerne i Kabul, må ikke forlade lufthavnen i Islamabad, fordi vi bærer våben. Det er for varmt at sove i flyveren, så vi sover på liggeunderlag og feltsenge under maskinen. Det er ikke noget, man hyler og skriger over. Når vi ikke evakuerer, gør vi, som soldater gør, når de keder sig. Vi laver træningsudstyr af kosteskafter og vandflasker, eller bygger skakspil af patroner og skruelåg«.

»Jeg taler med en pakistansk ansat i lufthavnen, som en nat fortæller mig, at han er blevet langt efter sit vagtskifte for at hjælpe, fordi opgaven giver så meget mening for ham«.

Mandag 23. august flyver Danmark 126 personer ud på to fly. Tirsdag lykkes det at få yderligere 49 personer ud via luftbroen. Forsvaret melder bredt ud, at folk på tolkeaftalen skal søge straks, hvis de skal hjælpes. Det er sidste chance.

»Alle i lufthavnen i Kabul er klar over, at risikoen er tiltagende. Det kommer os til gode, at vi er kommet meget hurtigt i gang. Vi har en mulighed for at afslutte, inden risikoen bliver endnu større«.

»Jeg får beretninger fra Kabul om, at babyer bliver rakt ind over pigtråden og afleveret til soldater, fordi forældrene håber på, at de så kan blive reddet. Som mor at høre, hvordan de her forældre overgiver deres børn til vidt fremmede soldater, i håb om at det er en bedre løsning for dem … Det brød mit panser«.

»Jeg kan ikke sige, om de børn følger en familie, der har berettigelse til at komme over hegnet, eller om de bliver taget af humanitære årsager, fordi børnene er ved at dø. Men det foregår. Jeg ser selv spædbørn blive givet fra hånd til hånd«.

»Den sidste evakuerede, vi får ud, er en 11-årig dreng, der er alene ude ved gaten. Egentlig er det for sent. Alligevel ræser jægerne ud, får forbindelse til ham og søgt ham ind. Det rører mig dybt. Jeg tror, jeg græder lidt der, det skal ikke være nogen hemmelighed. Det er nok også en kulmination af, at vi er på vej ud. At det er lykkedes«.

»Der går jeg langt, i forhold til, at vi faktisk er ved at pakke sammen og burde fokusere på det. Men vi tager ud for at hjælpe den 11-årige, fordi det giver mening for os, og selv om der er en risiko forbundet med det. Der er 10.000 mennesker, vi ikke kan hjælpe, og det er skrækkeligt, men vi hjælper den 11-årige dreng, og han får muligheden for at få et nyt liv og gøre gavn i det danske samfund. Det vil jeg altid huske«.

Det sidste Hercules-fly fra Kabul letter med 89 personer om bord. 39 af passagererne er danske embedsmænd, diplomater og soldater. Efter 11 dages døgnarbejde med Operation Alamo er deres opgave i Afghanistan slut.

»Dagen efter Kabul er faldet, mødes jeg i Kastrup Lufthavn med politiet, Udlændingestyrelsen og lufthavnens personale. Vi aftaler at bygge et modtage-setup ude i Hangar 145. Det er et vip-område, som senest blev brugt af fodboldlandsholdet under EM i sommer. Det er perfekt, fordi det ligger afsides, så vi kan få ro på og koncentrere os om den gode modtagelse«.

»Vi sætter en masse telte op til sovepladser, så flygtningene kan få noget hvile. Teltene er tidligere brugt som testfaciliteter under corona. Vi sætter lys og varme op, så de ikke fryser, men også strøm til deres telefoner, så de kan holde sig opdateret med udviklingen i Afghanistan«.

»Afghanerne er måske vant til, at folk i uniformer er meget autoritære, så vi gør ekstra meget ud af at være smilende og imødekommende. Nogle af børnene kommer uden sko på, så vi står klar med tæpper. Vi føler, vi står midt i et stykke Danmarkshistorie«.

»Tro mig, jeg har talt med mange evakuerede, og ingen har været så godt forberedt som Danmark. Jeg kender folk i USA, som stadig går rundt i afghansk tøj og ikke må forlade militærbasen. I København bliver vi godt modtaget. På andendagen i Sandholmlejren får vi tøj, sko og meget mere. Nu går jeg i skole, og min søster og min kone går også i skole. Tro mig, vi har et godt liv her. Jeg har ikke ord til at udtrykke, hvor taknemmelig jeg er«.

»Jeg er meget utryg over, at vi kun er sikre på at kunne være i Danmark i to år på grund af den her særlov. Taleban ændrer sig aldrig«.