Frisører i Afghanistan vil blive straffet, hvis de trimmer eller barberer kundernes skæg, advarer Taleban.

’Ingen har ret til at klage’: Taleban forbyder barberer at trimme skæg

Foto: Hoshang Hashimi/Ritzau Scanpix
Foto: Hoshang Hashimi/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Frisører i Afghanistan risikerer at havne i problemer, hvis de trimmer kunders skæg, fordi det vil været et brud på Taleban-bevægelsens tolkning af islamisk lov. Det skriver det britiske BBC.

Taleban har forbudt frisører i Helmand-provinsen at klippe eller trimme kundernes skæg, og samme besked har nogle frisører i hovedstaden Kabul fået. Enhver, som overtræder forbuddet, vil blive straffet.

’Ingen har ret til at klage’, skriver Taleban i en besked, som BBC har set.

»Krigerne bliver ved med at komme og beordre os til at stoppe med at trimme skæg. En af dem sagde til mig, at de kan sende forklædte inspektører for at afsløre os«, siger en barber i Kabul.

En anden person, som står bag en af hovedstadens største frisørsaloner, bekræfter, at styret holder øje med barberer.

Han har modtaget opkald fra en person, der hævder at være regeringsansat, som gav ham besked om at ’holde op med at efterligne den amerikanske stil’ og hverken klippe eller trimme kunders skæg.

Taleban har lovet at være mindre streng

Da bevægelsen i august kom til magten i Afghanistan var det med løfter om, at den nye regering ville være mindre streng end forrige gang, gruppen regerede landet fra 1990’erne til 2001.

Dengang var der forbud mod frisurer, der blev anset for at være inspireret af moden i vestlige lande, og Taleban krævede også, at flere mænd lod skægget gro.

Efter at Taleban blev afsat i 2001, blev det ifølge BBC mere populært at være glatbarberet.

Men Taleban har allerede straffet modstandere hårdt. Lørdag blev fire lig hængt til offentlig skue fra kraner i Herat, viste billeder fra byen.

Hændelsen anses som et tegn på, at Taleban kan være på vej tilbage til nogle af tidligere tiders tiltag.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her