0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Jeg har fulgt en gris fra fødsel til flæskesteg. Det komplicerede forholdet til min julemad

1. december 2021
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
  • Danskerne elsker flæskesteg til jul. Men hvilket liv har grisen haft, før den ender som saftig steg med sprød svær? Line Vaaben har det seneste halve år fulgt en gris fra fødsel til flæskesteg for at undersøge, hvad det gør ved forbrugeren at møde sin fødevare.

Skiverne med flæskesteg foran mig glinser af saft. Det damper fra tallerkenen. Både fra den brune sovs og rødkålen, der omringer kødet og den boblende, sprøde svær. Jeg skærer et stykke af stegen og fører det mod munden. Men så standser jeg op.

Jeg tvinger mig selv til at tænke på, hvem jeg har på min gaffel frem for hvad. Og jeg husker tilbage på den sommerdag, hvor jeg traf dyret, som nu ligger tilberedt foran mig. På mit første møde med gris nummer 1069.

Jeg har spist flæskesteg hver eneste juleaften hele mit 49-årige liv. Og jeg er ikke den eneste. Danskernes køber og konsumerer flere millioner kilo flæskesteg hvert år i december. Uden nødvendigvis at skænke grisen en tanke. Men i år besluttede jeg mig for at følge en gris fra fødsel til flæskesteg for at blive klogere på produktionen af min julemad. Og for at finde ud af, om man kan få sig selv til at spise en af Danmarks 30 millioner grise, hvis man har kendt den hele dens liv.

Nyfødt med navlestreng

Da jeg ser grisen første gang, er den lige blevet trykket ud af sin mor, soen, sammen med sine 23 søskende. Det er 4. juni 2021 i en svinestald uden for Sorø. De fleste nyfødte har allerede trynerne klinet fast til soens mørkepink patter. Andre stavrer søvndrukne rundt på gulvet. Fødselshinden klæber stadig til deres hud, og under bugen dingler navlestrengen. To pattegrise ligger stille under en varmelampe i hjørnet. De er svage efter fødslen.

»Vi må håbe, de klarer den«, siger svinebonden Joachim Clausen. Han er klædt i grå smækbukser, grå T-shirt og hvide gummistøvler. Han taler ikke så meget, men når han gør, er det på syngende sjællandsk.

Det er ham, der ejer grisene og gården. Hans bedrift tæller syv ejendomme i området, og han producerer 45.000 slagtesvin om året. Det er en fordobling, siden han for fire år siden overtog bedriften fra sin far. Han er 27 år.

»Jeg er vokset op med grise«, siger han.

»Hvis min far havde haft køer, havde jeg nok haft køer«.

Soen rejser sig for at få noget at drikke. Bøjler af metal tæt omkring hendes krop gør bevægelsen besværlig, men de forhindrer hende også i at lægge sig oven på de nyfødte.

»Hun kunne nemt klemme fem-seks stykker ihjel, når hun lægger sig igen«, siger Joachim Clausen.

»Men hun er kun fikseret de første fem dage«.

Selv om han opdrætter svin konventionelt, går Joachim Clausen op i, at de skal have det bedst muligt, forklarer han.

»Jeg mister jo også penge, når svinene dør, og det koster også at skaffe sig af med en død gris«.

Soen grynter dybt og rullende. Lyden er tegn på, at mælken løber til. Hendes spændte yver hæver sig op som en bred, lyserød bjergkæde. Nedenfor kæmper pattegrisene hvinende om at komme til. De har hverken nummer eller navn.

»Vi er ligeglade med, hvem der er hvem«, siger Joachim Clausen.

Men det er jeg ikke. For jeg skal vælge en gris, jeg kan følge de næste fem en halv måned – hele vejen frem til min tallerken. Landmanden giver mig en dåse blå sprayfarve. Omkring 10 procent af pattegrisene dør den første måned, så han råder mig til at sætte kryds på nogle stykker.

»Jeg ville tage de største«, siger han. Jeg maler en stribe på ryggen af fire nyfødte. Bagefter stryger jeg en af dem over siden. Jeg kan mærke knoglerne under det bløde, lyserøde skind. Der er intet flæsk. Endnu.

At se dyret i øjnene

Jeg ringer til ph.d. i bioetik Mickey Gjerris, tidligere medlem af Det Etiske Råd. Han er forfatter til flere bøger om blandt andet fødevareetik og natursyn, og så er han veganer. Jeg vil høre, hvad han tænker om mit projekt.

»Det er faktisk interessant, du ringer«, siger han.

»Jeg har lige læst en videnskabelig artikel om en trend i tiden. Nogle mener, at hvis vi ser dyret i øjnene, inden det dør, er det mere ærligt at spise det bagefter«.

Strømningens motto lyder ’only eat what you kill’. Fortalerne mener, at den moderne forbruger er blevet fremmedgjort af den enorme afstand mellem dyret og spisebordet. Men hvis vi møder grisen, koen eller kyllingen, og måske endda selv slår den ihjel, genetablerer vi forholdet til naturen og dermed en mere respektfuld relation mellem mad og menneske.

»Så jeg er faktisk trendy«, spørger jeg forhåbningsfuldt.

»Ja, meget«, siger Mickey Gjerris og tilføjer:

»Men for mig at se er det bare et forsøg på at gøre det i orden at slå dyr ihjel, selv om det ikke er nødvendigt for vores overlevelse. Dyret er jo stadig reduceret til en fødevare«.

De mange mærkningsordninger, der garanterer, at dyret har haft et godt liv, handler om noget af det samme, mener han.

»Det er også bare en fortælling, vi skaber, for at undgå det ubehag, vi har inderst inde«.

»Hvad handler det ubehag om«, spørger jeg.

»Om at tage livet af et andet levende, tænkende væsen«, siger Mickey Gjerris.

Grundlæggende tror han på, at mennesker er empatiske. Vi sætter bare empatien på pause for at give os selv lov til at spise kød. Og han gætter på, at min lyst til flæskesteg vil ændre sig, når jeg følger grisen gennem hele produktionen.

»Hvis du stadig bagefter kan nyde stegen, har du enten ikke åbnet dine øjne for de forhold, grisen lever under, eller også er du en smule afstumpet«, siger han.

Farvel til mor

Næste besøg i svinestalden sker, da smågrisene skal tages fra soen. De skal flyttes over på en anden af Joachim Clausens gårde, hvor de skal gå den næste halvanden måned.

Mine grise har fået en nummereret, turkis plastikchip i øret, så jeg kan kende dem: 1069, 1070, 1071 og 1072 ligger og får sig en sidste tår modermælk. Soen har lukkede øjne og ligger helt stille. Lige indtil landsbrugsmedarbejderen Pamela, en korthåret kvinde med kasket, klasker hende på bagen:

»Kom så!«.

Soen rejser sig med svingende yver. Pamela fløjter og genner hende ind i nabobygningen, hvor hun får et aflukke alene. Det er torsdag. På mandag bliver hun insemineret igen. Og om tre måneder, tre uger og tre dage har hun et nyt kuld pattegrise.

Men nu er soen skrevet ud af historien. Tilbage i båsen går Pamela i gang med at vaccinere smågrisene mod lungebetændelse og en særlig skadelig svinevirus. Bagefter skal de drives ud i en ventende lastbil, og med Joachim Clausen ved rattet skal de fragtes fem kilometer ned ad vejen.

Pamela har en sprøjte med et håndtag og en lille beholder med vaccine. Hun stikker sikkert de små grise en ad gangen med den ene hånd, og med den anden stempler hun dem med en grøn farvestift. Smågrisen giver et lille piv fra sig. Stik. Hvin. Stempel. Stik. Hvin. Stempel.

»Min mave siger, at nu er klokken ni«, siger Pamela bagefter.

»Så skal vi have kaffe«, siger Joachim Clausen. Den brun- og gråstribede kat Turbo stryger sig op ad hans ben. Navnet har den fået, fordi den laver så lidt, forklarer han.

Der skal vaccineres og flyttes 650 smågrise i dag. En medhjælper har en kost. En anden en drivstav, der ligner en pagaj. De genner grisene ned ad gangen. Forbi drægtige søer, op ad en rampe og ind på ladet. Langsomt bliver grisetransportvognen fyldt med hvinende smågrise.


Tre drenge og en pige

Da Joachim Clausen lidt senere parkerer ved den nye stald og åbner ladet, løber smågrisene ned ad rampen som et bølgende lyserødt hav. Jeg forsøger at få øje på mine grise i den gryntende strøm. Der kommer 1070 og 1071 galopperende med krøller på halerne. Kort efter passerer 1069. Den standser, snuser og kigger op på mig. Så lægger den en lille lort og løber videre.

Joachim Clausen har ti ansatte til den daglige pasning. En blanding af danskere og ukrainere – og flest kvinder. Han kommer rundt til alle staldene i løbet af ugen, men bruger det meste af sin tid på regnskaber, indkøb af foder, reparationer og den slags.

»Jeg er jo direktør i en virksomhed med en omsætning på 50 millioner om året«, som han siger.

Det er hans medhjælper Charlotte, der skal tage sig af grisene den kommende halvanden måneds tid. Hun sorterer grisene efter størrelse i båsene. Lige nu vejer smågrisene mellem syv og ti kilo, vurderer hun. Hun bruger ikke vægt, men øjemål baseret på mange års erfaring. Hun har arbejdet på gården i 14 år – førhen for Joachim Clausens far.

»Jeg gik i arv«, som hun siger.

Den nye stald er en såkaldt ’klimastald’ med varme i gulvet, så de små grise ikke fryser.

Mine fire grise lander i samme bås. Jeg læner mig ind over rækværket og spørger, om Charlotte kan se, hvilket køn de har. Hun tager resolut fat i bagbenet på 1070, vender den med hovedet nedad og konstaterer: »Det her er en dreng«. Hun indfanger dem en ad gangen og tjekker. Tre drenge og en pige.

Da jeg kommer tilbage på arbejde, spørger en kollega: »Har du givet grisene navne?«.

Jeg trækker lidt på det: »Næææh«. På vej hjem overvejer jeg muligheden. Krølle, Grynte, Gurli eller måske Øffe?

Trynerne i truget

Det er blevet sensommer, høstmaskiner har barberet de midtsjællandske marker, og mine fire udvalgte grise er blevet flyttet igen. De er tre en halv måned gamle og går i en stald kun med slagtesvin. Over deres bås hænger en håndskrevet lap papir, hvor en af de ansatte har skrevet: ’4 øremærkede filmstjerner’.

Fra nu er der kun tre procents risiko for, at grisene dør af for eksempel diarré, brok eller betændelse i et sår. Så i dag skal jeg vælge min gris.

»Jeg ville nok tage damen«, siger Joachim Clausen.

»Mændene kan blive sorteret fra på slagteriet«.

Ikkekastrerede grise vokser bedre og mere effektivt. Så Joachim Clausen kastrerer ikke sine dyr. Men det betyder, at kødet fra hangrisene kan komme til at lugte af de to stoffer skatol og androstenon. Slagteriet frasorterer svin med for højt indhold af de to stoffer og bruger dem til fødevarer, hvor ornelugten ikke aktiveres. Hvis jeg vil være helt sikker på en lækker steg, skal jeg altså vælge damen. Hun har øremærke 1069.

Den foregående stald var en slags all inclusive for grise, hvor de kunne spise, så meget de ville, fra en foderautomat. Men her i stalden er der restriktioner på kosten: Mad fem gange om dagen klokken 08, 13, 18, 23 og 03. Joachim Clausen kan sætte fodringen i gang med et tryk på telefonen. Så kommer foderblandingen drønende ned i truget direkte fra siloen. En mask af vand blandet op med mel, byg, hvede, rug, soyaskrå og mineraler. Det smager som sød grød.

Grisene bliver urolige, da det begynder at rumstere i rørene, og så snart foderet klasker ned i truget, stiller de op på række. De piver og klemmer sig frem.

»De bedste pladser er der, hvor foderet løber ud. Og det er altid de samme grise, der får dem«, siger Joachim Clausen.

Kort efter står flokken på række med trynerne nede i truget og bagdelene vendt samme vej. Så kan landmanden og hans medarbejdere tjekke, om der er krølle på halen.

»Hvis den hænger, har de det ikke så godt. Og så gør vi noget for at adsprede dem«.

De holder også øje med halebid. Hvis der er problemer med bid i en bås, gælder det om at få bidegrisen ud, inden den gør mere skade.

»Det er derfor, nogle landmænd klipper halerne«, siger Joachim Clausen.

En bås længere nede ad staldgaden har haft problemer med bid. Nogle af grisene har blodige stumper i stedet for krøller. De er sat i penicillinbehandling, så infektionen ikke går i benene.

»Så kan det blive rigtig skidt«, siger Joachim Clausen.

Og så har staldmedarbejderen Anita hængt legetøj ned fra loftet: En spand med et reb i, der hænger i højde med grisenes hoveder, og som de kan bide i. Der står også holdere i hver bås med bløde træpinde, grisene kan gnave i.

»Hvad så, Tykke?«, siger Anita til en nysgerrig gris, der stikker forben og hoved op, da hun går forbi.

»Man må godt kalde dem tykke. Det er de jo«, siger hun undskyldende.