0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Jeg har fulgt en gris fra fødsel til flæskesteg. Det komplicerede forholdet til min julemad

1. december 2021
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
  • Danskerne elsker flæskesteg til jul. Men hvilket liv har grisen haft, før den ender som saftig steg med sprød svær? Line Vaaben har det seneste halve år fulgt en gris fra fødsel til flæskesteg for at undersøge, hvad det gør ved forbrugeren at møde sin fødevare.

Skiverne med flæskesteg foran mig glinser af saft. Det damper fra tallerkenen. Både fra den brune sovs og rødkålen, der omringer kødet og den boblende, sprøde svær. Jeg skærer et stykke af stegen og fører det mod munden. Men så standser jeg op.

Jeg tvinger mig selv til at tænke på, hvem jeg har på min gaffel frem for hvad. Og jeg husker tilbage på den sommerdag, hvor jeg traf dyret, som nu ligger tilberedt foran mig. På mit første møde med gris nummer 1069.

Jeg har spist flæskesteg hver eneste juleaften hele mit 49-årige liv. Og jeg er ikke den eneste. Danskernes køber og konsumerer flere millioner kilo flæskesteg hvert år i december. Uden nødvendigvis at skænke grisen en tanke. Men i år besluttede jeg mig for at følge en gris fra fødsel til flæskesteg for at blive klogere på produktionen af min julemad. Og for at finde ud af, om man kan få sig selv til at spise en af Danmarks 30 millioner grise, hvis man har kendt den hele dens liv.

Nyfødt med navlestreng

Da jeg ser grisen første gang, er den lige blevet trykket ud af sin mor, soen, sammen med sine 23 søskende. Det er 4. juni 2021 i en svinestald uden for Sorø. De fleste nyfødte har allerede trynerne klinet fast til soens mørkepink patter. Andre stavrer søvndrukne rundt på gulvet. Fødselshinden klæber stadig til deres hud, og under bugen dingler navlestrengen. To pattegrise ligger stille under en varmelampe i hjørnet. De er svage efter fødslen.

»Vi må håbe, de klarer den«, siger svinebonden Joachim Clausen. Han er klædt i grå smækbukser, grå T-shirt og hvide gummistøvler. Han taler ikke så meget, men når han gør, er det på syngende sjællandsk.

Det er ham, der ejer grisene og gården. Hans bedrift tæller syv ejendomme i området, og han producerer 45.000 slagtesvin om året. Det er en fordobling, siden han for fire år siden overtog bedriften fra sin far. Han er 27 år.

»Jeg er vokset op med grise«, siger han.

»Hvis min far havde haft køer, havde jeg nok haft køer«.

Soen rejser sig for at få noget at drikke. Bøjler af metal tæt omkring hendes krop gør bevægelsen besværlig, men de forhindrer hende også i at lægge sig oven på de nyfødte.

»Hun kunne nemt klemme fem-seks stykker ihjel, når hun lægger sig igen«, siger Joachim Clausen.

»Men hun er kun fikseret de første fem dage«.

Selv om han opdrætter svin konventionelt, går Joachim Clausen op i, at de skal have det bedst muligt, forklarer han.

»Jeg mister jo også penge, når svinene dør, og det koster også at skaffe sig af med en død gris«.

Soen grynter dybt og rullende. Lyden er tegn på, at mælken løber til. Hendes spændte yver hæver sig op som en bred, lyserød bjergkæde. Nedenfor kæmper pattegrisene hvinende om at komme til. De har hverken nummer eller navn.

»Vi er ligeglade med, hvem der er hvem«, siger Joachim Clausen.

Men det er jeg ikke. For jeg skal vælge en gris, jeg kan følge de næste fem en halv måned – hele vejen frem til min tallerken. Landmanden giver mig en dåse blå sprayfarve. Omkring 10 procent af pattegrisene dør den første måned, så han råder mig til at sætte kryds på nogle stykker.

»Jeg ville tage de største«, siger han. Jeg maler en stribe på ryggen af fire nyfødte. Bagefter stryger jeg en af dem over siden. Jeg kan mærke knoglerne under det bløde, lyserøde skind. Der er intet flæsk. Endnu.

At se dyret i øjnene

Jeg ringer til ph.d. i bioetik Mickey Gjerris, tidligere medlem af Det Etiske Råd. Han er forfatter til flere bøger om blandt andet fødevareetik og natursyn, og så er han veganer. Jeg vil høre, hvad han tænker om mit projekt.

»Det er faktisk interessant, du ringer«, siger han.

»Jeg har lige læst en videnskabelig artikel om en trend i tiden. Nogle mener, at hvis vi ser dyret i øjnene, inden det dør, er det mere ærligt at spise det bagefter«.

Strømningens motto lyder ’only eat what you kill’. Fortalerne mener, at den moderne forbruger er blevet fremmedgjort af den enorme afstand mellem dyret og spisebordet. Men hvis vi møder grisen, koen eller kyllingen, og måske endda selv slår den ihjel, genetablerer vi forholdet til naturen og dermed en mere respektfuld relation mellem mad og menneske.

»Så jeg er faktisk trendy«, spørger jeg forhåbningsfuldt.

»Ja, meget«, siger Mickey Gjerris og tilføjer:

»Men for mig at se er det bare et forsøg på at gøre det i orden at slå dyr ihjel, selv om det ikke er nødvendigt for vores overlevelse. Dyret er jo stadig reduceret til en fødevare«.

De mange mærkningsordninger, der garanterer, at dyret har haft et godt liv, handler om noget af det samme, mener han.

»Det er også bare en fortælling, vi skaber, for at undgå det ubehag, vi har inderst inde«.

»Hvad handler det ubehag om«, spørger jeg.

»Om at tage livet af et andet levende, tænkende væsen«, siger Mickey Gjerris.

Grundlæggende tror han på, at mennesker er empatiske. Vi sætter bare empatien på pause for at give os selv lov til at spise kød. Og han gætter på, at min lyst til flæskesteg vil ændre sig, når jeg følger grisen gennem hele produktionen.

»Hvis du stadig bagefter kan nyde stegen, har du enten ikke åbnet dine øjne for de forhold, grisen lever under, eller også er du en smule afstumpet«, siger han.

Farvel til mor

Næste besøg i svinestalden sker, da smågrisene skal tages fra soen. De skal flyttes over på en anden af Joachim Clausens gårde, hvor de skal gå den næste halvanden måned.

Mine grise har fået en nummereret, turkis plastikchip i øret, så jeg kan kende dem: 1069, 1070, 1071 og 1072 ligger og får sig en sidste tår modermælk. Soen har lukkede øjne og ligger helt stille. Lige indtil landsbrugsmedarbejderen Pamela, en korthåret kvinde med kasket, klasker hende på bagen:

»Kom så!«.

Soen rejser sig med svingende yver. Pamela fløjter og genner hende ind i nabobygningen, hvor hun får et aflukke alene. Det er torsdag. På mandag bliver hun insemineret igen. Og om tre måneder, tre uger og tre dage har hun et nyt kuld pattegrise.

Men nu er soen skrevet ud af historien. Tilbage i båsen går Pamela i gang med at vaccinere smågrisene mod lungebetændelse og en særlig skadelig svinevirus. Bagefter skal de drives ud i en ventende lastbil, og med Joachim Clausen ved rattet skal de fragtes fem kilometer ned ad vejen.

Pamela har en sprøjte med et håndtag og en lille beholder med vaccine. Hun stikker sikkert de små grise en ad gangen med den ene hånd, og med den anden stempler hun dem med en grøn farvestift. Smågrisen giver et lille piv fra sig. Stik. Hvin. Stempel. Stik. Hvin. Stempel.

»Min mave siger, at nu er klokken ni«, siger Pamela bagefter.

»Så skal vi have kaffe«, siger Joachim Clausen. Den brun- og gråstribede kat Turbo stryger sig op ad hans ben. Navnet har den fået, fordi den laver så lidt, forklarer han.

Der skal vaccineres og flyttes 650 smågrise i dag. En medhjælper har en kost. En anden en drivstav, der ligner en pagaj. De genner grisene ned ad gangen. Forbi drægtige søer, op ad en rampe og ind på ladet. Langsomt bliver grisetransportvognen fyldt med hvinende smågrise.


Tre drenge og en pige

Da Joachim Clausen lidt senere parkerer ved den nye stald og åbner ladet, løber smågrisene ned ad rampen som et bølgende lyserødt hav. Jeg forsøger at få øje på mine grise i den gryntende strøm. Der kommer 1070 og 1071 galopperende med krøller på halerne. Kort efter passerer 1069. Den standser, snuser og kigger op på mig. Så lægger den en lille lort og løber videre.

Joachim Clausen har ti ansatte til den daglige pasning. En blanding af danskere og ukrainere – og flest kvinder. Han kommer rundt til alle staldene i løbet af ugen, men bruger det meste af sin tid på regnskaber, indkøb af foder, reparationer og den slags.

»Jeg er jo direktør i en virksomhed med en omsætning på 50 millioner om året«, som han siger.

Det er hans medhjælper Charlotte, der skal tage sig af grisene den kommende halvanden måneds tid. Hun sorterer grisene efter størrelse i båsene. Lige nu vejer smågrisene mellem syv og ti kilo, vurderer hun. Hun bruger ikke vægt, men øjemål baseret på mange års erfaring. Hun har arbejdet på gården i 14 år – førhen for Joachim Clausens far.

»Jeg gik i arv«, som hun siger.

Den nye stald er en såkaldt ’klimastald’ med varme i gulvet, så de små grise ikke fryser.

Mine fire grise lander i samme bås. Jeg læner mig ind over rækværket og spørger, om Charlotte kan se, hvilket køn de har. Hun tager resolut fat i bagbenet på 1070, vender den med hovedet nedad og konstaterer: »Det her er en dreng«. Hun indfanger dem en ad gangen og tjekker. Tre drenge og en pige.

Da jeg kommer tilbage på arbejde, spørger en kollega: »Har du givet grisene navne?«.

Jeg trækker lidt på det: »Næææh«. På vej hjem overvejer jeg muligheden. Krølle, Grynte, Gurli eller måske Øffe?

Trynerne i truget

Det er blevet sensommer, høstmaskiner har barberet de midtsjællandske marker, og mine fire udvalgte grise er blevet flyttet igen. De er tre en halv måned gamle og går i en stald kun med slagtesvin. Over deres bås hænger en håndskrevet lap papir, hvor en af de ansatte har skrevet: ’4 øremærkede filmstjerner’.

Fra nu er der kun tre procents risiko for, at grisene dør af for eksempel diarré, brok eller betændelse i et sår. Så i dag skal jeg vælge min gris.

»Jeg ville nok tage damen«, siger Joachim Clausen.

»Mændene kan blive sorteret fra på slagteriet«.

Ikkekastrerede grise vokser bedre og mere effektivt. Så Joachim Clausen kastrerer ikke sine dyr. Men det betyder, at kødet fra hangrisene kan komme til at lugte af de to stoffer skatol og androstenon. Slagteriet frasorterer svin med for højt indhold af de to stoffer og bruger dem til fødevarer, hvor ornelugten ikke aktiveres. Hvis jeg vil være helt sikker på en lækker steg, skal jeg altså vælge damen. Hun har øremærke 1069.

Den foregående stald var en slags all inclusive for grise, hvor de kunne spise, så meget de ville, fra en foderautomat. Men her i stalden er der restriktioner på kosten: Mad fem gange om dagen klokken 08, 13, 18, 23 og 03. Joachim Clausen kan sætte fodringen i gang med et tryk på telefonen. Så kommer foderblandingen drønende ned i truget direkte fra siloen. En mask af vand blandet op med mel, byg, hvede, rug, soyaskrå og mineraler. Det smager som sød grød.

Grisene bliver urolige, da det begynder at rumstere i rørene, og så snart foderet klasker ned i truget, stiller de op på række. De piver og klemmer sig frem.

»De bedste pladser er der, hvor foderet løber ud. Og det er altid de samme grise, der får dem«, siger Joachim Clausen.

Kort efter står flokken på række med trynerne nede i truget og bagdelene vendt samme vej. Så kan landmanden og hans medarbejdere tjekke, om der er krølle på halen.

»Hvis den hænger, har de det ikke så godt. Og så gør vi noget for at adsprede dem«.

De holder også øje med halebid. Hvis der er problemer med bid i en bås, gælder det om at få bidegrisen ud, inden den gør mere skade.

»Det er derfor, nogle landmænd klipper halerne«, siger Joachim Clausen.

En bås længere nede ad staldgaden har haft problemer med bid. Nogle af grisene har blodige stumper i stedet for krøller. De er sat i penicillinbehandling, så infektionen ikke går i benene.

»Så kan det blive rigtig skidt«, siger Joachim Clausen.

Og så har staldmedarbejderen Anita hængt legetøj ned fra loftet: En spand med et reb i, der hænger i højde med grisenes hoveder, og som de kan bide i. Der står også holdere i hver bås med bløde træpinde, grisene kan gnave i.

»Hvad så, Tykke?«, siger Anita til en nysgerrig gris, der stikker forben og hoved op, da hun går forbi.

»Man må godt kalde dem tykke. Det er de jo«, siger hun undskyldende.

Dag 108

Fast i kødet

Min gris vejer omkring 30 kilo, og fra nu af laver den faktisk kun tre ting: Spiser, sover og skider. Det sidste gør grisene i den ende af båsen med tremmer i gulvet, hvor gyllen løber ned. I den anden ende er der cement og strøelse. Nogle grise hoster lidt. Det har været koldt i nat, og grise kan let blive forkølede. Heldigvis har de hinanden til at holde varmen, og en times tid efter fodringen ligger næsten alle grise i stalden tæt sammen. De lukker øjnene. Fluerne lander i stimer på deres stille kroppe.

»Grise er ret kloge«, siger Joachim Clausen.

»Og nysgerrige. Alt skal undersøges«.

De husker også godt. De ved, hvornår de skal have foder, selv om anlægget ikke har givet lyd fra sig.

»Derfor skal man ikke lave for meget om på deres hverdag. For de kan bedst lide rytmer«.

1069 er lidt større end flere af de andre i stien, og hun har en sort plet på bagen lige til venstre for halen. Joachim Clausen tager hende ud på betongangen. Hun begynder straks at galoppere frem og tilbage.

Pludselig står hun stille og kigger direkte på mig. Fødderne er snaskede af lort. Trynen er fugtig. Men pelsen er tør og glat. Jeg kører hånden hen over ryggen på min gris og gnubber hende lidt. Kødet under skindet er fast.

»Et slagtesvin skal ikke være for fedt«, siger Joachim Clausen.

»Der skal helst være godt med kød på«.

Jeg spørger ham, hvilket stykke på grisen han selv bedst kan lide.

»Mørbraden og flæskestegen«, siger Joachim Clausen. Men han spiser ikke sine egne grise. Han køber sit kød i Rema1000 i Stenlille.

»Det er lettere end at skulle lave en aftale med slagteriet.«

Han køber dog altid dansk kød.

»Eller rettere: Det er min bedre halvdel, der køber ind«, siger han. Joachim Clausen er gift og har to små børn.

Jeg masserer 1069 midt på ryggen, der hvor flæskestegen sidder. Hun er lun og pelsen lidt strid. Hun står helt stille og ser ud til godt at kunne lide det. Efter en times tid i fri dressur sætter Joachim Clausen hende tilbage i den samme bås som før.

»Hvis jeg satte hende ind i en anden sti, ville hun få tæsk. Hakkeordenen er etableret«, siger han.

1069 rejser sig på forbenene og kigger mig direkte ind i øjnene. Trynen vibrerer lidt. Så hopper hun ned og vender røven til mig.

Jeg har endnu ikke givet grisen et navn. Det føles mærkeligt, når den skal ende på mit spisebord. Jeg spørger Mickey Gjerris, hvad det handler om. Antropomorfisme, hedder det med et fint ord, når man tillægger dyr menneskelige træk.

»Og når vi navngiver dyret, knytter vi os til det og anerkender, at det er et individuelt væsen med sin egen personlighed. Ligesom vores kæledyr«, siger han,

Når dyret har et navn, er det sværere at behandle det dårligt. Og også sværere at spise det, mener Mickey Gjerris. Og så kan navnet også fremhæve dyrets personlighed.

»Og sådan en har produktionsdyrene også. De er lige så forskellige som hunde og katte. Hvis vi gav dem lejlighed til at udtrykke det, ville vi opdage det. Men det har vi ikke mulighed for, når vi behandler dem som madpakker på ben«.

Jeg tænker på 1069 og lover mig selv at kigge efter særlige karaktertræk, når vi mødes næste gang.

Fotostudie i stalden

Det bliver, da grisen er 137 dage gammel. Fotografens mission er at få taget et vellignende portrætfoto af min gris. Hun ligger og sover, men kommer på benene med en grynten, da vi slæber stativer, et polyesterklæde og flere objektiver ind i stalden. Joachim Clausen tømmer en boks for grise. Jeg kigger på 1069, der går sammen med sine søskende. Hun er den største i båsen. Omkring 85 kilo, vurderer Joachim Clausen. Og hun tager omkring 1.200 gram på om dagen.

Fotografen stiller et stativ op med et smukt lyseblåt baggrundsklæde. Det ser fotostudieagtigt ud. Joachim Clausen drysser træspåner ud på gulvet, så 1069 har noget at rode i og måske vil stå stille.

»Jeg ville være hurtig, hvis jeg var dig. Hun kommer til at rasere det der«, siger Joachim Clausen.

Han lukker grisen ind, og hun går straks i gang med at gnave i stativet. Fotografen forsøger at kalde grisen hen til sin flotte baggrund: »Øffe«, siger hun lokkende.

Den vender røven til blitzen og forsøger at undersøge, hvad der er bagved klædet.

»Grisen er et herligt dyr. Der skal ikke så meget til for at underholde den«, siger Joachim Clausen. Han morer sig.

»Men grise er også destruktive ad helvede til. De gnaver alt i stykker«.

Det er sandt. 1069 bider i vores gummistøvler. I baggrundstæppet. I stativet. Efter halvanden times fotosession har fotografen måske fået et enkelt godt portrætbillede.

Jeg spørger Joachim Clausen, hvad det værste er, jeg kan skrive i artiklen.

»At mine grise ikke har det godt«, svarer han prompte.

»Vi synes selv, at vi behandler dem bedst muligt. En gris, der mistrives, vokser jo ikke«.

Når modstandere kritiserer konventionelt landbrug, handler det ofte om, at de lægger deres egne følelser over i grisene, mener han.

»Men grisene lever jo bare nu og her. Den her gris ved jo ikke, at den skal slagtes. Så ville den nok ikke være så glad«.

Men først skal den nå en vægt på omkring 115 kilo. Det tager en måneds tid mere. Joachim Clausen lover at ringe, når min gris er klar.

Den begavede gris

Mens jeg venter, tager jeg kontakt til Vibeke Pihl, sociolog og post.doc. ved Institut for mennesker og teknologi på Roskilde Universitet. Hendes forskning har kredset om grise i snart et årti, og i 2014 skrev hun ph.d. om grisens vej fra landbrug til det biomedicinske laboratorium. I den forbindelse var hun på feltarbejde i en forsøgsstald.

»I mit feltarbejde var jeg ret imponeret over, hvor gode grise er til at lære og tune ind på mennesker«, forklarer hun.

I et af forsøgene skulle en forsker have grisene til at stå stille med forbenene på en kasse, så de kunne få næsespray. Det lærte de hurtigt. Dyrepasserne gik også daglige ture med grisene.

»På mange måder kan man få en relation til dem på samme måde, som man kan have med en hund«.

Vibeke Pihl er dybt fascineret af den måde, grisenes og vores liv er uløseligt forbundet på i Danmark.

»Grisen er helt og aldeles viklet ind i vores nationale identitet – den har status af en formbar ressource«, siger hun. For ikke alene bruger vi grisen som produktionsdyr, men også som forsøgsdyr og de senere år også som kilde til biomasse. Alt sammen med stor betydning for vores nationaløkonomi og vores forståelse af, hvordan man finder løsninger på samfundsmæssige problemer med sult og sygdom. Derudover indgår grise i en nærmest endeløs række af andre produkter, fordi resterne af døde grisekroppe fra både slagteri og dyreforsøg bliver genanvendt.

»Og så ligner vi jo fysiologisk også grisen ekstremt meget«, siger Vibeke Pihl.

Det er grunden til, at den er så god til medicinske forsøg. Den går på fire ben, ja, men dens fordøjelsessystem og hjerne ligner meget vores. Grisen er godt begavet, og forskning har også vist, at den er god til at løse opgaver:

»Du kan finde tusindvis af videoer på nettet med mennesker, der har grise, som har lært at lægge puslespil eller gå ud med skraldet«, siger Vibeke Pihl.

Hun lagde også mærke til, at grisene i forsøgsstalden udviste omsorg over for hinanden, når de blev bedøvet:

»Det vidner om en ret kompleks psykologi«.

»Men hvordan kan vi så få os selv til at spise grisen«, spørger jeg.

»Det har jeg også spekuleret over«, svarer Vibeke Pihl.

»Det handler jo om, at de færreste af os har berøring med levende grise i vores dagligdag. Når vi møder den i køledisken, ser vi jo ikke en lille sød gris, men et stykke kød«.

Hun synes ikke, at jeg er afstumpet, hvis jeg kan sætte tænderne i min gris til jul. Men hendes forskning viser, at så snart vi får en relation til dyret, bliver det hele mere kompliceret. Det oplevede hun også på forsøgsgården, hvor dyrepasserne havde et andet forhold til grisene end forskerne. De navngav grisene, hvilket forskerne ikke bifaldt.

»Det er et ideal inden for naturvidenskaben, at forskerne ikke må have bias i form af præferencer eller følelser, men det kan ske, hvis man udvikler en relation til sine forsøgssubjekter«.

Men det var dyrepasserne ligeglade med. De kaldte en af de hurtige grise ’Speedy G’, mens en ekstremt tyk og doven gris fik navnet ’Buddha’. Og så var der ’Pølse’ – der fik sit navn, »fordi man ikke kunne se forskel på hoved og røv«, som Vibeke Pihl siger. Pølse var en irriterende gris, som altid blev sur, hvis man introducerede nye ting for hurtigt. Grisene havde med andre ord hver sin personlighed og særlige præferencer. Som blev understreget med deres navne.

»Har din gris et navn«, spørger Vibeke Pihl.

»Ikke endnu«.

»Det synes jeg, du skal overveje«.

Til sin afhandling skrev Vibeke Pihl et kapitel, hvor hun fulgte en gris gennem hele forsøgsproduktionen. Dyrepasserne kaldte den Bettie, og kapitlet hed ’Betties rejser’.

»Når man navngiver grisen, bevæger den sig fra at være en massekrop til en person med en unik biografi. Kapitlet om Bettie har gjort dybt indtryk på alle, der har læst om hende«.

Levende dyr i lastbilen

En kold og regnfuld dag i november er det 160 dage siden, at min gris kom til verden, og i dag skal hun forlade den igen. Chaufføren fra Dansk Grisetransport, Jan, er ankommet med sin lastbil og har sat rampen til for enden af stalden.

Jeg lukker 1069 ud på gangen til en sidste grisegalop. Hun undersøger straks alt omkring sig og stikker sin tryne vibrerende op i luften. Fedtet ved flankerne bølger lidt, når hun løber, men når man klapper hende, føles hun muskuløs.

»Hun er rigeligt stor«, siger Joachim Clausen, og giver hende et klask med en tatoveringshammer med bedriftens stempel, så slagteriet ved, at grisene kommer fra hans gård. Han mærker hende også med et blåt zigzag mønster på ryggen, så vi kan skelne hende fra de andre 190 grise, der skal slagtes i dag.

Joachim Clausen driver grisene op ad rampen til lastbilen. De hviner, og nogle skvatter på den lorteglatte rampe. Andre sætter sig stædigt ned og må skubbes frem med håndkraft.

»Nej Trunte«, siger Anita til en gris, der forsøger at løbe den modsatte vej.

Grisene bliver lastet i sektioner, så de ikke vælter rundt mellem hinanden. Når et vognlæs er fyldt, kører bunden op som en elevator, så der bliver plads til endnu en gruppe grise. Som så kører op, og til slut er der tre lag grise i lastbilen. På øverste etage står min gris. Hun løfter trynen over tremmerne og kigger ud, da lastbilen kører væk fra gården med kurs mod Danish Crowns slagteri i Ringsted. ’Levende dyr’ står der på bagsmækken.

»Ja. Lidt endnu«, tænker jeg.

Dag 160

Velduftende mad i sidste ende

»Det er en rigtig kvalitetsgris. Pænt bred og pænt lang«, siger Bent Jepsen.

Han er slagtemester på Danish Crown og har 40-års jubilæum næste år. Så han må vide det. Og det er min gris, han taler om. Hun er netop spadseret ud af lastbilen og ind på slagteriet. Jeg kan ikke lade være med at føle en sær stolthed.

Slagteriets stald, hvor grisene ankommer, lugter som enhver anden svinestald: skarpt og gennemtrængende. Det er ikke nogen rar lugt. Men som Bent Jepsen siger:

»Det bliver jo til velduftende mad i sidste ende«.

Vi er en hel delegation: Fabrikschef Steffen Ahrendsen, slagtemester Bent Jepsen, pressechef Jens Hansen, fotografen og jeg. Inden vi er nået så langt, har vi sprittet og vasket fingre adskillige gange. Vi har hårnet, hjelm og flere lag tøj på. Fødevaresikkerheden er i top.

»Har den fået et navn«, spørger pressechefen.

Svaret er stadig nej. Jeg er ikke kommet videre end 1069. Sammen med 16 andre grise bliver hun lukket ind i en fold. Her får grisene typisk lov til at vente et par timer. Nogle lægger sig til at sove. Rundt omkring i stalden går dyrlæger ansat af Fødevarestyrelsen rundt og holder øje. De reagerer på dyr, der ser syge eller skadede ud. Grisene bliver synet hele vejen gennem processen.

»Faktisk er det på slagteriet, det ofte bliver opdaget, hvis der foregår dyremishandling på en gård«, siger Jens Hansen.

Efter ventetiden bliver grisene lukket ud på en lang gang i mindre grupper. Her skubber en automatisk skillevæg dem langsomt frem. 1069 spadserer rolig af sted. Der er kun en vej. Og det er fremad mod en lille afsats for enden af en rampe. Her går en dør med mellemrum op til en elevator.

Den er udformet som en paternoster elevator, som man kender det fra Folketinget – uden sammenligning i øvrigt: Syv gondoler drejer hele tiden rundt og tager på skift et nyt hold grise ind. Undervejs passerer den et kammer, hvor grisene bliver bedøvet med CO.

Porten til elevatoren går op, og min gris trisser forrest ind med vibrerende tryne. Fire minutter efter kommer den rullende ned af en sliske på den anden side. Livløs og slap.

»Det er mærkeligt at tænke på«, siger fotografen.

»For kort tid siden var den fuld af viljestyrke. Nu er den lige så slap som en klud«.

Grisen kører hen ad et bånd til en slagteriarbejder, der tager fat i det ene bagben og hænger den op i et transportbælte, der kører rundt i hele slagteriets loft.

Den kører videre mod ’stikkestien’. Her slår en mand grisen ihjel med et enkelt snit i halsen. Derefter sætter han en slange til halspulsårerne, som suger grisens blod ind i en maskine. Det skal bruges til blandt andet medicin og dyrefoder.

Her lugter af kød. Og noget andet. Noget sødt. Det må være blodet.

»Mange synes, at det her er det mest brutale«, siger Steffen Ahrendsen.

»Men det er jo en del af det at frembringe svinekød«.

1069 nærmer sig i hastig fart. Det er nu, den skal dø. Et enkelt stik, og så er det forbi. Det går lynhurtigt. Jeg kigger på mit ur for på en eller anden måde at markere begivenheden. Klokken er 11.32. Min gris kører hurtigt videre. Fra trynen løber blodet i en lille fin stråle ned på gulvet og tegner et rødt spor under kørebæltet videre frem gennem hallen.

Dag 160

Garanteret sprød svær

De d