Hvor skal grænsen gå for fri abort?

»Retten til Liv mener, at alle mennesker er ligeværdige og derfor må tilskrives de samme basale rettigheder. Det, vi alle deler, og som giver os disse lige rettigheder, er den menneskelige natur, som også det ufødte menneske besidder – både 5, 12, 18 og 22 uger gammelt.

Det kræver andre løsninger end abort. Det kræver noget af os som fællesskab. At alle mennesker er ligeværdige, er ikke kun et menneskesyn, der giver rettigheder, men i lige så høj grad et menneskesyn, der forpligter.

Den forpligtelse, den gravide kvinde har i forhold til sit foster, afledes således direkte i den forpligtelse, det omgivende samfund har i forhold til den gravide kvinde – på alle samfundsplan.

Retten til Livs ønske er, at en debat om abortgrænser må blive en debat om forpligtelsen over for både den gravide kvinde, der er uønsket gravid, og den nye medborger, der er blevet til«.

»Fri abort er en vigtig rettighed i vores samfund. Men den medfører også, at den gravide selv bærer hele ansvaret for en abort.

Som jordemoder ser jeg, at skyldfølelse fylder meget hos familier, der vælger senabort på grund af misdannelser. Med en samrådstilladelse har man i dag samfundets støtte i vurderingen af, at misdannelsen er så alvorlig, at livet vil være forbundet med meget stor udfordring. Hvis samrådet afskaffes, bærer familierne helt selv denne vurdering.

For mig er en abort før og efter 12 uger to ret forskellige ting. I Danmark gennemføres aborter fra cirka 14 uger som fødsler. Jeg har set aborterede fostre på 16 uger vise livstegn i en time. Hvis der er livstegn, skal der ifølge dansk lovgivning oprettes et cpr-nummer, og forældrene skal varetage en nedgravning af det aborterede foster. For mit arbejde gør det også en forskel, at samrådet har taget stilling. Om grænsen skal skille præcis ved 12, 14 eller 16 uger, er jeg ikke afklaret med«.

»I Danmark dør kvinder ikke som følge af strikkepindsaborter, og ingen tvinges til at gennemføre graviditeter efter overgreb. At hæve abortgrænsen handler altså ikke om kvinders tarv, men om at kunne frasortere flere børn med handikap. Ikke de livstruende, for de giver også i dag ret til sen abort, men småskavankerne som for eksempel en manglende underarm.

Ønsker vi scenarier, hvor lægerne på stue 1 kæmper for at redde lille Pilou født mellem 22 og 24 uger, mens lægerne på stue 2 lader et lige så levedygtigt præmaturt barn dø, fordi det har et handikap? Det er kernen i debatten om højere abortgrænser.

At tale om aborterede børns tarv er meningsløst, men vi kan og skal tage ansvar for de børn og voksne, der eksisterer i verden med Downs, med rygmarvsbrok, med en arm i underskud. For selvfølgelig bliver deres selvbillede, tarv og møde med verden negativt påvirket, hvis vi konkluderer, at deres levede liv retfærdiggør højere abortgrænser«.

»Siden 2004 har alle gravide i Danmark fået tilbudt to ultralydskanninger af fostret i henholdsvis graviditetsuge 12-13 og 19-21 for at opnå viden om graviditeten og fosterets tilstand med henblik på at kunne tage eventuelle forholdsregler i forløbet eller i forbindelse med fødslen og nyfødtperioden.

De fleste vil få gode svar ved disse undersøgelser, men allerede ved den tidlige skanning og eventuelt opfølgende undersøgelser kan man i dag identificere over halvdelen af de alvorligt syge fostre inden 18 uger.

I 2021 søgte 1,1 procent af alle gravide om at afbryde graviditeten efter 12 uger, 2/3 af disse ansøgninger var inden 18 uger. Og fire ud af fem ansøgninger var fra kvinder, der ønskede sig et barn, men hvor undersøgelserne påviste risiko for alvorlig sygdom hos fostret.

Risikoen for komplikationer ved et abortindgreb efter 12 uger er ikke den samme i dag, som den var for 40 år siden.

Derfor giver det både lægefagligt og i forhold til kvindens autonomi god mening at øge grænsen for abort uden samrådsansøgning til mindst 18 uger.

Om grænsen skal øges derudover, synes jeg må afhænge af den debat, jeg håber, vi kan få om abortgrænsen«.

»For mig er retten til fri abort ikke til diskussion. Tiden er løbet fra en grænse på 12 uger, en grænse, der var bestemt af tidens mulighed for indgreb uden skade på kvinden.

Jeg forestiller mig, at en grænse på 18 uger som i Sverige vil være rimelig og vinde almindelig støtte, al den stund at det fortsat vil være et fåtal af kvinder, der fravælger moderskabet sent inden for denne periode. Det kan måske endog være til gavn for nogle, at betænkningstiden bliver forlænget.

De kvinder og par, der har ønsket sig barnet, men som får en tung meddelelse om sygdom eller handikap, skal stadig have god rådgivning om barnets muligheder, men skal også have muligheden for at fravælge at videreføre en graviditet uden at skulle i samråd. Samrådet bør ændres fra at have afgørelsen til at være rådgivende.

18 uger udgør en passende og markant afgrænsning til levedygtighed«.

Der findes to metoder til at afbryde en uønsket graviditet:

• Medicinsk abort, som foregår ved, at du får noget medicin, der sætter aborten i gang. Foregår typisk i hjemmet med vejledning. Anbefales frem til 9 uger.
• Kirurgisk abort, som foregår ved, at du bliver bedøvet og derefter får suget livmoderens indhold ud. Langt de fleste sygehuse vil tilbyde en kirurgisk abort fra 9 indtil 12 uger.

En abort efter 12 uger kræver tilladelse fra de regionale abortsamråd, som typisk består af en læge, en socialrådgiver og en jurist. Aborten foretages som medicinsk abort, og den gravide skal føde selv.

Kilde: Komiteen for Sundhedsoplysnings pjece ’Sådan kommer du igennem’, Sundhedsstyrelsen og sundhedsloven

»Jeg mener, at der er gode grunde til at hæve grænsen for fri abort fra 12 til 18 uger. Det vil give kvinden bedre tid til at træffe et meget vigtigt valg.

Der er jo en række undersøgelser af fostret, hvor man ikke altid får resultater før efter 12 uger. De skanninger, som alle gravide i Danmark bliver tilbudt, ligger mellem 11 og 13 uger og igen mellem 18 og 21 uger.

Fostervandsprøver, der er lidt mere præcise i forhold at give information om f.eks. alvorlige genetiske sygdomme, kan først foretages fra 16 uger. Desuden er der nogle få kvinder, der først efter 12 uger opdager, at de er gravide. Hvis grænsen bliver rykket til 18 uger, vil kvinder kunne træffe deres beslutning på et mere oplyst grundlag.

En grænse på 18 uger er også etisk forsvarlig ved, at der er en klar og tydelig afstand til 24 uger, hvorfra fosteret kan føle smerte, og hvor fosteret ligeledes er levedygtigt«.

»Kvinder skal ikke udsættes for moraliseren, når de har brug for abort. Giv dem i stedet hjælp og støtte.

Den danske abortlovgivning trænger til en revision. Lovgivningen er moraliserende over for kvinder og deres reproduktive valg. I dag kan gravide under 18 ikke få abort uden forældretilladelse. Det er heller ikke muligt at reducere en flerlingegraviditet til ét foster, den gravide skal vælge mellem at få tvillinger eller abort.

Til gengæld får gravide, der har fået deres foster diagnosticeret med en misdannelse, sjældent afslag på deres abortansøgning, hvilket finder sted for gravide, der søger om abort af personlige og sociale årsager. Det gør, at abortsystemet skaber en form for moraliseren og mistænkeliggørelse af gravides bevæggrunde for abort.

Ved at sætte abortgrænsen til 22 uger, der i dag er den øvre grænse, kunne man helt afskaffe abortsamrådene. Fra forskningen ved vi, at de kvinder, der afslutter en graviditet pga. fostermisdannelser, ofte ønsker mere hjælp til at håndtere de dilemmaer, de sættes i, pga. fosterdiagnostikken.

Så i stedet for det moraliserende abortsystem, der mistænkeliggør kvinders ret til egen krop, burde vi tilbyde mere støtte til gravide før og efter abort«.

WHO opfordrer til at fjerne ugegrænsen for, hvornår en abort senest kan foretages.

Det er et spørgsmål om menneskerettigheder, mener organisationen. Aborter kan ifølge WHO’s vejledning udføres sikkert i hele graviditeten, og ugegrænser er ikke medicinsk begrundet.

Grænser forsinker adgang til abort, særligt blandt gravide, som søger abort længere henne, som er tæt på ugegrænsen eller bor i områder med begrænset adgang til abortklinikker.

Derudover giver grænser ifølge organisationen ulighed i adgang til abort, som rammer socialt skævt.