»Jeg har svært ved at tage en autoritet alvorligt. Også min egen autoritet«

4. april 2022

Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

John Toldsted vælter i indstillinger til Politikens Undervisningspris.

Nu kommer gåden. Og hvis man gætter svaret, er der lakridsbolsjer. Det er en virkelig dårlig gåde. Den er meget, meget nem at løse. Hvad er det, der rent geografisk ligger lige imellem SRP og Kulhuse?«, spørger lærer John Toldsted ud i 3.b, der har oldtidskundskab på Det frie Gymnasium.

En elev svarer: »Det er Flyvende Stue«.

»Det er nemlig rigtigt. I er trætte på grund af SRP, og lige om lidt skal I på blåbogstur til Kulhuse. Hvad mangler vi så for at blive fyldt op af energi? Vi mangler Flyvende Stue, som vil fortælle om nyklassicisme«, siger John Toldsted.

Svaret giver måske ikke så meget mening for andre end 3.b. Men det skyldes nok, at alle eleverne har kælenavne i hans undervisning. Flyvende Stue hedder i virkeligheden Viola. Andre elever har kælenavne som Bas, Ikea, Havfrue og Portugal. Og der er en historie tilknyttet til hvert et navn.

Det er formentlig også derfor, at der bliver grinet længe og hjerteligt, når jeg spørger en gruppe af eleverne, om John Toldsted adskiller sig fra andre lærere. For det gør han med de spøjse kælenavne, der synes at afdramatisere klasserummet.

Men det er ikke kun på grund af dem, at 16 elever har indstillet ham til Politikens Undervisningspris i både dansk, religion og oldtidskundskab. Hans begejstring for sidstnævnte fag har smittet af på eleverne i en sådan grad, at samtlige i klassen har skrevet SRP i oldtidskundskab. Og det var ikke ligefrem noget, som eleverne selv havde forudset.

Politikens Undervisningspris 2022

Politiken sætter fokus på de gode lærere og på den gode undervisning og hylder de lærere, der udfordrer og griber eleverne, får dem engageret og viser dem nye perspektiver.

Lærere, der underviser i grundskolen, på gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelser, kan indstilles. Der kan enten indstilles en enkeltperson eller et lærerteam.

Fristen for at indstille kandidater til Politikens Undervisningspris 2022 er overskredet.

Der sidder to faglige paneler klar til at se på hver enkelt: et panel for grundskoler og et for ungdomsuddannelser.

I altuddeles ni priser. Der uddeles én hovedpris på 75.000 kr. i hver af de tre kategorier. Derudover uddeles to særpriser a 25.000 kr. per kategori.

Priserne uddeles tirsdag 17. maj 2022 ved en fest i Pressen i Politikens Hus.

Politikens Undervisningspris er støttet af Villum Fonden. Villum Fonden er en almennyttig fond stiftet i 1971, der støtter teknisk og naturvidenskabelig forskning samt miljømæssige, sociale og kulturelle formål i ind- og udland.

Vis mere

Sokrates anno 2022

Anton Lui Rosenkilde fortæller, at han var noget skeptisk over for faget. Han forestillede sig nemlig, at han ville få en lærer med gråt skæg, der bare læste op fra »en virkelig tør« oversættelse af ’Iliaden’. Men i stedet blev 3.b mødt af John Toldsted, der får eleverne op af stolene for at stille sig som arkaiske skulpturer. Og ikke mindst gør en dyd ud af, at faget føles relevant for eleverne.

»Med Sokrates talte vi rigtig meget om dialog. Hvordan man går ind i en samtale med et andet menneske. At man stiller sig åben og spørger ind og ikke bare påfører den anden sin egen sandhed. Det er noget, som jeg efterfølgende har tænkt meget over, når jeg går ind i en diskussion. Det er rart at få de guldkorn, altså hvor jeg rent faktisk kan bruge det til noget uden for skolen«, siger Liva Kyed Husfeldt, hvorefter hendes klassekammerat stemmer i:

»Man indser bare, at mange af tankerne går igen. Med Sokrates har vi også talt meget om sjælen og kroppen. Det er vildt interessant, når man tænker på, hvordan vi opfører os i dag i forhold til karriere, ønsket om noget mere og det gode liv«, siger Astrid Schepelern.

Flyvende Stue tager scenen

Denne dag er det ikke Sokrates, men nyklassicisme, som er på skemaet. John Toldsted har overladt noget af undervisningen til eleven Flyvende Stue.

»Det er klart, at der jo er niveauforskelle mellem 3.g’ere ... det vil jeg jo egentlig ikke sige direkte. Lad os give en hånd til Flyvende Stue«, siger John Toldsted med et glimt i øjet.

Alle griner.

Flyvende Stue fremhæver arkitektoniske eksempler fra Adolf Hitler og Mussolinis tid, og undervejs kvitterer de andre elever med en skov af hænder. Og iblandt dem er også John Toldsted.

»Kan I huske det der med appelformer? Kan man sige, at den skulptur er et udtryk for en bestemt appelform?«, spørger han ud i forsamlingen og blander lidt danskundervisning ind i oldtidskundskab.

»Er det ikke etos?«, lyder det fra en elev.

»Jeg tænker, at det er mere patos. Propaganda skal jo vække følelser hos modtageren, og jeg synes, at den vækker noget nationalisme«, lyder det fra en anden elev.

Samtlige byder ind, og der bliver diskuteret frem og tilbage, om skulpturen er et udtryk for etos, logos eller patos. Til sidst kommer John Toldsted med sit bud.

»I siger det så godt alle sammen. Men jeg tænker, at patos er et meget godt begreb at bruge til at beskrive de meget voldsomme bevægelser, som statuerne har«.

I det hele taget er der en virkelig afslappet stemning i klasserummet, og det er også noget, som eleverne fremhæver, når de skal beskrive deres timer med John Toldsted.

»Der er andre fag, hvor jeg holder mig lidt tilbage, og hvor jeg er bange for at sige noget dumt, hvis det trækker min karakter ned. John fik ind i hovedet på os fra start, at det her er et fag, hvor vi skal skal lære noget om den verden, som vi befinder os i, og hvor vi skal udvikle os som mennesker«, siger Liva Kyed Husfeldt.

Flere af de andre elever nikker.

»Han taler ikke til os. Han taler med os. Han griber og inddrager os«, siger Anna Cecilia Mellentin.

Svært med autoriteter

Ved timens afslutning er det John Toldsted selv, der står i spidsen for undervisningen, som kredser om arkaisk tid.

»Vi skal virkelig tale om gentagelser, for det er jo mærkeligt. De laver de samme skulpturer. Det er jo ret kedeligt. Der fandtes kun to af slagsen«, siger han og tilføjer:

»Så hvad synes I, at jeg skal skrive på tavlen? Uuuh, der er en flod af intelligens, kan jeg se«, lyder det fra John Toldsted om hænderne, der atter melder sig i rummet.

Distancen mellem elev og lærer synes minimal i John Toldsteds undervisning. Og det er egentlig fuldstændig bevidst. For når man griner, åbner kroppen sig, og så er det muligt at putte noget faglighed i den, mener han.

»Jeg forsøger virkelig at afmontere den autoritet, som man helt naturligt har som lærer. Jeg har selv svært ved at tage en autoritet alvorligt. Også min egen autoritet. Jeg vil hellere skabe et rum, hvor de kan møde en lærer, som rummer noget mere end eksamensforberedelse. Et rum, hvor eleverne kan opdage, at et fag som oldtidskundskab ikke kun har relevans i skolen, men at væggene i klasselokalet er transparente«, siger John Toldsted.

Og noget tyder på, at det er lykkedes. I hvert fald har 16 elever indstillet ham til Politikens Undervisningspris.

»Eleverne er jo mine egentlige ledere, så derfor er det meget rørende og meget værdifuldt. Jeg kan se en meget kraftig mening med mit arbejde, som jeg har haft i 20 år, og det er klart, at det bliver forstærket med indstillingerne. Det er en fornøjelse at få lov til at være i det honninggule lys fra eleverne«.

Du har ingen ulæste gemte artikler

»Jeg har svært ved at tage en autoritet alvorligt. Også min egen autoritet«