Indstillingsperioden for Politikens Undervisningspris er slut. I den kommende tid gennemgår fagpanelerne dem og finder frem til, hvem der skal nomineres.

Se her, om din lærer er med i dysten om Politikens Undervisningspris

Christian Lund fra Tommerup St. var hovedprisvinder i grundskolekategorien ved Politikens Undervisningspris 2021.  Foto: Martin Lehmann
Christian Lund fra Tommerup St. var hovedprisvinder i grundskolekategorien ved Politikens Undervisningspris 2021. Foto: Martin Lehmann
Lyt til artiklen

På kun en måned er der væltet 1.621 indstillinger ind af lærere, som kollegaer, elever og forældre mener, fortjener Politikens Undervisningspris.

Der er blevet indstillet 988 i gymnasiekategorien, 201 i erhvervsskolekategorien og 432 i grundskolekategorien.

Her kan du se danmarkskortet over de indstillede i alle tre kategorier.

Blandt de indstillede er undervisere, der gavmildt deler ud af deres eget liv i undervisningen og griber de elever, som ikke har det nemt.

Lærere, der kan få ligninger til at virke spændende for elever, der ellers ikke er fan af matematik. Lærere, hvis passion for faget smitter af på gymnasieelever i en sådan grad, at eleverne rent faktisk ser frem til at have oldtidskundskab en fredag i sidste modul.

Og faglærere som brænder så meget for de erhvervsfaglige uddannelser, at de har udlært elever i fire årtier.

Der findes ikke en opskrift på, hvad der udgør en god lærer. Derfor er det også en kompliceret opgave, der venter fagpanelerne, når de skal finde frem til de nominerede og derefter vinderne af prisen.

Allerede i næste uge bliver feltet indsnævret til 15 nominerede lærere, når fagpanelerne mødes for at finkæmme de 1.621 indstillinger.

Vinderne offentliggøres d. 17. maj til en prisfest i Pressen.

Marie Juul Jørgensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her