»Jeg gik fra at have det rigtig svært med lærere til nærmest at have adskillelsesangst«

I 4. klasse blev Peter Falktoft erklæret ordblind og sendt til specialundervisning hos Berntsen på Risskov Skole.

»Han havde rigtig dårlig ånde, og han var skrap og lidt uhyggelig. Nogle gange var han også med i klassen, og så kunne jeg ellers føle mig helt forkert i en fin forstadsklasse nord for Aarhus. Det var skoleudgaven af at blive båret rundt i lænker foran alle. Min mor var ked af det, min far var ked af det, og jeg var ked af det. For jeg havde ikke lyst til at være ordblind«, siger Peter Falktoft.

Han beskriver sin folkeskoletid som meget vild, meget givende, meget lærerig. Og meget brugbar på bagkant men ret hård at være i, da den stod på. Omvendt var hans gymnasietid som taget ud af filmen Good Will Hunting, der handler om en vanskelig ung mand, hvis matematiske evner bliver opdaget af en professor.

Hvis vi ser bort fra de matematiske evner, så er filmen ikke sååå langt fra Peter Falktofts virkelighed. Blandt andet på grund af en lærer, som selv dronningen måtte indordne sig efter.

Det fortæller podcastværten i anledning af Politikens Undervisningspris, hvor du kan indstille en eller flere lærere, som du synes fortjener et ekstra klap på skulderen.

Problembarnet

Mens de andre klassekammerater skulle bruge den følgende sommer ved Como og Gardasøen, så skulle Peter Falktoft på camping i Nordjylland. Med Anders And og Jumbo-bøger på slæb kom han tilbage efter sommerferien til 5. klasse og kunne læse. Det var en uforklarlig succes, som der ellers ikke var mange af i hans folkeskoletid.

Peter Falktoft voksede op nede ved vandet i det gamle Risskov. I et nedlagt badehotel som var lavet om til seks små lejligheder. Der var masser af bøger og læger i barndomsvennernes hjem men solcreme og taxfree chokolade i grøntsagsskuffen hjemme i lejligheden på Stationsgade. Han manglede aldrig noget, men der var alligevel en kontrast til klassekammeraterne.

»Der lærte jeg, hvordan det er at vokse op som proletar i et rigmandskvarter. Det tror jeg egentlig er værre end at vokse op som proletar i et proletarkvarter, fordi der sjældent går et øjeblik, hvor du ikke bliver mindet om, hvad du ikke har, men som dine klassekammeraters familie har«, siger han.

Og det kombineret med, at nogle af hans venner kom fra nogle lidt andre sociale miljøer og var en tre-fire år ældre end ham gjorde, at der var en ret stor diskrepans mellem ham og de andre i klassen. Peter Falktoft blev hurtigt udnævnt til lidt af et problembarn. Det var ham, som forældremøderne handlede om. 90 procent af tiden.

»Jeg havde halvanden times samtaler, der bare foregik hen over hovedet på mig. Hvor jeg skulle prøve at forstå, hvad der var i vejen med mig. Uden jeg egentlig følte, at der var noget i vejen«, siger Peter Falktoft.

Det endte med et skoleskift til privatskolen Nicoline Kochs Skole. Men det var mildest talt heller ikke en succes. Efter to uger på skolen blev han smidt ud.

»Der var en forståelse af, at man skulle tage imod ordre fra folk, der var en årgang over en selv, og det havde jeg det ikke så godt med. Jeg endte i karambolage med en fyr. Det var noget med en stol og en køkkensaks. Ret voldsomt. I dag havde det nok taget forsiden af Ekstra Bladet«, siger han.

Så var der ikke ret mange muligheder tilbage. For den anden folkeskole i Risskov havde allerede hørt om ham og ville ikke have ham. Derfor blev næste forsøg Rudolf Steiner-Skolen. Og det var også… lidt af en oplevelse.

»Lad os være ærlige. Min mor anede ikke, hvad Rudolf-Steiner var for noget. Hvis hun havde vidst, at der var afsat en time på skemaet til at danse sine følelser ud hver dag, og at man ikke måtte have sko på indenfor og i øvrigt skulle mestre et klassisk instrument, så havde hun nok vurderet, at det ikke var noget for mig«, siger han og tilføjer:

»Det var sgu sådan lidt wow. Bare wow. Der kan du snakke om parallelsamfund«.

Efter to måneder kunne han ikke mere, og han gjorde det klart for sin mor, at hun blev nødt til at få ham et andet sted hen. Derefter blev det Sølystskolen, hvor han blev erklæret uegnet til gymnasiet efterfulgt af tiende klasse på Nicoline Kochs Skole…igen.

»Der var ikke så grundig filtreringsproces«, griner han.

Peter Falktofts grundskolesaga sluttede med en vurdering fra studievejlederen, hvor han fik et karriereråd med på vejen.

»Det var kørelærer eller måske noget i forsvaret. Ellers lugtede det af en kriminel løbebane. Det var en ret hård melding at få som 15-årig. Men nu sidder jeg her og bliver interviewet til Politiken, så fuck vedkommende uendelig meget«.

Pontoppidan blev til at holde ud

Herfra bliver det ren Good Will Hunting. For der er selvfølgelig en grund til, at Peter Falktoft har sagt ja til et interview, der handler om at hylde lærere. Mens der ikke var meget godt at sige om hans tid i grundskolen, så skete der noget, da han trådte ind i Aarhus Katedralskoles gamle bygninger med en nærmest Hogwarts-agtig stemning.

Han var sproglig student, og der var alle typer i klassen. Hippierne, musik højniveau-typerne, de helt langhårede-typer og dem, som bare godt kunne lide fodbold og gik med lacoste poloer. Han tilhørte den sidste gruppe. Men vigtigst af alt så var tavlen visket ren. Der var ikke nogen, der vidste, hvem han var. Og samtlige lærere formåede for første gang at rumme ham. Måske var det derfor, at der var energi til at bryde ud af rollen som ‘problembarnet’.

»Jeg gik fra at have det rigtig svært med lærere til nærmest at have adskillelsesangst fra dem«, siger Peter Falktoft.

Og det var særligt i et fag.

»Dansk var et fag, som jeg ikke vidste, at jeg godt kunne lide«.

»Men altså.. Jørn Ørum vidste, hvad han fucking snakkede om. Han var medlem af Dansk Sprognævn. Hvis der var et disputs om noget, så kunne han godt lige træde frem og sige ‘hey, det er mig, der bestemmer, hvor kommaet sidder. Altså sådan vitterligt. Selv dronningen måtte indordne sig efter, hvor han besluttede, at der skulle køres tegnsætning«, siger Peter Falktoft.

Jørn Ørum havde en tilstedeværelse, et humør og en energi, der gjorde, at Peter Falktoft syntes, at det var til at holde ud at analysere Herman Bang, Pontoppidan og hvad der ellers var på menuen i gymnasiet.

»Jeg gad godt at have set oddsene på, at jeg nogensinde skulle forstå de tekster«.

Jørn Ørum tog også nogle chancer i sin undervisning.

»Jeg kan huske, at han gav os noget litteratur, som han havde gemt i pengeskabet derhjemme. Det var voldsom læsning med meget malende fortællinger om forfærdelige ting fra 2. verdenskrig både på slagmarken og KZ-lejrene. Til sidst afslørede han for os, at det faktisk var forbudt litteratur, der var blevet stemplet som krigsporno«.

»Det var på ingen måde politisk korrekt, men for pokker hvor det satte gang i noget hos os alle. Tænk at vise os noget, der tydeligvis var forkert for at give os en større forståelse af litteraturen«, siger han.

Det gælder om at holde godt fast i en rød tråd i samtalen med Peter Falktoft, ellers ender man med at gå hjem med en masse små fortællinger, der stikker i alle retninger. Den næste anekdote er muligvis en af dem. For det var jo som skrevet i starten ikke ren Good Will Hunting. Peter Falktoft endte med egne ord med at begå en ‘fejltagelse’ med et valgfag.

»Jeg var lidt lun på Jinnie i 2.g, og jeg overhørte, at hun skulle have design. Da jeg kom tilbage efter sommerferien, så var hun på en eller anden måde flyttet sammen med sin kæreste på Viby Torv!«.

»Så sad jeg bare der et år og hørte om Bauhaus og designede noget med ler. Men når der kommer et spørgsmål om en eller anden designstol, så kender jeg svaret! Det er ligesom filmen Slumdog Millionaire! Hvorfor fanden kan han svare på de spørgsmål, tænker man«, siger Peter Falktoft.

Skrev breve

Fra en mindre afstikker bevæger vi os tilbage til historien om Jørn Ørum. For efter gymnasiet skrev Peter Falktoft breve til sin tidligere dansk- og klasselærer, der havde formået at rumme ham.

»Bare for at fortælle ham, at det gik okay. Han har måske i sit stille sind tænkt, at det godt kunne ende galt med ham her«.

»De tre år har betydet alt for mig. Jeg blev bedømt alene på, hvad jeg leverede og ikke alt det andet. En ting er at få at vide fra sine forældre, at man er god nok. En anden ting er, hvad man i sit stille sind som barn og som ung bilder sig ind. Jeg er sikker på, at der er mange, der kæmper med ordblindhed, som har brug for at vide, at det godt kan overvindes. Og hvis det ikke kan, så går det nok alligevel«, siger han.

Peter Falktoft holder stadig fast i sin tid på Aarhus Katedralskole, selv om Jørn Ørum ikke lever længere.

»Jeg er stadig medlem af Katedralens venner og får en hulens masse mails. Ofte tænker jeg på, hvor jeg ville have været, hvis jeg ikke var havnet der. Hvis jeg ikke havde mødt de fag, som er blevet de bærende søjler i mit voksenliv. Særligt dansk, men også engelsk og spansk. Ikke så meget design«.