Når de arbejder ved frontlinjerne, sover de i skyttegrave, holder svært tilredte soldater i live og indånder luft, der er tyk af røg fra nedfaldne bomber.
På Himmelbjerggården i østjyske Ry er der stille.
Når man kigger ud ad vinduet fra ukrainernes værelser, kan man se træer svaje i vinden og et ukrainsk flag, der er spændt ud mellem to træstammer.
58 ukrainske læger, sygeplejersker og frivillige, som til daglig redder liv ved de ukrainske frontlinjer, er indlogeret på Himmelbjerggården. De er rejst knap 2.000 kilometer fra Kyiv. Først 10 timer i et tog til Polen og senere 20 timer i bus til det fredelige Østjylland. Turen er lang, men kontrasten mellem deres hverdag i Ukraine og opholdet i Danmark større.
