Når vækkeuret ringer, er det formentlig en iPhone, der lyser din morgen op. Før du overhovedet har taget den første slurk kaffe, har du måske allerede åbnet Outlook, scrollet dig søvnigt gennem Facebook, kastet et blik på Instagram og ladet Google Maps guide dig mod dagens første destination.
Og dagen er kun lige begyndt. Din croissant fra 7-Eleven betales måske med et Visa-kort, der suser gennem et amerikansk betalingssystem. Hvis du arbejder på kontor, klikker du dig gennem Word, regner dig frem i Excel, mødes i Teams og zoomer videre i en digital rytme, der føles så naturlig som vejrtrækning.
På vej hjem googler du, hvad der skal på middagsbordet.
Og når mørket falder på, tænder du for Netflix via dit Apple TV og lader dagens sidste indtryk blive leveret af en amerikansk streamingtjeneste. Til sidst sætter du alarmen på din iPhone – og lægger dig til at sove.
