På en anden stue sidder 22-årige Chabel Succar med armen i gips og bandage og sårskorper i ansigtet, da han fremstammer ordet »uforglemmelig« om den enorme dobbelteksplosion.
Ingen fra den bygning, han befandt sig i, overlevede angiveligt ud over ham selv, og han kan ikke erindre, hvordan han fik sig kæmpet ned fra syvende etage til gadeplan.
»Trykket fra bomben kastede mig 10-15 meter tilbage. Min hånd blødte vildt. Mit hoved blødte. Jeg vidste, at jeg havde to valg. At blive og bløde ihjel eller komme ned og få hjælp«, gengiver han de dramatiske minutter, hvor alle på gaden var i chok og optaget af at hjælpe sig selv.
Da han – efter forgæves at have forsøgt at stoppe en bil og det endelig lykkedes ham at få et lift på en motorcykel –ankom til hospitalet, var der sårede og døde overalt. Og ingen ledige læger til at hjælpe med hans arm, hvor muskler og scener var synlige af de alvorlige skader fra det splintrede glas.
