Hvis man sammenligner Joe Bidens hustru med den slovenskfødte førstedame, der undertiden holder styr på østfløjen i Det Hvide Hus, kan Jill Biden virke helt leverpostejsagtig. Eller sagt med andre ord: helt almindelig og uden skarpe kanter.
Hvor Melania Trumps fortid er indhyllet i mystik og hemmelighedskræmmerier, og hendes tid som førstedame har været præget af anonymitet og forsvindingsnumre, har Jill Bidens liv og karriere været noget mere ligeud ad vejen.
Hun er vokset op i et villakvarter i Pennsylvania, og hun blev gift med Joe Biden i en alder af 26, hvorefter hun fortsatte sine studier og blev lærer. Et job, der ikke blev sat på pause, da Joe Biden blev vicepræsident i 2009, og et erhverv, som hun vil fortsætte med, selv hvis hendes ægtefælle vinder det amerikanske præsidentvalg 3. november.
Den 69-årige lærer har viet sit liv til udsatte unge og undervisning og vil bruge sin mulige position som førstedame til at tale skolernes sag.
