Hvis man havde troet, at USA’s præsident, Biden, blot var kommet til Europa for at bekræfte venskab med nogle af de gamle allierede, som Donald Trump fik svedet af, må man i dag sidde tilbage med en slags tankemæssige tømmermænd. For som den britiske kommentator Rafael Behr formulerede det i den britiske avis The Guardian:
»Han flyver ikke over Atlanten for at vælte sig i nostalgi over, at alliancen vandt den første kolde krig. Han er ved at samle rekrutter til den næste«.
Det fik Joe Biden i høj grad held med. For på den forgangne uges topmøder i først G7-landeklubben og dernæst Nato tog han et par store skridt mod iscenesættelsen af Kina som et regulært fjendebillede. Også selv om europæerne ikke direkte ville være med til at bruge ord som fjende og rival. Så i Nato-mødets sluterklæring søgte de i stedet dækning bag en slags EU-lingo, hvor Kina blot blev kaldt en »systemisk udfordring« af vores værdier.
Men retningen var klar nok. Og oveni lykkedes det så også Joe Biden at gøre den såkaldte G7-landeklub, der oprindelig blev etableret som et økonomisk samarbejdsforum, til en del af hans såkaldte demokratialliance. En alliance, der skal optræde som en samling frontlinjestater i det, den amerikanske præsident ser som 21. århundredes værdikamp: kampen for demokrati og retsstat.
