Dan White, overlevende fra 84. etage i WTC’s sydlige tårn: »Jeg var landet i JFK-lufthavnen i New York kl. 7.30 den morgen og tog en taxi til World Trade Center«.
Michael Lomonaco, overlevende fra stueetagen i WTC’s nordlige tårn: »Det var valgdag i primærvalget i New York den dag, så der var ingen trafik, og det var på alle mulige måder en meget stille morgen«.
Dianne DeFontes, overlevende fra 89. etage i WTC’s nordlige tårn: »Det var en helt fantastisk smuk dag. Himlen var højblå, der var næsten ingen skyer. Da jeg kom til kontoret, tog jeg et sidste kig ud på himlen fra vinduet, inden jeg satte mig ved mit skrivebord«.
Steve Jacks, overlevende fra 61. etage i WTC’s nordlige tårn: »Jeg sad i et kafferum og kiggede på Frihedsstatuen gennem vinduet. Det havde regnet dagen før. Det var virkelig en vidunderlig dag«.
