Det var en yderst pinlig affære, der markerede starten af 2022 for Sydkoreas militær. På årets anden dag lykkedes det den nordkoreanske flygtning Kim Woo-joo at flygte fra Sydkorea til Nordkorea.
Flugten gik gennem pigtrådshegn, minefelter og forbi bevæbnede vagtposter gennem verdens mest militariserede område i den demilitariserede zone – uden at de sydkoreanske soldater, der har til opgave at overvåge grænseområdet mod nord, opdagede ham. Det gjorde overvågningskameraerne til gengæld, der fangede videoklip af manden ikke mindre end fem gange.
Det er ellers kun lidt over et år siden, at Kim Woo-joo tog samme tur gennem den fire kilometer brede grænsezone fra Nordkorea til Sydkorea – også uden at blive opdaget af soldaterne. Udover at understrege åbenlyse sikkerhedsproblemer i bevogtningen af den demilitariserede zone har sagen om Kim Woo-joo skabt stor debat i Sydkorea. For hvorfor vælger en nordkoreaner, der allerede én gang har sat livet på spil for at flygte mod friheden i syd, at risikere sit liv endnu engang ved at rejse tilbage til et diktatur, der ovenikøbet lige nu er midt i en hungersnød?
»Nordkoreanske afhoppere forventer, at Sydkorea er et fantastisk sted. Det kan være meget hårdt for dem at opdage, at Sydkorea kan være et svært land at leve i for en nordkoreaner«, siger professor i internationale relationer på Sogang University i Seoul Kim Jae-chun.
