Hver morgen begynder det forfra:
Faiz Mahamad skal skaffe 13 kroner.
Ellers kan han ikke holde katastrofen væk ...
Udlandet stod for 75 procent af Afghanistans økonomi.
Men da Taleban tog magten, forsvandt pengene.
Det kan mærkes helt nede på bunden af Kabul.
Her bor en familie på 16 under samme tag
... som er en presenning
16 mennesker, hvis liv hver dag står og falder med
... 20 fladbrød.
Vi lever i en lille verden. Nogle gange kan en beslutning truffet i et pænt kontor i Washington eller København mærkes i en jordhytte i Kabul mellem mudder og menneskelort.
Det er lang tid siden, at Faiz Mahamads liv har været nemt. Men han kan godt huske, hvornår det var lidt bedre. Det var, før Vesten trak alle soldater og de fleste penge ud af Afghanistan.
Sidste år på det her tidspunkt var der lidt flere penge i Kabul, der var flere i arbejde, og når de fik deres løn, købte de en sodavand for nogle af deres penge. Og smed dåsen i vejsiden.
Så kom Faiz Mahamad og samlede den op, og når en arbejdsdag var slut, kunne han sælge 12-14 kilo dåser og metalaffald og købe mad til de 15 mennesker, han forsørger.
Nu er der ingen penge i byen. Nogle mennesker er flygtet til andre lande, mange har mistet deres job eller arbejder uden at få løn, og så bliver der købt færre sodavand. Og smidt færre dåser væk.
»Jeg får nærmest ingenting ud af det, selv om jeg er ude hele dagen«.
Nærmere bestemt kan han finde 2 kilo metal om dagen, men der er stadig 15 mennesker derhjemme, som skal have noget at spise.
De bor alle sammen under samme tag – som er en presenning – i området Cha Rahe Qamber tæt på Kabuls centrum.
Folk her kalder det en lejr, for mange af de 2.500 familier er flygtet fra krig andre steder i Afghanistan og søgt mod hovedstaden, fordi der var lidt mere sikkert. Til gengæld er der nærmest intet at leve af.
Men leve skal de, hvad skal man ellers? Så derfor har de samlet sig her ved hovedvejen i lerhuse, de selv har bygget, hvor deres tæpper ligger på den nøgne jord.
Alle her kan mærke, hvordan storpolitikken og det nationaløkonomiske sammenbrud siver ned gennem systemet og rammer nogle af de mindste husholdningsbudgetter i verden.
Som Faiz Mohameds gode ven Dahoud, der tager 5 afghani eller 30 øre for at pudse et par sko. Sidste år kunne han tjene 100 afghani om dagen, nu kommer der kun 20 afghani i kassen:
»Folk går forbi og siger: ’Undskyld, men jeg har ikke råd’. Nogle gange rejser folk sig bare, når de er færdige, og går uden at betale. Og siger, at de ikke har pengene«.
Dahoud fortæller, at to af hans døtre er blevet syge af at sove i det kolde hus, Gulbashur på 8 år og Fatima på 2 har fået lungebetændelse, og han har ikke penge til at købe medicin til dem.
Her er beskidte børn overalt, der er ingen, som bruger deres penge på sæbe eller vand på et bad, for de mange tusinde mennesker deles om én pumpe, og køen er tre timer lang. Der er heller ikke mange latriner, så overalt i labyrintens smaller gyder ligger der menneskeafføring på den frosne sne.
I Faiz Mahamads hus er der skidt på jorden flere steder. Det er ikke altid, de 16 mennesker, der sover tæt sammen på 20 kvadratmeter, går udenfor, når det er koldt og mørkt.
Det er her under presenningen, at den sortskæggede mand med de brændende brune øjne forsøger at komme fra det ene måltid til det næste.
De fleste fattige afghanere må klare sig med brød og te, her i huset har de ikke engang penge til te. Så de får brød om morgenen og om aftenen.
»Jeg ville gerne give dem noget midt på dagen, men det kan vi ikke«.
Siden hans bror døde af en overdosis, har den magre mand taget sig af svigerinden og hendes børn, så de er 3 voksne og 13 børn i hans husholdning. Når dagen begynder, dukker de små uglede frisurer op i alle hjørner af rummet. Og når de har åbnet øjnene, åbner de munden og siger, at de er sultne.
Familien har været endnu større, men for fire år siden, dengang storfamilien stadig boede i deres landsby, Grishi, i Helmand-provinsen, blev Faiz Mahamads søn og nevø dræbt i et luftangreb.
»Amerikanerne angreb vores landsby. Der var nogle talebanere, der havde skudt mod dem, så kom flyene. Det var nogle geværer, der skød den ene vej nogle gange, så kom der en masse bomber fra luften, og de ramte ved vores hus«, siger Faiz Mahamad.
Både bevæbnede mænd og civile blev dræbt, to af dem var store drenge fra hans familie. Faiz Mohammed vil ikke tale mere om det, han vender sig halvt væk og siger, at det var derfor de rejste mod Kabul.
Og siden har de boet her.
Vintersolen skinner, og de tre mindste børn småsnakker på et tæppe, der er varmet af strålerne. Den lille kulørte firkant ser hyggelig ud i en gård, hvor gamle plastikposer og forrevne klude er trådt ned i mudderet.
Børnene leger med et teglas, en grøntsagskniv og et par jordede sandaler. Deres hår stritter stift og beskidt, og der er mudder på kinderne og pigernes kjoler. Men Safie på 2 år og Almai på 1 år griner, da deres storesøster Amina på 3 klasker mudder ned i glasset og rører rundt med kniven.
De andre børn er ude for at tjene penge, siger Faiz Mahamad.
Hans ældste søn, Bismullah, samler plastik, de mindre børn pudser sko eller tigger ved hovedvejen, ligesom hans svigerinde, der banker på bilruderne, når trafikken holder stille.
Når dagen er slut, skal de have til 20 fladbrød. De koster 200 afghani, knap 13 kroner. De fleste dage går det lige, nogle gange er der til lidt mere, andre gange må de klare sig med mindre. Kartofler, ris, løg, olie og sukker får de ikke længere, og kød er der ingen, som tænker på.
Det er familier som den her, der fylder Kabuls sygehuse med syge eller underernærede børn.
I en by, hvor middelklassen står i kø, når World Food Program deler mad ud, kan de små mennesker i jordhusene blive en del af de nærmest uforståelige prognoser om Afghanistan. Dem, der siger, at en million børn i landet kan dø af sult denne vinter.
Faiz Mahamad slås for, at de 13 børn, han har i sit hus, ikke bliver en del af det store tal. Men han er ved at løbe tør for muligheder.
At forlade slummen og rejse hjem til Helmand duer ikke, for der er heller ikke arbejde til ham dér. De landmænd, han arbejdede for, er ramt af tørke, og den økonomiske krise gør det svært for dem at sælge deres varer – og at ansætte folk.
»… og jeg har heller ikke råd til at få os derhen«.
Da jeg står foran Faiz Mahamad, er det svært at stille det spørgsmål, der har brændt på tungen, mens han viste rundt i sit liv: Hvad vil du egentlig gøre? Og det er meget sværere for ham at svare på.
Han er nødt til at håbe, at endnu en fjern beslutning fra en hovedstad langt væk vil kunne mærkes helt hernede på bunden af verden.
»Jeg håber, at verden ser os og kommer og hjælper. De var her – over det hele, og så var de pludselig væk«.
Politiken i Afghanistan
Bo Søndergaard, journalist, ansat på Politiken i 25 år og har siden 2001 skrevet reportager fra krise- og konfliktområder. Besøgte første gang Afghanistan i 2003.
Mads Nissen, fotograf på Politiken siden 2014. To gange har han vundet verdens mest prestigefulde fotokonkurrence, World Press Photo, nemlig i 2015 og 2021. Mads har været i Afghanistan to gange tidligere – i 2009.
Artikelserien
Afghanistan blev den tabte krig, vi kunne efterlade på landingsbanen langt fra vores hjem. En nation, vi ville bygge – men bare lod forsvinde, da vores fly lettede fra Kabul sidste år.
Politiken er fløjet den anden vej og har rejst rundt i Afghanistan for at finde ud af, hvad det er for et land, vi alle sammen efterlod.
Dette er den sjette og sidste reportage i serien fra Politikens to uger lange rejse rundt i Afghanistan.
Politiken var i landet fra 8. til 22. januar – og arbejdede i hovedstaden Kabul samt provinserne Bamiyan, Herat og Badghis. Journalist og fotograf har fået tilladelse af Taleban-regeringen til at arbejde som pressefolk i Afghanistan, men har kunnet rejse og researche frit.
Del 1
»Pludselig holder de op med at trække vejret. De dør, børnene – af kulde og sult. Og jeg står bare her«. Klik og se den første reportage her.
Del 2
»Det var hans mor og far, der tog beslutningen. Khalil Ahmad skulle redde sine 10 søskende fra at gå sultne i seng. Så de solgte hans nyre«. Klik og se reportagen om Khalil her.
Del 3
»Mominas far havde sagt nej. Han ville ikke bruge penge på at bringe sin svært underernærede datter på 4 år til lægen. Men så rejste hendes mor sig. Og brød alle regler«. Se den tredje reportage her.
Del 4
»Han er 12 år, og han ved, at hans forældre regner med ham: »Når jeg vågner om morgenen og tænker på, at jeg skal herhen, så gør det ondt indeni«. Læs historien om Samir her.
Del 5
»Hvad skal man gøre? Når man har solgt alt, og stadig ikke har råd til at købe mad til sine børn? Razigul solgte sin datter«. Klik her og læs reportagen.
Redaktion
Layout: Karen Rosenlund & Aya Walid
Digital tilrettelæggelse: Henriette Lind
Chef for udlandsredaktionen: Martin Aagaard
Fotochef: Peter Hove Olesen
