Den 55-årige digter og forfatter Dmitrij Melnikov er overbevist om, at Rusland gør det rigtige i Ukraine.
Han følger krigen i Ukraine på russiske patriotiske Telegram-kanaler, der hver dag viser kampscener fra Ukraine, den russiske hærs heltemodige fremfærd, ukrainernes tab og selvfølgelig nazisternes forbrydelser. Som mange andre russere tror han på det officielle russiske narrativ om, at det var et illegitimt coup d’etat i Ukraine i 2014, og at den ukrainske regering i dag er USA’s marionetregime. Ifølge dette verdensbillede bestræber Nato sig på at opstille baser tæt på Ruslands grænser, og ukrainske nazister har i otte år begået folkemord mod etniske russere i Donbas.
»Jeg synes, at den russiske hærs mission er helt retfærdig, og at det er en befrielseskamp imod et nazistisk eller et yderst nationalistisk regime. Vi befrier faktisk folk fra en nazistisk-orienteret regering, som har besat dem«, fortæller han og tilføjer:
»Se bare, hvad der er foregået der: fakkeloptog og Azov-bataljonen, som var en stærk kraft. De har jo et mærke, som ligner meget det tegn, SS havde. Ja, vores soldater fandt fascistiske flag i deres gemmesteder – det hele er på nettet«.
