Overgiv jer. Så stopper bombardementerne. Det var beskeden fra den russiske præsident Vladimir Putin til de ukrainske tropper i byen Mariupol, da han tirsdag aften talte med den franske præsident, Emmanuel Macron, skriver det britiske medie BBC.
Men Ukraine afviser.
Det gør de nu, og det har de gjort lige siden de russiske styrker slog en ring om Mariupol. Det begyndte de på i slutningen af februar. Siden dengang har de russiske styrker arbejdet sig tættere og tættere på bykernen, som de nu står i, mens ukrainske tropper gør, hvad de kan, for at holde dem ude.
De russiske styrker har taget hårdhændede metoder i brug i forsøget på at indtage byen. Den engang så travle havneby er blevet bombarderet med russisk artilleri i en grad, der betyder, at 80 procent af byens boliger er ødelagt, siger de lokale myndigheder ifølge det amerikanske medie NPR.
